Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

De ulærdes tyranni

Læs mere
Fold sammen

Kaare Dybvads (S) bog »De lærdes tyranni« har skabt en voldsom debat om de veluddannedes indflydelse på uddannelsespolitikken og samfundets udvikling. Ifølge Dybvad er dansk politik underlagt en form for tyranni fra den kreative klasse i storbyerne, som alene varetager deres egne klasseinteresser på bekostning af samfundets. Det skulle være baggrunden for overakademiseringen af uddannelsessystemet, udflytningen af produktionsvirksomheder og centraliseringen af den offentlige sektor.

Umiddelbart vil mange være enige med Dybvad. Folketinget er efterhånden udelukkende befolket af akademikere, hvorimod den samme gruppe udgør en forsvindende lille del af befolkningen. Den nye kaste af elitære politikere har næsten alle læst statskundskab, økonomi eller jura. De fleste af dem er kommet ind i Folketinget i en ung alder uden nævneværdig erfaring fra arbejdsmarkedet. Det gør sig eksempelvis gældende for de seneste tre statsministre.

Det er imidlertid væsentligt at spørge, om en universitetsuddannelse er tilstrækkelig til at få betegnelsen lærd? Er vores nuværende generation af politikere dannede?

Det kan man blive oprigtig i tvivl om. Hvor mange politikere skriver eksempelvis bøger i dag? Her er Kaare Dybvad en af de få undtagelser. De fleste af nutidens politikere har derimod en hær af kommunikationsfolk til at skrive deres debatindlæg i aviserne og fortælle dem, hvad de skal mene om alt mellem himmel og jord.

Sidste års debat om politikernes manglende interesse for litteratur og kunst er slående i denne sammenhæng. Ifølge kritikerne vil det gavne politikerne, hvis de udviste større interesse for kulturen. Den kan give dem indblik og nuancer i danskernes liv, som de ellers ikke får gennem rapporter og økonomiske analyser.

Den nye generation af politikere lader imidlertid ikke til at have blik for meget andet end netop regneark og økonomi. Bjarne Corydon gjorde sig eksempelvis bemærket ved som minister at frasige sig at få invitationer fra Det Kongelige Teater, selvom regeringen traditionelt inviteres til forestillingerne. Det er ligeledes under djøf’ernes ledelse af DR, at enhver form for dækning af kultur, litteratur, ballet, kunst og film er blevet mere eller mindre ryddet fra sendefladen. Det interesserer åbenbart ikke vor tids herskende klasse af »lærde«. De leder og administrerer kultur- og uddannelsesinstitutioner med en form for neo-rindalistisk økonomiforståelse baseret på åndsforladte måltal for effektivitet, vækstpotentiale og udbytte som eneste retningslinje for kvalitet. Den faglige vurdering af indholdsproduktionen, forskningen og den kunstneriske relevans er blevet lagt i graven sammen med »smagsdommerne«.

Statsministeren udtalte engang, at han ikke interesserer sig for fortiden, men kun for fremtiden. Det indrammer problemet meget godt. Vi er ikke underlagt de lærdes tyranni. Det er snarere de ulærde, der bestemmer i Danmark.