Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

De gasblå antifeminister

Susanne Staun: Det er problematisk, når feminisme udelukkende debatteres af meget unge kvinder uden børn, alene af den grund at det kræver liv med børn for at kunne forstå de enorme skred, der sker efter børnefødsler.

Er der mon plads til uskarphed i debatten - eller har Berlingske kun rum til fuldstændigt at udmalke Madeleine Albright og evergreens som »kvinde er kvinde værst«? Det sidste lader til at være gældende, eftersom nærværende avis i sin helt egen dyrkelse af den tabte tid efterhånden ligner en tidsrejse tilbage til Mad Men - dog uden charmen, røgen og de forførende drinks.

Jeg taler naturligvis om den umådelige taletid, såkaldte ’Blå Feminister’ får i denne avis, hvor der bliver ført meninger til torvs, som må få enhver »gammelfeminist« til at tabe bomuldstrussen. De Blå Feminister vil i øvrigt gerne se sig denne betegnelse frabedt, og det kan jeg godt forstå, for selvom de er gasblå von Kopf bis Fuß, så er de i hvert fald ikke feminister, dvs. kvinder, der ønsker lige vilkår kønnene imellem. Og på nøjagtig samme måde vil »gammelfeminister« gerne være fri for et label, der leder tanken hen på lagret ost - hvorfor? Fordi der heldigvis uden for Cepos’ og CBS’ fangarme er masser af unge kvinder, der ikke er klar til at blive affærdiget som usexede på et leksikalsk grundlag. Herom senere.

Måske bedst i mellemtiden at tale om feminister og antifeminister? Og jeg gentager gerne: kvinder der, henh., gerne ser, at vi i dette land har lighed for loven, og kvinder, der helst satte denne udvikling i stå med øjeblikkelig varsel, næ, hov, skruede den tilbage, således at Ligestillingsministeriet blev nedlagt, og barselsramte kvinder selv kunne forhandle sig til stillinger ved at gå ned i løn. Dette synspunkt fremførte Mie Harder ved ligestillingsdrøftelse på Cepos for ganske nylig. Til dette bemærkede Danmarks bedst begavede feminist, min ærværdige kollega, Gretelise Holm: »Tja, de er nogle spøjse størrelser, men når man har læst historie ved man, at flertallet af slaverne altid har kysset deres lænker, men behøver de her at kysse dem så smaskende højlydt?« Uanset hvor man står i denne debat, er virkeligheden beklageligvis den, at kvinder i skrivende stund på verdensplan udgør fyrre procent af arbejdsstyrken, men kun ejer én procent af verdens rigdomme, ifølge The 2012 World Development Report on Gender Equality and Development. Derfor kan jeg kun med forundring se til, når beretninger om tabermænd skyller ind over de sociale medier og truer med tsunami i bloggosfæren. Her, som i aviserne, er det kvoteringen, det store had gælder. Og det er forståeligt for det segment af feminister, som jeg selv tilhører, der mener, at lige vilkår ville være fornemt, og at bekæmpelsen af uligeret ikke er tjent med voldfjernelsen af de bedst kvalificerede - men, som Danmarks bedst begavede feminist bemærkede sidste år i kronik i JP, bliver der allerede kvoteret på livet løs i mændenes favør. For et par år siden indførte flere danske universiteter nemlig positiv særbehandling af mænd - uden at nogen løftede et øjenbryn. Ordningen blev simpelthen forklædt som løsningen på et eventuelt fremtidigt samfundsproblem. Og dengang mænd havde monopol på både uddannelser og stillinger eller som Gretelise Holm udtrykker det: »ved lov var 100 procent kønskvoterede, efterlod ingen af dem beretninger om, at denne kønskvotering blev oplevet som specielt ydmygende.«

Men lad nu det ligge. For hvor stor er egentlig mishaget mod lige vilkår - vil jeg gerne vide. De feministiske mål, som også inkluderer ligestilling i familien, har ingen mulighed for at blive indfriet, før den øremærkede fædrebarsel har medvirket til at stille mænd og kvinder lige, når arbejdsgiveren skal vælge mellem dem og alene vurdere deres kvalifikationer - i modsætning til deres mulige, fremtidige syge- og barselsfravær. Barselsfond eller ej, så er det altså om muligt sværere at finde vikarer til højt specialiserede stillinger, end det er at lære mænd at slå toiletsædet ned. Det er problematisk, når feminisme, som tilfældet er med antifeministerne, udelukkende debatteres af meget unge kvinder uden børn, alene af den grund at det kræver Liv med Børn for at kunne forstå de enorme skred, der sker efter børnefødsler - den subtile, næsten automatiske måde, hvorpå ansvaret for børn overgår til moren, der jo er tættere på, fordi hun har haft dem tæt på under sin eksklusive barsel. Barnets sygedage, turene til lægen, den tidlige afhentning, de mange utålelige madpakker og så videre resulterer uundgåeligt i, at småting som ansvar for indkøb, madlavning mv tilfalder kvinden, som jo alligevel er kommet først hjem - af ovennævnte grunde. Efter børn er det næsten for forudsigeligt, hvem der har muligheden for at blive på arbejdspladsen for at yde og investere det ekstra, der skal til, for at forklare de enorme lønforskelle mellem mænd og kvinder i den allerøverste del af pyramiden. Mænd tjener stadig mere end de kvinder, de er gift med, så diskussionen om, hvem der skal gøre hvad, er hurtigt overstået, selvom endnu et antifeministisk slogan lyder, at kvinder og mænd nok selv skal finde ud af tingene sammen.

Den udvidede barselsorlov, som Fogh indførte, har med al tydelighed vist, at dette ikke er tilfældet: 92 procent af danske kvinder »vælger selv« at tage hele barselsorloven. Næppe! Der er virkelig meget newsspeak på spil her: »frit valg« i modsætning til grimme ord som »tvang« og »forbud«. Løgn alt sammen, virkeligheden er en helt anden. Det frie valg eksisterer ikke, når lønforskellen taler sit klare sprog, og grimme ord som »tvang« og »forbud« betyder simpelthen »lovgivning«, der skal forme det samfund, vi ønsker at leve i.

Det er således også det rædsomme kreatur, staten, der har tvangsindført lige løn, og lur mig, om ikke også den var blevet henvist til forhandling parterne imellem, hvis den ikke havde været indført, før de blå fik nok af de røde. Antifeministerne henviser til, at køn er skæbne, når de igen og igen griber til backlash og lidet troværdigt påstår, at de med deres tårnhøje, statsbetalte uddannelser ser frem til at gå derhjemme og passe deres børn, fordi de er biologisk determinerede til netop den rolle. Men hvilke dele af mandens anatomi eller hjerne afholder ham fra at passe et spædbarn i samme tidsrum, som hans kone?

Antifeministernes aura er infiltreret af sexismens genkomst og pornoindustriens indtog i normalsfæren. De brander sig på at være sexede, herunder wanna-be hjemmegående, i modsætning til den afseksualiserede gimpehær af gammelfeministiske hekse, der får for lidt og i øvrigt ikke gider barbere deres ben. De liberale mænd kan ikke få armene ned. »Jeg holder mest af sex med borgerligt orienterede kvinder,« udtalte en sådan forleden dag, og en antifeminist hævdede uden filter, at hun »længe har vidst, at feminister gennemgående er langt mere bange for mænd end kvinder generelt. Vi taler både korporligt, seksuelt og psykologisk.« Med sådanne enkle retrogreb og en ny gennemgribende lækkerhed, der står i skærende kontrast til ’gammelfeministiske’ selvmål som fx. Kussomaten, bruger antifeministerne deres akademiske hjerner og narcissistiske sjæle til at fortælle næste generation af kvinder, at empowerment er en wonderbra og en hjemmebagt muffin til husbond, når han kommer træt hjem fra arbejde. Således kommer den »40 år gamle traver om mandens dominans«, som Kathrine Stampe Andersen for nylig udtrykte det i denne avis, let til at fylde 60.