Disse tal dækker nogenlunde de sidste 2-3 års undersøgelser. Nu er der sat dato på en mulig tilbagetrækning, og derfor er der politisk borgfred på området. Men for hold 11, som lige er kommet herud, er det afgørende, at politikernes signaler stadig er klare, og at undersøgelser tolkes med omtanke.

For soldaterne er det vigtigt, at befolkningen og politikerne ikke slår på deres frivillighed, men på, at de er udsendte. En ung soldat kan sagtens i sin iver slå på sin frivillighed. Men hvis befolkningens og den politiske opbakning viger, kan det udvikle en subkultur, hvor de unge soldater i deres frivillighed oplever, at de kæmper deres egen kamp. Der kan gå os og dem i den, som nedbryder tilliden til samfundet. Os, de misforståede soldater. Dem, de uvidende og slappe civile.

Det må undgås. Derfor skal det solide politiske flertal igen og igen signalere det ene, at nok har du meldt dig frivilligt soldat, men du er udsendt af Danmark. Man kan direkte sige, at ingen soldat i Danmark kæmper sin egen krig. Ja, ingen dansk soldat overlades til at kæmpe sin egen krig. Frivillighed er i denne forbindelse ene og alene et udvælgelseskriterium, som danner grundlag for en udsendelse. En udsendelse, som har et FN-mandat i missionsområdet. En udsendelse, som først og sidst er Folketingets politiske flertals ansvar - og dermed hele Danmarks ansvar.

For soldaterne handler det om, at de er danskere, og som sådan er en del af Danmark. Med andre ord er det for soldaterne et spørgsmål om folkelig opbakning. Folkelig i begrebets inderste forstand. Ud fra om det danske folk kan rumme alle, så alle bliver sig selv i det. Ud fra om man som soldat opfatter sig som lig sit folk. Det kan omformes i, om vi er noget sammen, og om I andre er værd at satse på. I, om vi giver fanden i hinanden eller har et fælles anliggende. Dermed være ikke sagt, at udsendte danske soldater bør have et folkeligt mandat uden om det demokratiske. Men udsendte danske soldater må ikke føle sig udstødt af folket.

Det er heller ikke situationen. Først og fremmest bliver de bakket op hjemme i deres familier, og i bredere forstand også af hele Danmark. Den vigende opbakning skal alene opfattes samfundspolitisk som danskernes seriøse stillingtagen til Danmarks engagement. Opbakningen er folkeligt set intakt. Spørger man danskere, om de bakker de danske soldater op, er svarene positive. De skal på tværs af politik støttes.

Det afgørende ansvar hviler dog på det solide politiske flertal bag indsatsen i Afghanistan. Det må ikke vige fra sit ansvar. Det har på danskernes vegne udsendelsesansvaret for vore soldater. Og det må ikke i en nyorienteret politik skalte og valte med »frivilligheden« og overlade krigen til soldaterne.