Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

De gamle mediers forlig

Samuel Rachlin: I politikerland har man åbenlyst svært ved at give slip på det traditionelle greb om medierne og give markedskræfterne det samme frie spil, som de har på andre områder. Selv om man har brudt DRs monopol for over 20 år siden, overlever monopolmentaliteten i den politiske tænkning i form af en angst for at give slip.

»Der er i dag kræfter på spil, der er større end selv det bredeste medieforlig.Her er et eksempel på den nye medievirkelighed: på to måneder bliver der uploaded mere video på YouTube, end hvis de tre store amerikanske networks, CBS, NBC og ABC, havde vist nyt indhold døgnet rundt lige siden 1948,« skriver Samuel Rachlin  Fold sammen
Læs mere
Foto: Mini Wolf

Det nye medieforlig er de gamle mediers forlig. Det lugter langt væk af det 20. århundrede med DR, monopolbrud, public service, licensbetaling og fællesantenner. Hallo, derude i politikerland, hvor er det 21. århundrede blevet af med webmedier, youtube, de sociale medier og alt det på nettet, som alle de unge går op i og bruger deres tid på?

Det ser ud til, at politikerne har tabt den gruppe i befolkningen, der ikke kun er de tungeste medieforbrugere, men også er dem, der bliver fremtidens medieskabere og parter i fremtidens medieforlig. De er henvist til at gå deres egne veje og finde deres egne løsninger uden for det etablerede statsstøttede system. Og det har de det fint med.

Aviserne har skrevet om et smalt medieforlig. Det er ikke problemet. Problemet er, at det er et galt medieforlig, der holder fast ved et forgangent århundredes kampe og begreber uden at tage stilling til nutidens udfordringer og mediemuligheder. Forliget fokuserer primært på DR nærmest som en besættelse. Med undtagelse af en enkelt side bliver DR nævnt på hver eneste side. Internettet bliver nævnt to gange i forbifarten og multimedier blot en enkelt gang. Hallo, derude, er der nogen hjemme?

Der er masser af stof i forliget til alle teknokraterne og rigeligt med substans for de forskellige interessegrupper, der kan drage fordel af tilbuddet om en ny radiokanal og de andre godbider, der falder af til film- og musikbranchen. Og det er "gefundenes Fressen" for alle medieeksperter, chefredaktører og direktører, der kan udbrede sig om kampene, taberne, støtteordningerne og konkurrencen på mediemarkedet. De kan være for eller imod forliget, men de fleste synger med på omkvædet.

Forligsparterne viser forståelse for særlige vilkår i samfundet og gør, hvad de kan for at tilgodese så mange interesser og befolkningsgrupper som muligt. Det er så politisk korrekt, at man kan undre sig over at udkants-Danmark ikke er nævnt med et eneste ord i forliget. Hvad med et specielt udkants-lyslederkabel eller i det mindste et særligt fællesantenneanlæg?

Forligets hensynsfuldhed er al ære og respekt værd, men intentionerne rækker ikke ud over den konventionelle tænkning centreret omkring gamle, trætte, skandaleombruste DR med hele det fortærskede omkvæd om public service og licensbetaling. Der er ingen overraskelser i det forlig, ingen tegn på at vi står midt i en medierevolution. Ingen visioner. Det er simpelthen en ommer.

På mig virker det, som om forliget er blevet til i en tidslomme afsondret fra den virkelighed, der udspiller sig for fuldt drøn lige uden for døren. Kan DR blive ved med at være så interessant, at det skal optage så meget plads i det nye forlig? DR fylder meget i medielandskabet, og ingen kan benægte DRs historiske betydning i det danske samfund. Men her beskæftiger vi os ikke med historien, men med nutidens og fremtidens medieudfordringer.

DR er så samspilsramt og i den grad i splid med sig selv om sin egen rolle, at institutionens relevans i det danske medielandskab bliver mindre og mindre. DR er gået fra snøvsen. Stationens forretningsmodel med tvangsinddrivelse af licens burde være på vej til mediehistoriens raritetskabinet. Det visionære ville være at erkende, at løbet er kørt for DR, og at der ikke er brug for endnu et monopolbrud, men en totalt opgør med DRs struktur, finansieringsmodel og det mytologiske begreb »public service«.

Hvis bevarelsen af DR med en public service funktion berører de nationale interesser, så burde man måske overveje en model som den amerikanske med Public Television og Public Radio. Organisationen lever op til alle public service kravene og eksisterer ved hjælp af frivillige bidrag fra medlemmer, fonde, virksomheder og en fast støtteordning fra staten. På programsiden er det en smal model, men PBS er en leve- og konkurrencedygtig operation med en ubestridt medie- og samfundspolitisk betydning i et mediemarked domineret af kommercielle stationer. Hvis den politiske vilje og modet til virkelig fornyelse var der, er det indlysende en model for fremtidens DR med den nødvendige tilpasning til særlige danske vilkår og hensynet til vores lille sprogområde.

Det er muligt, at det ikke er en opgave for den generation af politikere, hvis politiske DNA er gennemsyret af DR-tænkningen. Det må man så overlade til den generation, hvis DNA er gennemsyret af de webbaserede medier og den kultur, som medierevolutionen har skabt. Det kan godt være, det først kommer om fire-fem medieforlig. Men det kommer.

Forligets forankring i det 20. århundrede virker selvfølgelig særlig påfaldende på baggrund af det informationssamfund, som vi i dag lever i. Den nye teknologi har ændret vores hverdag, arbejdsrutiner, vores fritid og vores sociale mønstre. De nye mediebrugere har en helt anden adfærd og helt andre krav end det, medieforliget tager højde for. Der er tale om en revolution på højde med historiens skelsættende økonomiske og sociale forandringer. At lukke øjnene for den virkelighed virker lige så patetisk som den danske multimedieskat.

I politikerland har man åbenlyst svært ved at give slip på det traditionelle greb om medierne og give markedskræfterne det samme frie spil, som de har på andre områder. Selv om man har brudt DRs monopol for over 20 år siden, overlever monopolmentaliteten i den politiske tænkning i form af en angst for at give slip. Men sagen er, at det nye medieforlig endnu engang er et bevis på, at politikerne ikke kan følge med og bliver overhalet af den teknologiske udvikling. Der er i dag kræfter på spil, der er større end selv det bredeste medieforlig.Her er et eksempel på den nye medievirkelighed: på to måneder bliver der uploaded mere video på YouTube, end hvis de tre store amerikanske networks, CBS, NBC og ABC, havde vist nyt indhold døgnet rundt lige siden 1948. Hvordan vil det nye medieforlig tackle den situation med sine antenneforeninger og sin fordeling af licensmidlerne? Her er der ingen, der spørger, hvem skal nu betale. Det meste er tilgængeligt uden betaling og uden nogen begrænsning. Hvordan vil man kontrollere den medieeksplosion på nettet? Hvad vil man stille op med den konvergens af medier, teknologier og platforme, der udfolder sig med ubændig kreativitet på nettet?

De unge generationer har taget den medievirkelighed til sig uden forbehold og uden undren. Det er en helt naturlig (og stor) del af deres hverdag og deres medieforbrug. Til alle dem, der ikke har opdaget det endnu, kan man blot sige velkommen til den nye medievirkelighed. Sig god dag til fagre nye medieverden og farvel og tak til det forrige århundredes monopoltænkning og medieforlig, der er forældede, endnu inden de bliver offentliggjort.

Hallo derude, hvornår har I sidst været på youtube?