Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Debatten om vækst er unuanceret

Vibe Busk Larsen
Læs mere
Fold sammen

Vild, vanvittig, værdifuld, voldsom, visionær, vigtig, vildledende, væsentlig. Vækst er gennem tiden blevet kaldt mange ting. Desværre har disse diskussioner alt for længe været udelukkende for eller udelukkende imod.

Lad os nu i stedet flytte debatten til et mere reflekteret og retvisende niveau. Lad os diskutere vækst i velfærd. Med vækst i velfærd mener jeg vækst i de ting i livet, som vi virkelig værdsætter.

Vækst er et hot emne på tværs af holdnings­spektret. Vækst associeres, for modstanderne, ofte med unødvendigt materielt forbrug, og den er et fyord. Mens fortalerne for vækst ofte frygter tilbagegang, hvis væksten ikke er tilpas høj, og vækst bliver et mål i sig selv.

Men er dette en nuanceret vækstdebat? Mit svar er nej.

Selvfølgelig har både vækstens mod­standere og tilhængere ret i dele af deres argumentation. Men de tager altså også rigtig meget fejl ved at insistere på en sort/hvid debat. For al vækst er ikke skidt, og al vækst er ikke godt. Det er derfor ureflekteret at skære vækst over én kam. I stedet skal vi diskutere typen af vækst og særligt inddrage den type vækst, der ikke fanges af bruttonational­produktet (BNP).

Ren luft og arbejdsglæde

Mange ting, der har betydning for vores velfærd, er ikke inkluderet i BNPet. Såsom ren luft, tilgængelighed af grønne områder, arbejdsglæde eller værdien af frivilligt arbejde. Vi skal tage vækst inden for disse områder mere seriøst og lade dem vægte lige så meget, hvis ikke mere, end vækst i BNP. For det er disse ting, der virkelig har betydning for vores velfærd.

Selvfølgelig er disse typer af vækst sværere at måle og derfor sværere at evaluere udviklingen af. Hvilket kun gør det endnu vigtigere, at de bliver inddraget i vækstdiskussionen, for ellers bliver de alt for let glemt. Det er muligt at foretage BNP-beregninger, der tager højde for grøn eller social vækst. Såsom et grønt nationalregnskab. På trods af dét er sådan et regnskab endnu ikke på finansloven som en varig bevilling.

Det er på tide og nødvendigt for Danmarks udvikling, at vi begynder at tænke og tale anderledes om vækst. Et nuanceret vækstbegreb kan sikre en mere reflekteret og retvisende debat – både for dem, der er vilde med vækst, og for dem, der finder vækst vanvittigt. Det kan give et klarere billede af, hvad vækst egentlig er, og hvor mange former, den kan tage.

Men vigtigst af alt reflekteres det samfund, vi lever i.

Vibe Busk Larsen er ph.d.-stipendiat i miljøøkonomi.