Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

De dygtigste ledere findes i folkeskolen

En folkeskolelærer anno 2016 er ikke en kaffedrikkende hængerøv, men en dybt fokuseret og effektiv leder. Lige nu lader vi som samfund vores lærerkorps i stikken med en skolereform, der med de mange undervisningstimer ikke tager højde for karakteren af det arbejde, læreren udfører.

24DEBL-rer-165710.jpg
»Lærerjobbet er et højintensivt og krævende konfrontationsjob. Min egen erfaring er, at man på grund af de mange undervisningstimer ikke når at restituere og »trykudligne«, før man skal på igen. Dermed bliver man langsomt drænet for energi, og faren for udbrændthed er overhængende,« skriver Rikke Tjørring.Arkivfoto: Ólafur Steinar Gestsson Fold sammen
Læs mere

Duften af leverpostejsmadder er udskiftet med duften af kopnudler, og det er langtfra det eneste, der har ændret sig i Folkeskolen, siden jeg selv trådte ind i dens kontante virkelighed for tredive år siden. Nu er jeg landet her igen. Denne gang i en tidsbegrænset ansættelse som lærer, og det har været et realitetschok uden lige.

Min generations autoritetstro elever er udskiftet med en ny generation af egenrådige og kritiske individualister, der ikke lader sig styre udefra, men som med moderne classroom management kan motiveres til at være åbne for læring og fredeligt samspil med andre. Tidsånden og folkeskolens rammer stiller uhyggeligt store krav til den enkelte lærers lederevner. Det er på tide, at vi som samfund forstår, hvad det reelt vil sige at være skolelærer i dag. Hvis Danmark skal bestå som et af verdens mest velfungerende samfund, skal lærerne have bæredygtige arbejdsbetingelser. Det har de ikke nu.

 

Som journalist med en fortid i dagblads- og TV-branchen, er jeg vant til at præstere under pres og havde ikke forestillet mig, at lærerjobbet for alvor ville udfordre mig. Jeg skal love for, at jeg er blevet klogere. Intet kan forberede en på, hvor energikrævende det er at skulle fastholde 25 livlige og sundt rebelske menneskebørn i en opgave, som de ikke selv har valgt.

En lærer burde fra naturens hånd være udstyret med øjne og ører hele vejen rundt om hovedet for at sikre den enkelte elevs faglige progression og sociale trivsel. Men lærere har kun to øjne og to ører og må med dem udvise årvågenhed på linje med en flyveleder eller en kirurg. Vi taler altså om højintensivt arbejde mange timer i træk, sommetider uden mulighed for pauser. Læg dertil, at læreren er udsat for et højt støjniveau og et bombardement af situationer, der kræver stillingtagen nu og her. Har Peter influenzasymptomer, eller bluffer han? Var det Rosalina eller Esmeralda, der begyndte konflikten, og hvorfor eskalerede den? Hvad stiller man op med Otto, når han for tiende gang samme dag forstyrrer og larmer, fordi det er i modstrid med hans energiske natur at sidde stille på en stol? I undervisningstiden udfolder alting sig i realtid. Der er ikke tid til at tænke sig om, og der er ingen livliner. Læreren må være ét med situationen og have en føler ude hos alle 25 børn på én gang. I dag er en skolelærer ikke en tilbagelænet kaffedrikkende hængerøv, der klarer sin undervisning med venstre hånd, før han tager på fisketur. En folkeskolelærer er en højeffektiv leder, der skal mestre den umulige opgave at skabe orden i klasserummets kaotiske krigszone.

Uden tidligere tiders muligheder for at sanktionere uacceptabel adfærd, skal læreren med sin blotte tilstedeværelse skabe samling på en flok børn så forskellige, at man skulle tro, de havde hjemme på hver sin planet. En undervisningssituation er i kraft af elevernes forskellighed en uhyre kompleks social situation. Læreren skal på én gang skabe ro, undervise, løse konflikter, give omsorg, motivere og underholde. Undervisningen skal tilrettelægges, så den enkelte mødes på sit niveau og udfra sine forudsætninger. En opgave, der med inklusionen reelt forudsætter, at læreren også fungerer som specialpædagog. Samtidig skal relationen til forældre og kolleger beherskes behændigt, og lærermålene skal nås. For at kunne alt dette, skal man til fulde mestre kunsten at være menneske med al den indsigt, sjælsstyrke og stamina, som et helstøbt menneske besidder.

Bevares, lærerjobbet har bestemt sine lyse sider. Børn er ofte ganske livsbekræftende selskab, ferierne kommer med behagelige intervaller, og en arbejdsdag på otte timer er på papiret overkommelig. Men arbejdets intensitet og den dertilhørende belastning af lærerens nervesystem, kan end ikke den mest empatiske DJØF’er forestille sig fra sin beskyttede plads bag skrivebordet. Lærerjobbet er et højintensivt og krævende konfrontationsjob. Min egen erfaring er, at man på grund af de mange undervisningstimer ikke når at restituere og »trykudligne«, før man skal på igen. Dermed bliver man langsomt drænet for energi, og faren for udbrændthed er overhængende. Lige nu lader vi som samfund vores lærerkorps i stikken med en skolereform, der med de mange undervisningstimer ikke tager højde for karakteren af det arbejde, læreren udfører. Jeg kan godt forstå, at lærerne flygter fra folkeskolen i hobetal. Hvor er respekten for dette gæve, samvittighedsfulde, dygtige og hjertevarme folkefærd, der spiller en altafgørende rolle for fremtidige generationers dannelse og dermed for demokratiets beståen?

 

På lærerværelset har jeg mødt en altruisme og et samfundssind, som jeg ikke er stødt på tidligere i mit liv. Danmark bygger på det arbejde, som disse mennesker udfører, og alligevel er de blevet tromlet og ladt i stikken. Vi skaber samfundet sammen. Skal det være et helstøbt, solidt og bæredygtigt samfund, kræver det, at vi lytter til de medborgere, som udfylder andre samfundsfunktioner end vi selv – og dermed er eksperter på deres felt. Lærerne ved nu engang bedst, hvad det vil sige at være lærer. Jeg undrer mig såre over, at deres erfaringer og faglighed i den grad er blevet overset i skolereformen. Som flue på væggen i folkeskolen konkluderer jeg, at samfundet stiller uhyggeligt store og modstridende krav til en folkeskolelærer anno 2016.

For mit eget vedkommende overvejer jeg, om jeg skal blive i faget, og mit svar er indtil videre et måske. Arbejdsforholdene er uholdbare og nedslidende, men dette til trods er en folkeskolelærer heldigere end de fleste på et enkelt punkt: Hun har fantastiske kolleger.