Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

De intolerante og tolerancen

»Det er så ufatteligt respektløst at kalde sig selv flygtning. At sammenligne et valg, der ikke gik, som man forventede, med drab, ødelæggelse, voldtægt og holocaust.«

Mersiha Cokovic Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dette års folketingsvalg er gud ske tak og lov overstået, og vi kom alle levende ud af det. Visse politikere blev genvalgt, nogle af deres gamle kolleger – not so much – mens en del nye ansigter kommer til at pryde folketingssalen de næste op til fire år. Mit hjerte bløder for Thyra Frank (LA) , og jeg håber, at Lars Løkke Rasmussen (V) er vis nok til at udnævne hende til ny socialminister, men den tid den glæde.

 

Mit hjerte er ikke det eneste, der ser ud til at bløde. Det gør en del andres også. Forskellen ligger bare i, at deres ikke bløder for deres favorits manglende genvalg, men for deres politiske modstanders succes. Især Dansk Folkepartis gigantiske vækst har fremkaldt (for mig helt) irrationelle og barnlige reaktioner fra nogle af de røde politikere og støtter. De truer ligefrem med at forlade landet, da de ikke ønsker at dele landsgrænser med så stor en folkemængde, der er i stand til at stemme på et parti som DF. Og – hold nu fast – det er, fordi DFs støtter er så intolerante og hadske, og dem må man ikke lege med.

Læs også: Nyhedsoverblik - Valg 2015

Det er så tragikomisk, hvad folk kan finde på at gøre i tolerancens navn. At nedgøre og stigmatisere alle dem, som ikke deler deres politiske ståsted. Profilbilleder blev erstattet med sorte Dannebrog (hvilket jeg i sig selv finder enormt respektløst), hashtags med udsagnet »engang var jeg dansker, nu er jeg flygtning«bliver tilføjet i adskillige opdateringer, og flere år gamle artikler bliver delt på Facebook.

Jeg forstår personligt intet af det. For det første, forstår jeg ikke, at de mennesker virkelig tror, at danskerne vil blive ved med at klappe i takt, mens folk dør på ventelister til operationer, børnenes skolegang forringes, skolelærere massivt forlader folkeskolen, og man fodrer pensionister med papmad. At man vil blive ved med at stemme på løgnagtige og løftebrydende politikere (ok, den var måske ikke helt ved siden af, Socialdemokraternes fremgang taget i betragtning). At man ikke vil søge »tryghed og tillid« et sted, som rent faktisk kører hele sin valgkamp på præcis tryghed og tillid.

For det andet er det useriøst at beskylde folk for intolerance, mens man selv er så fordomsfuld og indædt, at det pludselig er ok at kalde folk racister, xenofobe, primitive og det, der er værre.

Læs også: Nyhedsoverblik - Regeringsdannelse

Og for det tredje og sidste for denne gang: Hvor var jeres sorte Dannebrog 14. februar? Hvor var jeres patriotisme og taler om mangfoldighed, da det viste sig, at man ikke kunne holde en ganske almindelig Bat Mitzvah uden massiv mandsopdækning? Og hvor er I, når topelever udvises, mens kriminelle får lov til at blive i Danmark?! Forleden så jeg en artikel om den armenske Edita Djaladan, en pige med topkarakter, der ikke kender sin skæbne i Danmark. Hende risikerer vi at miste, mens fængslerne er propfyldt med kriminelle udlændinge. Men hun er så dansk, som man kan være, og ikke offer nok til at få jeres hoveder på skrå og udløse et sort Dannebrog.

Det er så ufatteligt respektløst at kalde sig selv flygtning. At sammenligne et valg, der ikke gik, som man forventede, med drab, ødelæggelse, voldtægt og holocaust, som min familie og jeg kom ud af i 1992. Jeg græmmes over det menneskesyn og folk, der hopper med på den vogn.