Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

De Radikales reformvanvid

Kasper Støvring: Kønsneutrale pas, frit fornavnevalg, endnu mere multikulturalisme, tolerance på skoleskemaet, fire forældre til børn, flerkoneri og så videre. Prisen for at forandre kan blive for høj, fordi vundne goder risikerer at gå tabt.

»Man skal huske, at politiske eksperimenter ofte kan få negative konsekvenser, der hverken var tilsigtede eller forudsete. Initiativer, der har som mål at forbedre noget, fører ofte til en forværring af det, man ønskede at forbedre. For eksempel vil støtte til kulturelle minoriteter ikke integrere udlændinge, men derimod fastholde dem i parallelsamfund,« skriver Kasper Støvring. Fold sammen
Læs mere
Foto: Marie Hald
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De bliver bare ved og ved, De Radikale, med at fremsætte det ene glade vanvidsforslag efter det andet: Kønsneutrale pas og personnumre, frit fornavnevalg, endnu mere multikulturalisme, tolerance på skoleskemaet, fire forældre til børn, flerkoneri og så videre. Troede man, at værdipolitikken som i et andet eventyr var lagt død i en glaskiste, kan man godt tro om. De Radikale har kysset prinsessen, og hun er genopstået som en ækel heks. Med hekseri skal alt nu laves om i en grad, så De Radikale må siges at have overhalet Enhedslisten venstre om.

De Radikales borgmester i København, Anna Mee Allerslev, er gået i front og har plæderet for mere mangfoldighed på et tidspunkt, hvor parallelsamfundet Vollsmose står i flammer. Man kunne blot grine ad De Radikales vanvid, hvis ikke lige det var fordi, at partiet nu sidder på magten.

Allerslev har været et smut i Canada og set, at multikulturalismen virker. Så det må vi have noget mere af. Vi hører dog ikke så meget om, at Canada sorterer benhårdt i indvandrerne, så landet kun modtager de bedste. Og reelt foregår der assimilation i Canada. Allerslev glemmer også, at Danmark bygger på helt andre traditioner, der gør det vanskeligt, hvis ikke umuligt, at importere den canadiske model. Multikulturalismen er allerede slået fejl herhjemme. Så at styrke den medfører bare endnu flere uintegrerede udlændinge og endnu mere lukkede parallelsamfund - og dermed mere vold og kriminalitet, flere nyttesløse og dyre integrationsprojekter, flere mennesker på offentlig forsørgelse og så videre. Man skal huske, at politiske eksperimenter ofte kan få negative konsekvenser, der hverken var tilsigtede eller forudsete. Initiativer, der har som mål at forbedre noget, fører ofte til en forværring af det, man ønskede at forbedre. For eksempel vil støtte til kulturelle minoriteter ikke integrere udlændinge, men derimod fastholde dem i parallelsamfund.

Allerslev foreslår en meget offensiv politik: Mere modersmålsundervisning; mere efteruddannelse, der skal styrke »interkulturalitet«; væk med kristendom, ind med medborgerskab i skolen; og på arbejdspladsen skal der åbnes for, at minoriteter kan praktisere deres særlige livsformer. I forvejen gives der flere steder i landet religiøs særbehandling i form af hensyntagen til madvaner, påklædning, badeforhold og omgangstone, ligesom der gives støtte til muslimske friskoler.

Pointen er, at politikernes støtteordninger og regler for særlige hensyn ikke forbedrer, men forværrer integrationen. Udlændinge vil blive endnu dårligere til at tale dansk (efterkommeres præstationer i uddannelsessystemet er i forvejen katastrofal). Kristendommens kulturbærende normer, som Jens Fønns-Jørgensen skrev om i kronikken i tirsdags, vil forsvinde til fordel for et abstrakt evangelium om medborgerskab. Og hvad angår praktisering af religion på arbejdspladsen, kan man forestille sig mange negative konsekvenser. Det vil f.eks. kunne bruges som grund til ikke at gå på arbejde i forbindelse med fredagsbønnen, ligesom muslimer vil kunne afvise at stå til rådighed for arbejdsmarkedet under henvisning til religiøse leveregler. Det utilsigtede resultat? Parallelsamfundet vil blive yderligere konsolideret.

Nogle gange er det også nyttesløst at søge at ændre det, der anses som uønskede tilstande. En administrativ ændring af personregistreringen vil f.eks. næppe ændre almindelige menneskers opfattelse, at mennesker faktisk har et bestemt medfødt køn, og at de ikke kan ændre på det, selv om de føler noget andet. De Radikales fikse ide om mangfoldighed gennemsyrer også deres økonomiske politik. Mangfoldighed fremmer væksten, mener de. Men de abonnerer her på den gamle traver om »den kreative klasse«. Ideen var, at mangfoldige byområder tiltrak de kreative mennesker, der var i stand til at skabe vækst. De kreative efterspurgte bydele med mange indvandrere, homoseksuelle, bohemer osv.

Men ideen var en boble, der brast med IT-krisen. Desuden viste det sig, at når de kreative mennesker blev gift og fik børn, flyttede de ud i de kedelige forstæder. Her fandtes nemlig den sociale kapital - god infrastruktur, velfungerende skoler, et rigt foreningsliv og tillidsfulde naboskaber - som den mangfoldige bykerne netop ikke rummede.

Af den grund må man også advare imod De Radikales reformvanvid: Prisen for at forandre kan blive for høj, eftersom vundne goder risikerer at gå tabt. Undersøgelser viser, at sammenhængskraft beror på kulturel homogenitet - ikke nødvendigvis etnisk homogenitet - og et levende civilt samfund.

Den multikulturelle politik, der ovenfra med faste regler og særbehandling vil forbedre integrationen, fører derimod til mistillid. Tabet af sammenhængskraft vil både gå ud over indvandrerne og danskerne. Det seneste påfund blandt københavnere for at undgå mangfoldighed er at skifte folkeregisteradresse for at undgå, at deres børn går i skole med »to-sprogede«. Som journalisten Kåre Gade meget rammende har skrevet: De Radikale løser problemer, ingen anede eksisterede og skaber problemer, vi kunne have undgået.

Der bør heller ikke indføres »tolerance« på skoleskemaet. For skolen skal ikke være et opdragelsesinstrument i politikernes terapeutiske projekt, der går ud på at gøre borgerne til bedre mennesker. Skolen skal bibringe børnene kundskaber; det sociale er forældrenes ansvar.

Og hvad angår familien: Har De Radikale overhovedet overvejet, hvad der kan blive den uforudsete negative konsekvens af fire forældre til børn og flerkoneri (som foreslået af ungdomsorganisationen)? Det er en velkendt erfaring, at kernefamilien giver identitet og stabilitet. Børn bør derfor ikke undgælde for voksne menneskers eksperimenter eller umåde-holdne trang til at realisere sig selv. Vi risikerer at få endnu mere forvirrede, ensomme og identitetsløse børn. Marxisterne prøvede engang et lignende eksperiment. Ikke mere, tak!

Gid De Radikale dog måtte besinde sig på Lucius Carys vise ord: »When it is not necessary to change, it is necessary not to change.«