Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

De tavse imamer

Cand. theol. ph.d. Kathrine Lilleør Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

»Nous sommes tout Charlie«, står der i disse uger på murene i Paris. Lad det være sandt, for alt står og falder med dette »vi«.

Forleden fejrede man befrielsen af koncentrationslejrene for 70 år siden. Men i festen glemmer man for hurtigt, at det store flertals tavshed var kz-lejrenes forudsætning. Forfatteren og Nobelpristageren Elie Wiesel var en af de befriede. Rædslerne var mange, men dem har Wiesel fundet en slags fred med. For et par år siden fortalte han imidlertid i et interview om én rædsel ved kz-lejrene, som han ikke kan finde ro for: Tavsheden. De allieredes tavshed.

De allierede vidste alt om, hvad der foregik. Men de bombede ikke jernbanelinjer for at forhindre jødetransporter. Roosevelt vidste, hvad der foregik, men gjorde intet. Sagde intet. »Jeg forstår det ikke,« siger den aldrende Elie Wiesel, »jeg har aldrig forstået den tavshed.« Den tavshed kan man ikke forstå, den kan man kun græde over. Tavsheden tog sin begyndelse i Tyskland i 1930erne. Man sagde ikke fra. Man forholdt sig tavst afventende. Af frygt, af naivitet - af 100 grunde.

Mens vi venter på, at det muslimske præsteskab i Danmark uanset retning og indbyrdes forskellighed bryder tavsheden og uophørligt siger fra over for militant islamisme, så lad os ikke her være tavse. Lad os høre, hvad mørkemændene i Hizb ut-Tahrir i den forgangne uge skrev i deres pressemeddelelse. I Hizb ut-Tahrir undsiger man ikke islamistisk terror. I stedet er man fornærmet over, at Københavns Kommune i en ny integrationsplan ønsker at »hjælpe« de unge, der er ved at blive radikaliserede. Hizb ut-Tahrir er vrede over, at kommunen forsøger at splitte det muslimske fællesskab i to fløje, »de moderate« og »de ekstreme«. Det er en »manipulerende modsætning«, hedder det i pressemeddelelsen.

IMAMER OG FORENINGER, der kalder til islam, kan på »ingen måde deltage i et samarbejde, hvor de forventes at promovere en livsanskuelse og værdier, der direkte modstrider islam.« Og så følger i disse Syrien-tider følgende beskrivelse af Vestens værdier: »Vi muslimer har på ingen måde brug for hjælp til at blive trukket ned i en sørgelig vestlig kultur, hvor ungdommen lider under kapitalismens eksistentielle tomrum, der medfører udbredt depression, misbrug, selvskade og endda alarmerende selvmordstal. Det er tydeligvis den danske befolkning, der har brug for hjælp til at finde den korrekte mening med livet, og her bistår vi gerne.«

HELDIGVIS TÆNKER ikke alle imamer som Hizb ut-Tahrir. Men tavsheden råder. Faktisk en rungende tavshed fra mine kollegaer, imamerne, der mere end nogle andre er forpligtet på at formulere et muslimsk teologisk modsvar til islamistisk terror, til militant islamisme – og til Hizb ut-Tahrir. Formulere en muslimsk forkyndelse, der højt og utvetydigt forkynder demokrati og islam. Hånd i hånd. Skulder ved skulder. Så vi alle kan høre det, gang på gang.

»Vi er alle Charlie Hebdo«, står der på murene i Paris. Jøde, kristen eller muslim er ikke afgørende. Det afgørende er, om vi hver især tænker os selv med i dette »vi«. Og om vi tør sige det højt.