Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

De ikke-borgerlige liberale

»Amalie Lyhne, Rasmus Brygger, Henrik Dahl og Bertel Haarder kalder sig alle for liberale, og det er de også. Men de er ikke alle borgerlige, og det er netop den sondring, der er så afgørende.«

Foto: Claus Bech

I et indlæg i Berlingske 21. oktober standsede jeg musikken til ballet i den borgerlige lejr ved at påpege, at ikke alle kan påberåbe sig prædikatet »borgerlig«. Musikken blev ikke afløst af stilhed, men af kraftige tilråb fra mange liberale – lige fra Ole Birk Olesen og Anders Samuelsen til partisoldater fra VU og LAU – der følte sig stødt på manchetterne over, at jeg, som de forstod mit indlæg, tillod mig at anklage liberalismen for ikke at være borgerlig.

Enten har de ikke læst hele mit indlæg, eller også har de stirret sig blinde på sætningen, »men borgerlighed er ikke alt, og hvis en politisk bevægelse kan tilsluttes af dens arvefjender, de liberale og socialisterne, er den utilstrækkeligt defineret.« Den sætning kan isoleret set, det vedkender jeg, sagtens forstås sådan, at jeg betragter alle liberale som ikke-borgerlige. Jeg vil dog hævde, at hvis man læser resten af indlægget, vil man kunne se, at det ikke forholder sig sådan.

Havde de i stedet fokuseret tilsvarende ensidigt på sætningen, »som læserne må have noteret sig, står selv kulturradikale og værdirelativister i kø for at kalde sig borgerlige. Det ses tydeligst i interviewet med Charlotte Eskildsen 18. oktober, hvor borgerlighed erklæres gammeldags og bør ’reBrandes’ og i Amalie Lyhnes blogindlæg ’Jeg savner den gamle borgerlighed’«.

Indlægget retter sig altså mod den del af det liberale segment, som bedst kan betegnes som værdinihilister, eller oikofober, om man vil. Det er åbenlyst for enhver, også for Ole Birk Olesen og Anders Samuelsen, at den liberale bevægelse i Danmark rummer personer med voldsomt modsatrettede synspunkter. Amalie Lyhne, Rasmus Brygger, Henrik Dahl og Bertel Haarder kalder sig alle for liberale, og det er de også. Men de er ikke alle borgerlige, og det er netop den sondring, der er så afgørende.

Er man liberal og abonnerer på den tradition indenfor liberalismen, hvis rødder stammer fra den radikale franske liberalisme, kan man dårligt kaldes borgerlig. Det skyldes slet og ret, at den afart indenfor liberalismen har omfavnet moderniteten og har som følge heraf overgået til grænseløs, universel utopisme. Den form for liberalisme står i skærende kontrast til den angelsaksiske liberale frihedstradition. Her var nationen og borgerrettigheder selve forudsætningen for individets frihed.

Den type liberale – lad os bare være ærlige og kalde dem kulturradikale – der »egentlig er ligeglad med sit land«, som Rasmus Brygger så udmærket udtrykte det, kan ikke kaldes borgerlige, fordi de slet og ret ikke erkender præmissen for borgerlighed som begreb.

At være borgerlig forudsætter, at man anerkender, at borgerne rent faktisk er borgere. Man er som bekendt borger i sit land, hvis kultur, sprog og traditioner danner rammen om ens frihed og borgerrettigheder. Man kan ikke være verdensborger, for der findes ingen verdenskultur, verdenssprog eller verdenstraditioner, og ens verdensborgerrettigheder bliver ikke beskyttet af et globalt fædreland.

Man kan være liberal uden at være borgerlig.