Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

De fortabte politikere

Helle Thorning-Schmidt er prototypen på den anonyme magtskikkelse, om hvem ingen ved, hvad hun egentlig ville leve og dø for.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Martin Krasnik stillede onsdag aften det centrale spørgsmål på DR 2. »Hvorfor bliver det hele så detaljeret og småt?« Ordene lød, mens han forgæves forsøgte at få Venstres Kristian Jensen og Socialdemokraternes Christine Antorini til at forklare de egentlige forskelle på de to store partier. Det kunne de ikke, og derfor ved alle også, at denne valgkamp vil blive formet af en skabelon, hvor de små tekniske variationer blot gentages om og om igen.

Men Martin Krasniks spørgsmål kan skam godt besvares. Det hele bliver så småt, fordi langt hovedparten af vore politikere ikke formår at formulere noget dybere ideologisk eller eksistentielt. Den politiske samtale er i disse år så drænet for personlig refleksion, at de folkevalgte for eksempel stort set alle siger det samme, når de skal beskrive, hvilke værdier de vil kæmpe for. De taler om frihed, fællesskab og omsorg for de svage – altså, lutter brede plusord, som de ikke seriøst kan uddybe, men hovedsageligt forbinder med fordelingspolitik og skatteprocent.

Søren Kierkegaard ville sikkert bemærke, at der mangler en egentlig livsanskuelse, og i rådvildhedens tomrum er vi nået til punktet, hvor det vigtigste kriterium synes at være en pæn tone. Således blev partilederne i onsdags på TV 2 bedt om to og to at rose hinanden, hvilket mest mindede om en anti-mobbe-øvelse i en børnehave. Absurd er det på den måde at se politikere lade sig ydmyge af en infantil mediedagsorden, alt imens man overvejer de blinde pletter, der til gengæld træder så tydeligt frem. Der bliver ikke i en valgkamp talt om kunst eller historisk perspektiv.

Det ligger også ret fast, at man ikke berører det religiøse, skønt en del samfundsproblemer i dag er nært knyttet til det, og hvem af vore politikere har sidst skrevet en analyserende bog? Ja, hvem har sidst bare refereret til en bog af enten skønlitterær eller mere debatmæssig art? Hvem har sat sig ind i islam? Hvem blandt de yngre kan sige to sammenhængende sætninger om Grundtvig, og hvem har modet til også at sætte ord på befolkningens forkælelse? For ikke at tale om den følelse af tomhed, der netop som et resultat af bedøvende tryghed og åndelig understimulering sniger sig ind på livet af både unge og ældre.

Svaret er, at kun ganske få har blik for den slags. Det store flertal virker i det golde tekniske sprog, og derfor kender vi dem ikke. Helle Thorning-Schmidt er prototypen på den anonyme magtskikkelse, om hvem ingen ved, hvad hun egentlig ville leve og dø for. Det gør hende til et klassisk produkt af Danmark siden 1960erne, hvor vi hverken har lært at læse eller tænke eller se nutiden i lyset af slægters gang. Hun og Antorini og Kristian Jensen og mange andre har kun en lille kasse at orientere sig i, for som de fleste i epoken – inklusive jeg selv – er de placeret i verden som løsrevne øjebliks-individer snydt for dannelse og ærefrygt for forankring. Får man ikke siden på egen hånd indhentet en del af den forsømte viden, er man fortabt, når man skal basere et livssyn på andet end floskler. Og så må man som politiker melde pas, når man skal beskrive sit eget partis egentlige ideologi. Derfor bliver det hele så småt. Og derfor ved vi også, at vi her fire dage inde i valgkampen allerede har hørt det hele. Resten er gentagelser.