Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

De politiske partier er under nedbrud – vi må gøre noget

Dansk politik er i opbrud, og danske partier er mere eller mindre under nedbrud.

Lige nu er Naser Khader (K), Markus Knuth (V) og Martin Henriksen (DF) i ophedet debat med to muslimske kvinder, der arbejder med integration. Inger Støjberg (V) har holdninger til, hvordan en museumsudstilling i Viborg skal tilrettelægges. Mette Frederiksen (S) ønsker alle muslimske friskoler lukket, fordi der er problemer med visse muslimske friskoler. Og Villy Søvndal (SF) bad mørkemændene gå ad helvede til eller i det mindste rejse tilbage, hvor de kom fra.

Politikerne udsættes efterfølgende for kritik. Også af deres egne. Over eller under radaren.

For spørgsmålene om kultur- og religionsmøder, flygtninge, indvandring og integration splitter Christiansborg.

Skillelinjerne skyder sig lodret ned gennem mange partier. Mellem nationalkonservative og liberale. Man finder åndsfæller – og det modsatte – på begge sider af den politiske midte.

Skillelinjen går på den ene side mellem dem, der ønsker at gå kollektivt til værks og på kompromis med frihedsrettighederne i et forsøg på at beskytte selvsamme. Forbyde indvandring fra visse lande eller visse trosretninger uden at vurdere den enkeltes baggrund. Indføre sindelagskontrol. Alt sammen i den bedste mening.

Og så er der på den anden side dem, der vil løse problemerne ved at gå målrettet efter de konkrete mennesker, der forbryder sig mod vores grundlæggende værdier. Som tror på samarbejde og åbenhed mellem gammeldanskere og nydanskere vel vidende, at det gør os sårbare som samfund. Altsammen i den bedste mening.

Mens vi som politikere står inde i bokseringen og banker løs på hinanden, går verden videre udenfor. Vi svigter vores fælles politiske ansvar for at finde løsninger, når vi bruger tiden på at promovere os selv eller bekrige hinanden som værende henholdvis liberale naivister, der vil tillade alt, eller betonnationalister der vil forbyde alt.

Vi er valgt af folket i tillid til, at vi kan finde løsninger. Vi er ikke valgt til at bekrige hinanden eller skræmme befolkningen, mens vi overlader opgaverne til civilsamfundet. Der findes uhyggelige eksempler på, hvor galt det kan gå. Men der findes også eksempler på, hvordan lokalbefolkninger har taget sagen i egen hånd og sørget for vellykket integration.

Lige nu arbejder et lille regeringsudvalg på at finde svar, der ikke knægter vores frihedstradition. Det er nemlig de gode svar, vi så fortvivlet mangler. Vi har en fælles opgave, som kræver langt mere alvor end den traditionelle politiske mudderkastning.

Det er mit inderlige håb, at de forslag, der kommer ud af regeringsarbejdet, vil kunne samle både de splittede partier – og et bredt flertal i Folketinget.

Det skylder vi borgerne. Både de gamle og de nye.