Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

De uanstændige

Bente Dalsbæk, forfatter, cand.jur.
Læs mere
Fold sammen

Forleden blev Sverige ramt af et jordskælv, der angiveligt målte 5,5 på Richterskalaen. Det er meget. Det er næsten lige så meget som de 12,9 procent af stemmerne, som Sverigedemokraterna høstede ved søndagens valg. Jordskælvet kom da også dagen efter valget, og man kunne jo sige, at det måske var Sverige, der blev rystet i sin grundvold. I hvert fald synes det at komme bag på mange svenskere, og ikke mindst det svenske parnas, at 781.120 svenskere satte deres kryds lige nøjagtig dér. Stemmer, der lige nu ikke ser ud til at blive omsat i særligt meget realpolitik, al den stund, at fra højre til venstre er der en voldsom uvilje mod at lave nogen form for politisk håndslag med »de der«.

Historien viser os, at der aldrig er kommet noget godt ud af at ignorere. Slet ikke i at lade samtalen helt forstumme, og bare snakke bag ryggen på de andre. Dem, man ikke vil have eksisterer. Men det gør de jo. Man kan sige, at man synes, at de er »ukrudt, der burde luges ud«, man kan sige alt muligt, men man kan ikke benægte deres eksistens. Det er en svær diskussion. For selvfølgelig må man anerkende, at noget af det, som andre siger eller står for, kan føles så provokerende, at man næsten ikke kan være i sin krop. Omvendt må man også anerkende, at hvis nogen på lovlig vis træder ind ad den demokratiske dør, får underskrifterne, og derefter oven i købet får stemmerne, ja, så er der ikke længere noget argument for at holde sig for ørerne og skrige »lalalalalalala« i retning af den kæmpestore elefant, der øjensynligt står midt i rummet.

Det afslører måske i virkeligheden, at man ikke har været i stand til at tale på fornuftig måde om det, som åbenbart optager knap en million vælgere. Tydeligvis er valgresultatet en reaktion. Måske på en manglende reaktion? En manglende samtale, der kunne have fundet sted. I stedet har samtalen fundet ørenlyd i et mere skingert forum, end man kan synes godt er, hvis man ser på de udmeldinger Sverigedemokraterna har kastet af sig gennem tiden. Problemet er måske i virkeligheden, at man har tilladt, at en bekymring hos vælgerne er blevet til angst, og angst har sjældent ført meget samtale med sig.

CHEFREDAKTØREN FOR Sydsvenskan udtalte, at man ikke dæmoniserer de vælgere, der har stemt, men at afvisningen af et samarbejde, er det »anstændige« at gøre. Det kan være en politisk, strategisk udmærket grund: Vis mig dine fjender, og jeg skal sige dig, hvem du ikke er. Uanstændig, for eksempel. Udtalelsen afslører også noget andet, som vi indimellem også ser her til lands. At der er et »os« og et »dem«. Ikke bare det »os« og »dem«, som Sverigedemokraterna repræsenterer. Men mellem politikerne og vælgerne.

Jeg finder det paradoksalt, at mens der analyseres og overbydes for at få vælgerhavet til at svømme ens partis vej, så er der også et »vi alene vide«: Hvem er »de rigtige«, hvem har »det rigtige menneskesyn«, hvem er »de anstændige«? Som chefredaktøren fra Sydsvenskan forklarer, så har man i Sverige som reaktion på Sverigedemokraternas manglende »intellektuelle« begrundelse for deres synspunkter undladt at forholde sig til deres politik hele tiden. Det skulle man måske have gjort. Modargumenter har jo alle dage været det bedste våben i en demokratisk debat.