Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

De gode landmænd

Landmændene fortjener landbrugspakken. Og respekt for den viden, de har om den jord, de dyrker. Samt tillid. I stride strømme.

Kathrine Lilleør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad en landmand er, forstod jeg en forårsdag i præstegårdens køkken. En af de lokale landmænd satte forsigtigt kaffekoppen fra sig og rejste sig for at tage afsked. Vi havde netop drøftet de sidste detaljer ved hans kones bisættelse, og selvom man ikke skynder sig i den situation, havde han faktisk nogle asparges, han skulle hjem og se til. Jeg havde ikke været i landembedet så længe, men havde sidste forår smagt hans asparges, som man købte på hans gårdsplads. Det eneste, der havde naget min storby-hjerne var, om det var økologiske asparges, eller om de var sprøjtede. Jeg havde mine tvivl, for de var helt udsædvanligt flotte. Derfor spurgte jeg ham, da han havde taget kasketten på i entreen, om han var økologisk landmand? Han så ned for sig, mens han vippede lidt i træskoene, som om han overvejede, om det var værd at svare kort eller langt. Det blev det korte: Vi har ejet gården i flere generationer, begyndte han. Min far har lært mig jorden at kende, som mine bedstefædre før ham kendte den. Jeg kunne aldrig drømme om at gøre noget, der ville ødelægge den natur, hvis kredsløb mine jorde er en del af. Men, jeg ved, hvad min jord behøver af gødning for at give bedst afgrøde. Den skal ikke udpines, men den skal heller ikke overgødes. Den skal have lige tilpas. Så stak han sin store næve frem mod mig til farvel og kørte med et smalt nik ud af præstegårdens gårdsplads. Jeg er stadig taknemlig for, at han altid siden har mødt mig med mild venlighed. For jeg jo mere end antydede, at han kunne finde på ikke at behandle sine jorde ordentligt. At han muligvis udbyttede jorden, gik på kompromis med sine afgrøders sundhed for at skrabe til sig på naturens og de kommende slægters bekostning.

Jeg skammer mig stadig. Ligesom jeg skammer mig over, at storbyens ordførende intellektuelle og miljøeksperter mere end antyder, at alle landmænd er miljøsvin. Måske er det nemlig lige modsat? At landmændene længe svinagtigt har været udsat for smædekampagner såvel som urigtige miljøkrav?

Tag nu eksempelvis udledningen af kvælstof. Hvis man gøder en mark, og afgrøderne ikke kan anvende al gødningen, udleder marken for meget kvælstof. Ikke godt. Men i stedet for at give landmanden en grænse for, hvor meget kvælstof, han må udlede, har man indtil den nye landbrugspakke givet ham en grænse for, hvor meget han må gøde. Hvad har den landmand måttet gøre, hvis hans afgrøder mangler mere gødning, og marken bestemt ikke vil lede mere kvælstof ud af den grund? Han har bare måtte leve med sine udpinte jorde, dårlige afgrøder og storby-mistanken om, at han er ligeglad med naturen, når han vil gøde mere. Hvor mange ved, at landmændene for længst har lovet, at skulle de komme til at forurene, vil de selv rydde op efter sig?

 

Landmændene fortjener landbrugspakken. Og respekt for den viden, de har om den jord, de dyrker. Samt tillid. I stride strømme. Tillid til at landmændene er mindst ligeså interesserede i at bevare vores natur for de kommende slægter som alle andre naturelskere i Kongeriget.