Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

De Konservative må være mere konkrete

Robert Spliid: Selvfølgelig er det vigtigt at forklare vælgerne, hvad det vil sige at være konservativ. Bare ikke nu. Partiet befinder sig ikke i en situation, hvor historien vil finde mange tilhørere. Her og nu gælder det om at være konkret, så vælgerne ved, hvor de har K.

Robert Spliid svarer på Kasper Støvrings kommentar fra 30. september: »Udgangspunktet for Kasper Støvrings tankegang er, at De Konservative skal holde traditionerne i hævd. Men det er naivt at tro, at konservatismens fremtid ligger i at gøre kongehuset og bevarelsen af folkekirken til afgørende politiske mærkesager. Ikke fordi jeg ønsker dem afskaffet, men fordi begge dele simpelt hen fylder for lidt.« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kasper Støvring mener i Berlingske 30. september, at han har løsningen på Det Konservative Folkepartis fremtid. Partiet skal trække ud på højrefløjen som et nationalistisk parti, hylde alt hvad der smager af tradition, assimilere frem for at integrere indvandrere, stramme retspolitikken og melde Danmark ud af EU.

Spørgsmålet er blot, hvad Danmark skal med endnu et parti med præcist de samme holdninger som Dansk Folkeparti. Her mener Kasper Støvring, at De Konservative skal afvige fra DF ved at stå for velfærdsreformer. De Konservative skal så at sige udvikle sig til en reformorienteret udgave af Dansk Folkeparti. Nu er det imidlertid ikke tilfældigt, at DF har den kombination af holdninger, de har, og i øvrigt anser dem for uadskillelige. DFs verdensbillede er nemlig, at Danmark skal føres tilbage til de gode gamle dage, da alt, hvad der var dansk, var bedst, da landet var etnisk homogent, og da en arbejder var en arbejder. DF lægger ikke skjul på partiets beundring for den periode af danmarkshistorien, da Socialdemokratiet havde kronede dage og udviklede den stærke velfærdsstat med lighed og omfordeling øverst på dagsordenen.

Det konservative livssyn hænger imidlertid slet ikke sammen med denne tilbageskuende samfundsopfattelse. Vel tager konservatismen sit udgangspunkt i historien, men den skuer fremad, ikke bagud. Konservatismen ønsker udvikling, ikke stilstand. Og konservatismen har andre svar på udfordringerne i 2011, end den havde i 1864.

På det økonomiske område er konservatismen liberal. Staten skal blande sig mindst muligt i produktionen, og erhvervslivet skal generelt have gunstige vilkår for vedvarende at kunne skabe ny produktion og nye arbejdspladser. Der skal være grænser for skattetrykket, både af moralske og af økonomiske grunde.

Moralsk, fordi den enkelte har ret til størstedelen af frugten af sit eget arbejde. Økonomisk, fordi et lavt skattetryk tilskynder til at yde en større indsats. Denne økonomiske opfattelse må nødvendigvis også afspejle sig i holdningen til omverdenen. De Konservative ønsker derfor et internationalt økonomisk system, som bygger på åbne grænser, ret og stabilitet.

EU er den bedste garant for alle tre dele, og derfor er Det Konservative Folkeparti tilhænger af det europæiske samarbejde. Støvring kan have ret i, at EUs institutioner ikke har den samme demokratiske legitimitet som Folketinget. Men det er jo netop fordi EU er en union af selvstændige stater, hvor meningsdannelsen foregår nationalt og åbent, mens mange endelige beslutninger træffes europæisk og lukket. Anderledes kan det ikke være, med mindre beslutningskompetencen overdrages det demokratisk valgte Europa-Parlament. Og det er vel næppe det, Støvring ønsker.

Er de konservative da ikke nationale? Jo, for det er en del af den historiske arv, der er så vigtig for konservatismen. Men at være national indebærer ikke, at man altid fremhæver det, der er dansk, at landet (i mere end én forstand) lukker sine grænser, eller at alle indvandrere afvises. Indvandrere skal tværtimod være velkommen, hvis de kan og vil bidrage til det danske samfund, og målet er ikke, at de assimileres.

Konservatismen respekterer nemlig den enkeltes ret til at dyrke sin egen religion og kultur, så længe det ikke konflikter med landets love. Når nogle indvandrergrupper er utilpassede, er den danske holdning til adfærd selv en del af forklaringen. Vi har efterhånden udviklet en værdinihilistisk opfattelse, hvor den ene form for adfærd anses for lige så god som den anden. Når danskeres ekstreme adfærd accepteres (Christiania, Tvind, rockere), er det vanskeligt for mange indvandrere at forstå, hvorfor kun de skal tilpasse sig - mens mange danskere i øvrigt føler sig berettiget til at leve efter egne love. Udgangspunktet for Kasper Støvrings tankegang er, at De Konservative skal holde traditionerne i hævd. Men det er naivt at tro, at konservatismens fremtid ligger i at gøre kongehuset og bevarelsen af folkekirken til afgørende politiske mærkesager. Ikke fordi jeg ønsker dem afskaffet, men fordi begge dele simpelt hen fylder for lidt. Støvring mener omvendt, at skat og økonomi fylder alt for meget. Hvis man er kulturforsker, som Støvring, er det forståeligt nok. Jeg tror på den anden side ikke, at opfattelsen deles af de mange iværksættere og medarbejdere i erhvervslivet, der holder samfundets hjul i gang. Skat og økonomi fylder netop meget på den konservative dagsorden i disse år, fordi det er på disse områder, reformbehovet er mest presserende.

Hvad er så Det Konservative Folkepartis største problem? Vel at få forklaret vælgerne præcist, hvor partiet vil hen. De Konservative skal ikke lade sig tryne af andre borgerlige partiers eller kommentatorers krav om at rette ind i blå bloks geledder. Vælgerne har krav på at vide, hvad De Konservative som parti vil arbejde for. Skulle det blå flertal (eller et andet interessant flertal) på et eller andet tidspunkt vise sig, må partiet naturligvis bøje af, men ’afbøjede’ holdninger kan aldrig være udgangspunktet for et partis politik. Når De Konservative eksempelvis ønsker skatten sat ned, er det ikke tilstrækkeligt at tale i brede overskrifter. Vælgerne forventer konkrete, gennemarbejdede forslag, så de kan gennemskue konsekvenserne - ikke mindst for dem selv. Støvring har nok ret i, at skattelettelser umiddelbart henvender sig til en snæver erhvervskreds - i hvert fald hvis man ikke får fortalt en sammenhængende historie. Desværre har De Konservative ikke i tilstrækkelig grad formået at fortælle vælgerne, at skat ikke handler om fordelingspolitik, men om vækst. Selvfølgelig er det også vigtigt at få forklaret vælgerne, hvad det vil sige at være konservativ. Bare ikke nu. Partiet befinder sig ikke p.t. i en situation, hvor historien vil finde mange tilhørere. Her og nu gælder det om at være konkret, så vælgerne ved, hvor de har De Konservative. Det er selvfølgelig vigtigt, at den konkrete politik har sit udspring i det konservative tankesæt, og ikke i opportunistisk stemmemaksimering. Men disse mellemregninger er der nok ikke mange vælgere, der interesserer sig for lige nu.