Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

De vestlige værdier er under angreb – måske har nationalisterne fat i noget

Nationalistiske og nykonservative kræfter lægger i stigende grad afstand til de vestlige værdier. Har Putin, Trump, Orban og Brexit-folket fat i noget fundamentalt, som den vestlige kultur har forsømt?

Nationalistiske og nykonservative kræfter som Storbritanniens Brexit-tilhængere stiller spørgsmål ved de vestlige landes værdigrundlag og kaster bomber og granater mod den sejrsvante vestlige tænkemåde. Og måske har de fat i noget ... Fold sammen
Læs mere
Foto: Neil Hall/EPA/Ritzau Scanpix

Ånd er magt. Det mest spændende og afgørende i tilværelsen har med noget åndeligt og irrationelt at gøre. Det har vores vestlige kultur svært ved at tage højde for.

Nu troede vi lige, at religiøsitet og nationalisme var på vej til at blive skrevet ud af vores kultur til fordel for demokrati, menneskerettigheder, frihandel og åbne grænser. Men nu stikker antivestlige holdninger hovedet op overalt. Nykonservative kræfter lægger i stigende grad afstand til vestlige værdier.

Det gælder ikke blot Ruslands Putin, de autoritære ledere i Polen og Ungarn, Italiens Salvini, der hylder Frankrigs gule veste, Brexit-folket, der vil leve i »splendid isolation« – og på sin egen måde Trumps nationalegoisme, »America First«. De stiller spørgsmål ved vores værdigrundlag og kaster bomber og granater mod den sejrsvante vestlige tænkemåde. Herhjemme gælder det også familien Krarup og indtil flere flittige klummeskrivere her i bladet.

Bertel Haarder SH Bertel Haarder, Venstre, Fold sammen
Læs mere
Foto: Bertel Haarder SH Steen Brogaard.

Jeg mener, vi skal tage det alvorligt og spørge os selv: Har ovennævnte på hver deres måde fat i et eller andet, som den vestlige kultur forsømmer og ikke har ord til at beskrive? Jeg tænker ikke på påstande om sædernes forfald, opløste familier, seksualmoralen, homo-rettigheder og så videre, som nogle autoritære statsledere har så travlt med at hakke på. Jeg tænker på noget meget mere fundamentalt:

Fattiggørelsen

De vestlige værdier og de vestlige kulturer er åbenlyst svage, når det gælder tilværelsens fundamentale åndsmagter.

Selvfølgelig er det en sejr for de vestlige værdier, at religionskrige, umenneskelig overtro og ødelæggende nationalisme er fortid. Men hvad med den åndelige dimension, som religionerne og den store litteratur handler om?

Er vi begyndt at savne ord for nogle af de vigtigste forhold i tilværelsen, som ikke ændrer sig over tid? Er vi vidne til en form for fattiggørelse af åndslivet, litteraturen, teaterkunsten med videre? Er det derfor, Bille Augusts filmatisering af »Lykke-Per« kan tryllebinde os? Den handler om alt det, vi nutildags mangler ord for: religiøse anfægtelser, moralske svigt, skyld, skam og ubegribelig kærlighed og tilgivelse. Frygteligt gammeldags – og evigt aktuelt!

Samtidig er der helt åbenlyst gået møl i samfundsmoralen og svind i den tillid, der holder alting sammen, hvad man kan se af de groteske banksager og rækken af skandaler i det offentlige og det private, hvor velbjærgede aktører helt tydeligt har manglet moralsk kompas. Se blot de triste beskrivelser næsten dagligt i Berlingske Business. Det begynder at ligne »pengegrisenes vagtparade«!

Den åndsmagt i form af samfundssind og almindelig moral, der normalt får os til at holde os på måtten, har helt tydeligt været under nedbrydning. Det må være åbenbart for enhver, at hvis alle gør, hvad de kan, for at unddrage sig samfundets forpligtelser, gemmer penge i skattely, udnytter de offentlige velfærdsordninger, melder sig syge og så videre, kan et samfund med vore høje skatter og store offentlige forpligtelser ikke hænge sammen. Selv om en handling er lovlig, kan den godt være »tovlig«, som tidligere amtsborgmester Erl. Tiedemann sagde.

Fædrelandenes Europa

En afgørende åndsmagt er også det nationale, det patriotiske, det identitetsskabende. Det kalder på både det værste og det bedste i mennesker. Det værste behøver jeg ikke beskrive. Vi kender det alt for godt fra verdenskrigene, Balkan og så videre. Men det bedste er jo, når det nationale går hånd i hånd med samfundsansvarlighed. Det nationale får os til at se os selv som »en del af noget større« (Dansk Idrætsforbunds fremragende nye motto).

Netop foreningslivets forpligtelse på det fælles er billedet på den gensidige tillid, der udgør sammenhængskraften i et land. Som det usynlige »mørke stof«, der udgør 80 procent af universets masse, og som holder det hele på plads.

»Vi skal ikke have en fælles velfærdsstat, hvor fællesskabet bliver alle problemers løsning og derved alle problemers årsag. Det vil undergrave den fælles ansvarsfølelse, der kendetegner en levedygtig nation.«


I vor tid er landene nødt til at samarbejde og række ud over det nationale, men formålet må ikke være at svække det nationale som åndsmagt. Formålet skal være at betrygge det nationale fællesskab og den nationale selvbestemmelse. Når nationerne føler sig sikre og selv bestemmer så meget som muligt, kan de også række ud og være storsindede og acceptere fælles forpligtelser, så de ikke skader hinanden.

Vi skal have et »Fædrelandenes Europa«, som den gamle franske præsident de Gaulle udtrykte det. Vi skal ikke have en fælles velfærdsstat, hvor fællesskabet bliver alle problemers løsning og derved alle problemers årsag. Det vil undergrave den fælles ansvarsfølelse, der kendetegner en levedygtig nation. Jævnfør den evige kamp mod svindel med EU-midler.

Alle folkeslag vil have et hjemland, hvor de selv bestemmer og føler en fælles ansvarlighed. Kærligheden til hjemlandet og hjemstavnen er lige så fundamental som al anden kærlighed. Som Benny Andersen vistnok sagde om kærligheden: Det er besværligt med, men værre uden.