Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

De fleste har en holdning til topskatten - men kun få ved noget om den

Jens Bonke Fold sammen
Læs mere

Hvis der er noget, der kan få meningerne frem, er det spørgsmålet om skatten. Skal den sættes ned eller op, og skal det være i bunden, hele vejen op eller i toppen, hvis vi nu bare bliver ved indkomstskatten?

Og hvis den skal sættes ned, hvad så med velfærden, den vi skaffer os over skatten, har vi fortsat råd til den, eller er det for nogle netop pointen, at den, velfærden, kan vi hver især selv sørge for?

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Ønsket om mindre skat, uden at det går ud over den skattebetalte velfærd, kan også være udtryk for, at man bare ikke har opdaget, hvordan tingene hænger sammen, at man altså ikke kan få noget, hvis man ikke vil betale for det, og omvendt, at skatte­betaling kan betyde flere offentlige goder og ydelser.

Det kan også være, at man ikke ved, hvad man taler om, når det gælder skatten. En undersøgelse fra Danmarks Statistik Survey sidste år viste i hvert fald, at når det gælder topskatten, er ukendskabet udbredt. Forelagt tre topskatteprocenter, 48, 56 og 64, svarede kun fire ud af ti (42 pct.) rigtigt ved at vælge de 56 pct., og for grænsen for topskattebetaling 367.000, 467.000 og 567.000 kr. var det knap seks ud af ti (58 pct.), der kendte den rigtige grænse på 467.000 kr.

Kendskabet til både topskatteprocent og –grænse var det kun hver fjerde (26 pct.), der havde. Og blandt dem, der oplyste, at de betalte topskat, var det ikke mere end hver tredje (33 pct.), der kendte både procenten og grænsen for topskatten, mens knap hver femte (17 pct.) hverken kendte det ene eller andet.

Hvad der var endnu mere overraskende, var svarene på spørgsmålet, om man ville arbej­de mere, det samme eller mindre, hvis marginalskatten – altså ikke bare topskatten - blev nedsat med fem procentpoint. Her svarede knap ni ud af ti (86 pct.), at en sådan ændring ikke ville påvirke deres arbejdstid, og alene blandt topskattebetalerne var det mere end otte ud af ti (83 pct.), der svarede det samme.

Tilbage var fire pct. af topskattebetalerne, der ville arbejde mindre og 13 pct. mere, hvis deres marginalskat blev nedsat med fem procentpoint. For manges ved­kommende var disse tilkendegivelser altså uden kendskab til topskatteprocenten og – grænsen for denne skat.

Det understreger måske netop den usikkerhed, der er om og i givet fald i hvilket omfang, der vil være en såkaldt arbejds­udbudseffekt af nedsat topskat, altså om der vil blive arbejdet mere – eller mindre – ved en sådan ændring. Flere af studierne på dette område er oven i købet af ældre dato eller ser på ændringen i indkomst og siger dermed ikke nødvendigvis noget om, hvad reaktionen af en skatteændring med de nuværende satser ville være i dag.

Når nogle alligevel fastholder ønsket om en topskattenedsættelse eller ændringer andre steder på skatteskalaen, bunder det måske alene i et ønske om at få flere penge på kontoen, eller omvendt færre penge til sig selv og flere til offentlig velfærd, hvis ønsket er at få skatten sat op, uden i øvrigt at arbejde hverken mindre eller mere.

Det kan i hvert fald ikke være betinget af, hvad en given ændring vil betyde for én selv, når man ikke kender den skatteprocent og -grænse, der gør, at man betaler skat i dag.

Så måske tager man fejl, og så er ønsket om lavere eller højere marginalskat mere et politisk-ideologisk udsagn, end det handler om, hvor meget man i givet fald kan se frem til. Og det samme gælder måske på en række andre områder – man kan bare nævne antallet af flygtninge og indvandrere – at der er tale om stærkt politiserede områder, hvor man »bare« mener noget uden at vide, hvad der er stort eller småt og vigtigt eller ikke særlig vigtigt i den store sammenhæng.

Jens Bonke er lic.polit. og adjungeret professor.