Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Day Poulsen mod Gøtzsche

»Når man tænker på, at sindssygehospitaler i gamle dage blev placeret pænt uden for byerne, så råbene fra de gale ikke kunne nå derind, er der dog sket en del fremskridt.«

22debJensFrederikHansen.jpg
Jens Federik Hansen Fold sammen
Læs mere

Det er næppe til gavn for patienterne, når det lige præcis er Peter Gøtzsche og Henrik Day Poulsen, der tørner sammen i Berlingske om brugen af medicin til at behandle sindssygdomme. Når det gælder evnen til at formulere sig firkantet, har ingen af de to vist noget at lade den anden høre.

Så for en lægmand er det fristende, at sandheden ligger nogenlunde midt imellem, og at det handler om at finde den gyldne middelvej.

Psykisk syge i knibe

Det er bare ikke en fristelse, man bør falde for. Rent logisk er der intet, som taler for, at dydens smalle sti befinder sig præcis midt imellem jomfrudom og gadeprostitution. Den går nok nærmere den ene af de to ekstremer.

Når man tænker på, at sindssygehospitaler i gamle dage blev placeret pænt uden for byerne, så råbene fra de gale ikke kunne nå derind, er der dog sket en del fremskridt – og en væsentlig del deraf skyldes nu engang medicin.

Måske bruges der for megen medicin. Men det kan der dog være grunde til. Depressioner påvirker ofte patientens livskvalitet så meget, at de blot ønsker, at nogen vil tage sig sammen til at slå dem ihjel, nogle patienter går så langt som til selv at ville gøre det, og for en ikke ringe andel lykkes det.

Andre patienter oplever derimod på ny, at livet alligevel indeholder gode ting; hvis de er heldige, får det måske ligefrem mening igen.

Men så længe sygdommen raser, er patienterne synligt forpint, og derfor er det forståeligt, at lægerne gerne vil forkorte tiden i stedet for at afvente, at sygdommen falder til ro af sig selv. Jo længere sygdommen varer, desto værre er også dens bivirkninger i form af skilsmisser, forsømte børn og arbejdsløshed.

Peter Gøtzsche: Henrik Days tomme postulater om psykiatrien

Man skal ikke have besøgt en psykiatrisk afdeling mange gange, før man bemærker, at der er en del længere mellem både besøgende og blomsterbuketter end på barselsgangen.

Dertil kommer frygten for, at manglende behandling med alderen kan få kurven over op- og nedture til at stige i både frekvens og omfang. Hvis en patient skal vælge mellem angst og lidt ekstra medicin, er valget såmænd ikke så svært.

Patienterne får ofte stærke meninger om behandlingen. Store forhåbninger om livsforbedring, der projiceres over i, at de tillægger medicinen afgørende virkning. Omvendt vil skuffelse over tilbagefald ofte medføre en lige så udokumenteret kritik.

Hvad der måske næsten er værst, er, at mange patienter i deres søgen efter en udfrielse begynder på det, der så smukt kaldes »selvmedicinering«, og som typisk dækker over et temmeligt massivt indtag af alkohol. Psykofarmaka skal altså have temmelig mange ubehagelige bivirkninger for at være lige så slemt som virkningen af en daglig flaske kirsebærvin.

På den baggrund virker et postulat om en mulig reduktion i forbruget med ni tiendedele meningsløst. Men mon ikke de allermest plagede patienter er lettest til fals for påstanden. I så fald er Gøtzsches synspunkter nok en tand værre end bare kværulerende.