Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

De store erhvervsinteressers kamp mod de små

Hvad der er godt for specifikke virksomheder eller brancher, er ikke altid, hvad der også er godt for samfund og erhvervsliv i almindelighed. Det handler om særinteresser.

Peter Kurrild-Klitgaard Fold sammen
Læs mere
Foto: Kate Copeland

»Det, der er godt for General Motors, er godt for Amerika!«

Citatet er apokryft, men det er alligevel repræsentativt for den måde, hvorpå mange i både erhvervsliv og politik ofte sætter lighedstegn mellem, hvad der er godt for nogle virksomheder, og hvad der er godt for erhvervslivet i almindelighed - og mellem hvad der er godt for førnævnte og for samfundet som helhed.

Særligt blandt borgerlige politikere herhjemme synes det ofte at være en præmis, at hvis f.eks. Dansk Industri kan lide noget, så må det også være godt for »erhvervslivet« generelt. Men Dansk Industris interesser er ikke altid sammenfaldende med Dansk Erhvervs interesser eller Landbrug & Fødevarers eller Rederiforeningens.

Jo vist, der er fælles interesser på et generelt plan: Beskyttelse af privat ejendomsret, retssikkerhed, lave skatter og afgifter, samt frie markeder er godt for erhvervslivet i almindelighed. I det omfang den slags understøtter velstandsstigning, er det også godt for samfundet i generelt.

Men på det mere specifikke plan kan det, der er godt for den ene forretning eller branche, være skidt for andre. Allerede den moderne nationaløkonomis bedstefader, den liberale Adam Smith skrev i Nationernes Velstand (1776), at »Mennesker fra samme erhverv mødes sjældent, selv når det er for underholdning eller adspredelse, uden at samtalen ender i en konspiration imod offentligheden, eller i en manøvre for at hæve priserne.«

Mange har misforstået Smiths pointe som værende anti-kapitalistisk: Han var tillidsfuld over for markedet som institution, men skeptisk over for virksomheder, der rotter sig sammen, især når det er for at bruge staten som redskab. Så bliver det, der er godt for virksomhederne ofte det, der er skidt for forbrugerne.

Aktuelle eksempler

To aktuelle eksempler sætter pointen i relief.

Forleden meddelte taxiselskaberne, at de hæver priserne voldsomt i forbindelse med jul og nytår. F.eks. vil kunder hos Taxi 4x27 nu skulle betale hele 135 kr. i startgebyr, og samtidig forhøjes kilometertaksten markant. Det er det maksimale, som lovgivningen tillader.

Virksomheder kan generelt sætte deres pris frit - og fred være med det. På et frit og normalt marked vil priser, der i længden er højere, end hvad kunderne er villige til at betale, tiltrække konkurrence, og så må man sænke priserne. Men taximarkedet er ikke frit, men et hvor man beskytter de eksisterende imod konkurrence. Prisstigningen kommer ikke så lang tid efter, at branchen udøvede så massivt pres på politikerne, at man reelt fik jaget Uber ud af landet. Hvis man ikke tror, der er en sammenhæng, kan man spørge sig selv, hvorvidt taxiselskaberne ville have turdet at gøre, hvad de gør, hvis der fortsat var et billigere, mere fleksibelt og ofte mere serviceminded alternativ at gå til.

»Måske al hensynet til de unges helbred i virkeligheden dækker over noget langt mere kontant.«


Et andet aktuelt eksempel er Coop, der promoverer et såkaldt borgerforslag om et lovinitiativ, der vil forbyde synlige tobaksvarer i butikker. Koncernen har indrykket ganske bemærkelsesværdige annoncer, hvori man opsummerer, hvem der støtter forslaget, og hvem der er imod. Forbudssiden er samlet i et rødt felt med bl.a. de store særinteresser i dagligvarehandlen og samtlige partier i rød blok - mens forbudsmodstanderne er samlet i et blåt felt og består af de fire partier i blå blok. Mere klart kan et partipolitisk budskab næppe skæres ud i pap.

Man kan måske spørge sig selv, hvor smart det egentlig er for Coop at springe ud af skabet som ideologisk venstreorienteret lobbyorganisation, givet at omkring halvdelen af befolkningen ikke stemmer rødt. Men ærligt er det i hvert fald.

Det samme kan måske ikke siges om den uudtalte præmis: Hvis det vitterligt er så moralsk forkert at sælge tobak synligt, hvorfor så ikke bare selv gå forrest? Man siger ganske vist, at man agter at fjerne synlig tobak næste år, men hvorfor poster man mon samtidig penge i et borgerforslag og en dyr annoncekampagne, der skal gennemføre en lov om det? Der er jo så mange andre ting, der er usunde - også i Coops butikker.

Men Coop ved, at det at skjule tobakken vil koste omsætning - og dermed penge. Og så er vi måske ved problemets kerne: Coops kampagne støttes også af de andre store særinteresser på markedet for købmænd og supermarkeder. Til gengæld er Nærbutikkernes Landsforening, der organiserer de små butikker og kiosker, modstander. De store og de små ved begge, at hvis tingene gøres frivilligt, ad markedets vej, vil det koste penge for dem, der gør det. Men de ved også, at mange af dem, der handler i kiosker og små butikker, gør det for at købe cigaretter. Så måske al hensynet til de unges helbred i virkeligheden dækker over noget langt mere kontant.