Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

De ikke-nationalistiske nationalister

Læs mere
Fold sammen

Der findes i Danmark en særlig gruppe mennesker, som jeg altid har betragtet som et paradoks. Jeg vælger at kalde dem ikke-nationalistiske nationalister. Det er med andre ord personer, der på den ene side verbalt indtager en meget åben holdning på det udlændingepolitiske område, og som ofte udtrykker afstandtagen fra fremmedfjendskheden i alle dens former. Visse af de borgerlige partier (og nu også Socialdemokratiet) er for dem en slags hovedfjende, men personerne findes også hyppigt i de borgerlige partier.

Samtidig er der tale om personer, som (denne gang mere indirekte) altid fremhæver Danmark, Danmark og Danmark igen som værende kvintessensen af, hvad der er bedst i verden. Intet overgår danskerne i lykke (selv om det var en del år siden, vi var øverst i statistikken), i tillid, i evnen til at mestre ansvarsposter som f.eks. ministre i en meget ung alder (og stort set uden viden), for så vidt angår den danske model på arbejdsmarkedet, i velfærdsydelser og med hensyn til skolepædagogik. På alle disse områder er Danmark alle godheders moder. Verdens højeste skattetryk i Danmark er blot den skattemæssige manifestation for, at Danmark er »højest« på så mange andre punkter.

Sidstnævnte hænger måske også sammen med en vis form for åndelig indsnævrethed. Det er sjældent, at de ikke-nationalistiske nationalister har arbejdet og studeret i lang tid udenfor Danmarks grænser. Naturligvis har de rejst meget som turister og til møder. Men det er først, når man har skullet klare sig i lang tid i et ikke-dansk miljø, at man ser, hvordan Danmark som glansbillede kommer til kort.

Så måske ved de blot ikke bedre. Eller også har de på fornemmelsen, at begrænsningerne faktisk findes hos dem selv, hvorfor de agerer påtaget åbne for at undgå, at den ikke så tiltalende egenskab i form af den begrænsede horisont skal blive opdaget af andre. Det er det, psykologerne kalder projektion.

På det sproglige område er de ikke-nationalistiske nationalister ofte gode til mundtlig engelsk, men de skriver det som regel ikke gerne selv. Tyske og franske bøger og aviser læser disse »verdens«-mænd og –kvinder derimod sjældent eller aldrig.

På en egen omvendt facon er de ikke-nationalistiske nationalister en slags spejlbillede af en dansk Morten Korch-idyl. De går ikke ind for stokroseidyl. Men Danmark er også al tings målestok for de ikke-nationalistiske nationalister, som Danmark er det for de Morten Korchsk-indstillede.

Hvad skal man stille op med de danske ikke-nationalistiske nationalister? Spørgsmålet er vigtigt, idet deres dominans så mange steder holder nødvendige ændringer nede. Jeg tror ikke, at der er andet at gøre end at dekonstruere deres verdenssyn. Det betyder, at man skal vise, hvor det indeholder selvmodsigelser, som før eller siden vil opløse det. Denne klumme er måske et lille, beskedent bidrag hertil.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab på Københavns Universitet.