Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Demokratiet bliver mindre

Der er noget helt grundlæggende galt med det danske demokrati. Strukturen fungerer ikke efter hensigten. Men hvis det ikke fungerer, så skal strukturen laves om. Løsningen kunne være at afskaffe stat, regioner og kommuner og i stedet genindføre amterne.

Christian Holm Donatzky advokerer for en genoplivning af amterne. Herover et stemningsbillede fra Amtsrådsforeningens sidste generalforsamling i 2006, da amternes formand, Kristian Ebbensgård (V), overdrog magten til Bent Hansen, de nye regioners første formand. Foto: Henning Bagger Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I sidste uge mødtes politikere fra alle dele af Danmark til den årlige fest ved KL-topmødet i Aalborg. Men er der noget at fejre? Der er ingen tvivl om, at de fleste danske politikere synes, at de gør en forskel. Og det gør de også. Alligevel er svaret nej – der er ikke meget at fejre. Tværtimod bliver det danske demokrati stadigt mindre. Det politiske system fungerer ikke – og slet ikke efter hensigten. I stigende grad er det topministrene og en håndfuld partiledere, som bliver inviteret indenfor i Finansministeriet, der kører Danmark. Men det strider simpelthen helt grundlæggende mod de principper, som demokratiet i Danmark er opbygget på. Det er Folketinget, der er valgt som lovgivende forsamling. Regeringen er til for at udøve lovene. Men reelt er det regeringen, der står bag lovgivningen i Danmark. At en håndfuld partiledere bliver taget med på råd, når vi har mindretals­regeringer, ændrer ikke på det faktum, at magt er blevet overført fra Folketing til regering, og at Folketingets medlemmer reelt om ikke formelt har mistet deres position som lovgivere.

På samme måde med kommunestyret. Det er kommunalpolitikerne, der er valgt til at sørge for de borgernære prioriteringer. Men det kan vi ikke få lov til. Det er en udvikling, der er sket under skiftende regeringer gennem mange år, så kritikken går ikke kun mod den nuværende regering. Men det såkaldte omprioriteringsbidrag er seneste eksempel på det. Det betyder, at staten snupper én procent af kommunernes budget, som de statslige politikere så kan fordele. Et er pengestrømmene – noget andet er, at staten/regeringen/folketingspolitikere (eller den håndfuld, der bestemmer) vil bestemme, hvordan vi prioriterer midlerne.

Men det er altså kommunalpolitikerne, der er valgt til at foretage de prioriteringer. Det er en spændende opgave, så jeg kan godt forstå, at folketings­politikerne synes, det er sjovt – men så skal de stille op til næste kommunalvalg. Som det er nu, laver byrådene budget i blinde. Sådan er det især, når almisserne først kommer i forbindelse med finansloven og ikke i kommune­aftalen. Kommunerne tager ansvaret og får skylden for besparelserne i deres budgetter, og så kommer staten bagefter med almisser, efter at de kommunale budgetter er vedtaget, og politikerstanden bliver til grin i befolkningen.

DER ER ALTSÅ noget helt grundlæggende galt med det danske demokrati. Strukturen fungerer ikke efter hensigten. Men hvis det ikke fungerer, så skal strukturen laves om. Løsningen kunne være at afskaffe stat, regioner og kommuner og i stedet genindføre amterne. Regionerne er en fejlkonstruktion uden skatteudskrivningsret. Kommunerne er for små til mange af de opgaver, de har fået. Derfor er ofte besværlige og ikke altid lige demokratiske kommunesamarbejder nødvendige. Der er mange snitflader med regionerne, hvor det desværre ofte handler om at skubbe aben og udgiften over på den anden part i stedet for at samarbejde til gavn for borgerne.

Og de dage, hvor kommunen var en identitetsskabende kraft, er for længst forbi. Det var dengang, kommunen var lig med byen. Nu er der snarere en (ofte usund) konkurrence byerne imellem inden for kommune­grænsen. En enhed på ca. 500.000 indbyggere – nogenlunde den gamle amtsstørrelse – vil kunne håndtere langt de fleste af de funktioner, det offentlige har i dag. Det er stort nok til både et stort hospital og et universitet eksempelvis. Amterne skulle f.eks. have 51 folkevalgte, som svarer til to procents spærregrænse. Det vil øge repræsentativiteten i forhold til kommunerne i dag. De skal være fuldtidspolitikere og have bedre sekretariats­betjening, end vi har i kommunerne i dag.

SPROGET ER DEN nok vigtigste identitets­skabende faktor. Derfor er de europæiske national­stater naturligvis også svære at lave om på. Men som nævnt er der problemer med det statslige demokrati. Og et af problemerne er jo lige præcis nationen. Fordi det er en så stærk identitets­bærer, er det også meget nemt at bruge den populistisk.

Argumenter behøver ikke at være baseret på fornuft, når det handler om identitet – om hvem du er. Det er blandt andet derfor, at vi ser en bølge af nationalisme over hele Europa nu. Men tænk nu, hvis EU var en sammenslutning af amter på ca. 500.000 indbyggere. Hvert amt valgte en repræsentant til Europa-Parlamentet. Det ville i hvert fald have potentiale til at stoppe den nationalisme, som lige nu er den største fare for Europa. Ideelt set skal repræsentanter vælges ved forholdstalsvalg. Men det vil kræve, at kandidaterne stiller op for de europæiske partier, og at de partier bliver kendt og får legitimitet i befolkningen.

MAN HVERKEN SKAL eller kan afskaffe nationen. Og nationen som samlende kraft kan være nødvendig i ombygningen af et demokrati. Det så vi i de tidligere europæiske demokratier, og det kan man se i demokratiopbygninger i andre dele af verden i dag. Men med den modenhed, demokratiet har i de europæiske lande, vil det gavne demokratiet, at vi gør op med staterne, som vi kender dem i dag.

Nationalstaterne kan ikke løse de grænse­overskridende problemer og muligheder, vi står over for i dag. Nationalstaten underbygger ikke længere demokratiet – den truer det. Vi glemmer at passe på demokratiet, mens vi har travlt med at forsvare nationen. Men nationen er ikke truet og vil heller ikke blive afskaffet med en ændring af den demokratiske struktur. Derfor kan man også sagtens bevare landshold og den slags. Jeg elsker Helsingør og Danmark, og det kommer jeg ikke til at holde op med, selv om den politiske struktur bliver lavet om.

Som nævnt er det mange år siden, at kommunerne var lig med byerne, og nationalstaterne er et ret nyt fænomen, der opstod i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Det er ikke nemt, men vi har brug for at tænke demokratiet forfra.