Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Demokratiet er i fare for at »dø af begejstring«

Læs mere
Fold sammen

Det politiske landskab i Frankrig undergår for tiden en så dramatisk forandring, at resultatet af valget i april er uforudsigeligt. Udefra kan det se ud til kun at handle om, hvem der kan slå Marine Le Pen. Men det handler også om noget andet: Det handler på et højere niveau om sammenbruddet for de etablerede europæiske partisystemer og om en krise for det repræsentative demokrati.

Det vil jeg forsøge at forklare i det følgende. Ikke, som forventeligt, ved at rette fokus mod højrefløjspopulismen. I stedet vil jeg vise, at den krise, som de europæiske socialdemokrater oplever for tiden – med Danmark som en markant undtagelse – skyldes en hidtil undervurderet venstrefløjspopulismes indtog og den partipolitiske omgruppering, som finder sted i disse år i Frankrig og Storbritannien.

Lad mig begynde med den politiske tumult i Frankrig nu, hvor valgkampen er indledt. Mens jeg skriver, kæmper den konservative François Fillon stadig for sit kandidatur efter skandalen med en hustru, der åbenbart har været lønnet som hjemmegående af det offentlige. Favoritværdigheden er derefter gået over til Emmanuel Macron, som var økonomiminister i François Hollandes socialistiske regering. Han er dog ikke er så socialistisk, at det gør noget. I hvert fald har han lagt afstand til Hollande og skabt en ny bevægelse, En Marche!, som rummer elementer fra både højre og venstre.

Macron siger, at han vil skabe et nyt Frankrig, der bygger på innovation, et beskåret bureaukrati og større fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Han ønsker at bygge bro mellem befolkningsgrupper, som i lang tid er vokset fra hinanden.

Brobygger kan den socialistiske kandidat Benoît Hamon dårligt kaldes. Også Hamon var tidligere minister under Hollande, men han ydmygede ved flere lejligheder både præsidenten og hans premierminister, Manuel Valls, ved at stille sig i spidsen for en gruppe oprørske socialistiske parlamentsmedlemmer, der stemte imod regeringen. At han vandt socialisternes kandidatur over Valls, var endnu en ydmygelse, men betød også, at de moderate socialister ikke vil stemme på ham i april.

Hamon, som med rimelighed kan kaldes for en fransk Bernie Sanders – bortset fra aldersforskellen – går nemlig ind for en mere klassisk socialistisk dagsorden og har lagt op til et tæt samarbejde med den yderste venstrefløj i en politik, der er vendt mod globaliseringen og automatiseringen af arbejdsmarkedet, og som rummer et løfte om borgerløn. Da det vil betyde en dramatisk hævet beskatning af formuer og høje indtægter, vil det ikke alene betyde, at Hamon vil blive slået stort af Macron, men vil også kunne føre til, at Socialistpartiet vil blive sprængt.

Brexit og de gamle værdier

Det er den samme tendens, man kan iagttage i Storbritannien. Resultatet af afstemningen om Brexit var en bekræftelse af den omgruppering, der finder sted, og som skyldes både højre- og venstrefløjspopulisme. Den begyndte allerede i 1980erne under Margaret Thatcher, som blev holdt ved magten af vælgere, der normalt ville have stemt Labour.

Hidtil havde britiske vælgere stemt efter deres klassetilhørsforhold, og de havde været dybt loyale over for deres partier. I 1966 stemte blot 13 procent på et andet parti end ved det foregående valg. Et nyligt valgstudie har vist, at hele 38 procent skiftede parti mellem valgene i 2010 og 2015.

Mest dramatisk har forandringerne været for Labour. I erkendelse af, at partiet ikke længere kun kunne vinde valg på stemmer fra den skrumpende arbejderklasse, førte partiets ledere, Tony Blair og Gordon Brown, det ind på midten i 1990erne. Labours ideologiske profil var forældet, mente de, og det var nødvendigt at skabe et »Nyt Labour«, som folk, der var steget op i middelklassen, kunne identificere sig med. Ja, i virkeligheden handlede politik ikke længere om ideologier, og forestillingerne om højre og venstre var for anakronistiske, sagde Blair.

Nu handlede politik om værdier og om at vælge mellem et »åbent« eller et »lukket« samfund. At leve i et åbent samfund indebar at være åben over for Europa og verden og om ikke at afvise globaliseringen, men i stedet indrette sig på den nye globale konkurrences vilkår ved at øge den humane kapital gennem uddannelse og opkvalificering af arbejdsstyrken.

Blair og Brown havde ret i deres diagnose: Det gamle skel mellem højre og venstre var forældet. Men de havde ikke blik for, at det skel mellem »åbenhed« og »lukkethed«, som de erstattede det med, var en provokation for mange af partiets vælgere. Det stod klart, da de stemte for Brexit sidste år. Partiets kernevælgere i Midlands industribyer stemte massivt imod partiet. Meget bedre gik det dog ikke for de Konservative, som også oplevede, at vælgerne vendte det døve øre til partiledelsen.

Den ny konservatisme

Både Labour og de Konservative befinder sig i dag i en tilstand af indre splittelse, og Labour står i reel fare for at blive sprængt. Det skyldes, at partiets leder, Jeremy Corbyn, har bevæget sig for langt væk fra partiets kernevælgere blandt såvel ufaglærte som faglærte. Blairs koalition mellem arbejderklasse og middelklasse er i færd med at bryde sammen. Men mens tabet af vælgere fra middelklassen er ubetydeligt, er partiet ved at forbløde blandt de ufaglærte, selv om fagforeningsledere og de nye lokale partiformænd fortæller dem, at Jeremy Corbyns uforfalskede socialisme tjener deres materielle interesser netop i lyset af de udfordringer fra globaliseringen, de oplever.

Corbyn møder kritikken fra de moderate inden for partiet – deriblandt parlamentsgruppen – ved at henvise til, at han har været i stand til at skaffe partiet medlemmer i en grad, som ingen troede muligt. Siden valget i 2015 er medlemstallet tredoblet, så partiet nærmest har fået karakter af massebevægelse.

Han henviser også til, at mange af de nye medlemmer er mennesker, der ikke tidligere interesserede sig for politik, men nu er blevet grebet af begejstring og ønsker at tage aktivt del. Problemet for ham er bare, at de færreste af dem kommer fra den hvide arbejderklasse, faglærte såvel som ufaglærte.

De vender sig i stedet mod UKIP, andre mod de Konservative. De Konservative er i gang med at ændre partiets profil og forsøger at tale ind i den utilfredshed og usikkerhed, som fik så mange til at stemme for Brexit.

Et konservativt parlamentsmedlem, Robert Halfon, taler ligefrem om en ny »hvid-varevogns-konservatisme«, som vil beskytte dem og deres arbejdspladser mod indvandring og globalisering. Han tyer til venstrefløjens traditionelle sprogbrug, når han taler om værdierne ved økonomisk omfordeling og det offentlige sundhedssystem og går til angreb på neoliberalismen og globalismen med patriotiske argumenter.

Herved kan den nye konservatisme opnå noget, som venstrefløjspopulister som Jeremy Corbyn og Benoît Hamon ikke er i stand til, fordi de brede vælgermasser ikke har tillid til deres forslag til en løsning af problemerne. De, der støtter venstrefløjspopulister som Corbyn og Hamon, sympatiserer med deres »rene linjer« og den autenticitet, de står for i en verden, der hævdes at blive styret af en alliance af professionelle politikere og bureaukratiske eliter.

Men fordi de lavere socialgrupper, som har globaliseringens konsekvenser tæt inde på livet, har en anden opfattelse af, hvad der skal forstås ved »folkelig suverænitet«, møder de ideologisk farvede budskaber ikke genklang hos dem. I stedet lytter de til politikere og partier, der taler direkte til deres bekymringer.

Venstrefløjen og mistilliden

Venstrepopulismens vælgere er båret af et ønske om at tage magten fra partieliterne og selv overtage deres partier. Eller også skaber de nye som i Spanien, Grækenland og Italien. Venstrefløjspopulismen bør derfor – i lighed med højrefløjspopulismen – ses som et udtryk for den dramatisk voksende mistillid til politikerne og det liberale demokrati i disse år. Men de udgør også en fare for selve det repræsentative demokrati.

Den britiske politolog David Runciman skrev i The Prospect i oktober sidste år, at det repræsentative demokrati kan »dø af begejstring«.

I det repræsentative demokrati er det nemlig partiernes rolle at danne bro mellem flertallet af vælgere, som kun har begrænset interesse for politik, og det lille mindretal, der er lidenskabeligt optaget af at opnå bestemte resultater.

Hvis det begejstrede mindretal erobrer et parti, bryder broen mellem de uengagerede og overengagerede sammen med fatale konsekvenser for partiet og hele det politiske system. Det er det, vi i øjeblikket ser ske på venstrefløjen i Frankrig og Storbritannien.

Michael Böss er lektor, leder af Center for Canadiske Studier.