Debatten om de riges børn, der kan springe køen over i Legoland, blæses hvert år op som et kæmpe dilemma, hvor de rige karakteriseres som kapitalistiske grådige direktører, og de fattige som ramt af omstændighederne, og som ikke kan gøre for, at de ikke har ekstra kapacitet i privatøkonomien.

Jeg ærgrer mig over, at dette ikke er gået op for efterhånden mange mennesker: rig og fattig er ikke nogen kronisk sygdom, som man lider af fra barnsben. Tværtimod vil jeg sige, at de personer, som rent faktisk kan kalde sig rige, ofte har gjort sig fortjent til dette, fordi enten deres forfædre eller de selv har knoklet røven ud af bukserne. Jeg er selvfølgelig klar over, at der kan være få situationer, hvor udefrakommende omstændigheder er skyld i, at man ikke kan arbejde.

Jeg er direktør i mit eget marketing­bureau, hvor vi i dag har 18 ansatte. Jeg har over det seneste år i gennemsnit fået 15.000 i løn per måned før skat, hvilket – sammen med min partner – er den laveste løn i hele firmaet. For at være ærlig kunne jeg nok få mere ud af at arbejde langt de fleste andre steder, og mit helbred ville nok have det bedre af, at jeg arbejdede 37 timer om ugen fremfor 70 timer.

Jeg har det godt med, at jeg arbejder hårdt til en løn, som ikke er alverden, fordi jeg er så selvsikker omkring mig selv, at jeg ved, at vi bliver et af de større marketingbureauer i Danmark. Og det kommer jeg forhåbentlig til at nyde godt af på et tidspunkt.

Men der er et par ting, som jeg ikke har det godt med.

Det er, at når jeg de næste par år har arbejdet meget hårdere end de fleste til en løn, som langtfra kan retfærdiggøre, hvad jeg lægger af timer, så vil jeg blive stemplet som »en af de rige«. Jeg vil blive en af de personer, som kan forsørge sin familie bedre end normen, men som også vil blive stemplet som kapitalistisk og grådig.

Efterfølgende ved jeg, at også min kone og mine børn vil blive stemplet som »de rige«, og ingen vil tænke på, hvor mange timers arbejde jeg ofrede for at kunne tilbyde min familie dette.

Umiddelbart er den primære forskel på rig og fattig indkomsten. Jeg ser dog den primære forskel som det, personerne har været villige til at ofre og nedprioritere. »De rige« har ofte taget en længere uddannelse, arbejdet hårdere i en årrække eller haft forældre eller bedsteforældre, som har gjort dette.

Jeg er ikke selv rig, og skønt jeg er selvsikker, er det heller ikke sikkert, at jeg nogensinde bliver det. Jeg mener dog, at vi bør ændre vores daglige syn på rig og fattig og i stedet beundre de mennesker, som valgte at gøre en ekstra indsats, frem for at have den tilgang, at »de rige« er rige på bekostning af de fattige.

Jeg beundrer de rige, fordi de valgte at gøre en ekstra indsats, og de har fortjent det.