Demokrati kan være en besværlig sag

Nu skal det vise sig, om den tunesiske præsident, efter at have lukket parlamentet og afsat regeringen, holder løftet om at vende tilbage til demokratiske tilstande. Hvis der pludselig begynder at dukke store billeder af ham op på murene, så ved vi, at den er gal.

Tunesiens præsident, Kais Saied, har lovet, at landet vil vende tilbage til demokratiske tilstande. Spørgsmålet er, om det passer, skriver Uffe Ellemann-Jensen. Zoubeir Souissi/Ritzau Scanpix

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Da Tunesiens præsident i sidste uge afsatte regeringen og lukkede parlamentet, så det ud til, at det unge og endnu skrøbelige tunesiske demokrati var smidt på lossepladsen. Men præsident Kais Saied mente, at han handlede inden for rammerne af grundloven. Den havde han selv været med til at skrive. Han var nemlig upolitisk juraprofessor, indtil han for to år siden med et meget stort flertal blev valgt til præsident – for at rydde op i korruption og udemokratisk adfærd blandt de folkevalgte.