Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Debat og muslimer – muslimer og debat – hønen og ægget

Det er blevet en ny og vanskelig disciplin at afkode og forstå, hvad der ligger bag, og hvad man kan forvente af en muslim med prædikatet ekstrem, fanatisk, militant, moderat, rabiat, radikal, tolerant eller sekterisk.

Niels Erik Andersen. Fold sammen
Læs mere

Fathi El-Abed har forstået det. Han har bare ikke selv opdaget det. Han harcelerer i Opinion (19. juli) mod Berlingske og mange af avisens debattører. Han skriver også: »Og så snart forfærdelige og tragiske hændelser finder sted rundt om i verden, hvor muslimer står bag, så åbner helvedes porte sig, og flere af Berlingskes bloggere falder over hinanden og kappes nærmest om at give deres reaktionære meninger til kende. Det har stået på i flere år og ser på ingen måde ud til at få en ende.«

Fathi El-Abed har ret. Debattører, skribenter og bloggere bliver først arbejdsløse, når de forfærdelige og tragiske hændelser, som muslimer står bag, hører op.

For flere danskere og andre i den vestlige verden ligger det ikke længere lige til højrebenet tillidsfuldt at række hånden frem til enhver, som ifølge deres religion skal bekæmpe de vantro og skaffe sig verdensherredømme, som hylder og lever efter sharia med stening og håndsafhugning, som tolererer barnebrude og æresdrab og som isolerer sig og kræver særrettigheder og -ordninger i velordnede og tolerante vestlige samfund. Helt ærlig. Der er tale om holdninger, adfærd, konstruktioner og krav på særbehandling, som er uhørte og ikke ville have nogen gang på jord, skulle de komme fra kristne i muslimske samfund. Spørg kopterne i Egypten og kristne i Indonesien. Problemet er, at de politisk korrekte har været alt for lang tid om at komme ud af den krog, de har malet sig selv op i. Befolkninger i civiliserede, demokratiske lande er blevet presset til ikke længere at lade de gode med de korrekte holdninger og gratisterne køre samfundene i sænk.

Det er blevet en ny og vanskelig disciplin at afkode og forstå, hvad der ligger bag, og hvad man kan forvente af en muslim med prædikatet ekstrem, fanatisk, militant, moderat, rabiat, radikal, tolerant eller sekterisk. Personligt er jeg flintrende ligeglad med, om det er den ene eller anden gradbøjede muslim, som slår mange intetanende, glade og uskyldige mennesker ihjel på en strandpromenade, i en lufthavn, i et supermarked eller på en café. Det bør slet ikke ske.

Det er selvsagt stærkt provokerende af mig at nævne, at det er stærkt provokerende, at vi skal høre og læse, at det første og sidste, som muslimske terrorister og attentatmænd og -kvinder skriger, er, at Allah er størst. I USA, hvor mord desværre også er dagligdags kost, kommer kun få med den slags udbrud. Problemerne i USA er store nok, som de er, men det muslimsk drevne vanvid har på trods af 9/11 og bomberne mod Boston Marathon endnu ikke nået europæiske højder.

Ingen anden religion kan som islam bryste sig af en meningsløs voldsindustri og afstumpede mordere i skikkelse af Abu Sayyaf, Al-Shabaab, al-Qaeda, Boko Haram, HAMAS, Islamic Movement, Islamic State, Jemaah Islamiyah og Taliban. Alt imens forsøger sunnier og shiiter/alawitter/drusere at udrydde hinanden.

Hvad er det, der sker? På disse breddegrader er nok nok, selv om det på nær enkelte galningers gerninger, dog kun er det skrevne, som gør ondt.