Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Demo­kratiets pædagogik

Stefan Hermann Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Vi bliver stødt og bekymrede, når vi ser de lodne sider af den politiske proces og den politiske kultur. Både i toppen af det politiske system og i bunden.

Når Donald Trump intimiderer sine modkandidater, åbenlyst lyver, promoverer fake news og stimulerer tilråb som »lock her up«. Når nedladende og svinske bemærkninger fylder på Facebook. Tidligere blev der (vistnok) i politiske debatter og offentlige fora holdt mere på formerne – man skulle spidde på argumentet, men aldrig personen, være rollemodel for borgerne, respektere sin modstander, søge sandheden, lytte og i den bedste af alle verdener i en samtale kun være underlagt det gode arguments tvangfrie tvang, som den tyske sociolog Jürgen Habermas engang formulerede det.

Samtidig vidste vi – med Bismarcks berømte ord – at politik og pølseproduktion var backstage; ikke noget der tålte lyset. Der blev i mørke forhandlingslokaler kæmpet, lagt arm og varetaget interesser til den store guldmedalje, hvorefter man foran presse og medier efterfølgende frontstage kundgjorde, hvordan man ærligt og redeligt havde skabt et kompromis, der sandelig ikke var usammenhængende eller laveste fællesnævner, men udtryk for en særlig demokratisk og oplyst fornuft.

Nu virker det hyppigt, som om der opildnes følelser med allehånde retoriske og dramaturgiske virkemidler i offentlige rum, hvorefter man i de lukkede rum forsøger sig med en krammer eller ved det personlige møde med genstanden for tilsviningen på Facebook ikke ymter et ord om det. Forfald, ja, men på nye vilkår, hvor alt er synligt hele tiden, og hvor der sker et langsomt rolle­skift mellem det udvidede offentlige rum og den skrumpede ikke-offentlige zone. Mellem frontstage og backstage.

Erodering af dyder og normer

Det er eroderingen af politiske dyder og normer, vi troede var standarden, hvormed vi skelnede skidt fra kanel. Det er en ny »uorden«, som i en årrække har kastet reaktioner af sig. Reaktionerne er synlige mange steder – ikke mindst i skole og uddannelse – og har været det i en årrække, hvor det mest prægnante islæt i formåls­ændringer for uddannelsestilbud har været det synlige indtog af demokratiets idé. Det er aktuelt tydeligt hos uddannelses- og forskningsminister Søren Pind – der vil genopfinde borgeren og dannelsen – og hos undervisningsminister Merete Riisager, der med såvel ånden som sværdet har været i clinch med udemokratiske elementer i de frie grundskoler, og det ses i anti­radikaliseringsbestræbelser i satspuljeforlig og i kommunerne.

Vi er blevet bange for den nye uorden, frygter udviklingen af anti­demokrater, populister og i sidste ende terrorister. Derfor reaktualiseres den politiske og demokratiske dannelse i disse år. Men den fornys på en ny måde. Fordi den skal beskytte snarere end forandre. Være bolværk snarere end idealets uafladelige fordring til os selv.

Den store pædagogisk-demokratiske bølge efter Anden Verdenskrig handlede ikke mindst om at bryde den meget autoritære orden, der fik togene til at gå til tiden til Auschwitz. Lydig normalitet og teknisk perfektion uden moralsk dømmekraft og etisk standhaftighed. Det var den demokratiske dannelses første tid i stærk alliance med frigørende reformpædagogik og kulturelle opbrud. Dens næste hug kom, da den blev en kritisk dannelse, en ny politisk dannelse, der måtte gøre samfundet mere retfærdigt og udbrede demokratiet som et ekspansivt socialt og kulturelt fænomen i 1970erne.

Det store spørgsmål er med andre ord ikke alene, hvordan man restaurerer og beskytter demokratiske borgerdyder, men også hvordan man udvikler nye. Det er de to gode grunde til, at det er i skole og uddannelse, vi kommer til at høre vores demokratiske identitets pulsslag. Som frygt og som forhåbning.

Stefan Hermann er rektor på Professionshøjskolen Metropol.