Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Danske soldater i Estland igen – 100 år senere

Foto: Søren Bidstrup. Foto: Mads Claus Rasmussen
Læs mere
Fold sammen

De går ikke og keder sig deroppe i Tapa, de danske soldater, som er på post i Estland, selv om nogle af dem på forhånd ifølge Berlingske frygtede, at det ville blive et »skod-job« at skulle holde øvelser i en uendelighed i de våde estiske skove og sumpe. Det kan jeg hilse og sige efter at have besøgt dem på stedet.

Tapa er en lille by i det nordøstligste Estland, midt i det skovrige og sumpede terræn op mod grænsen til Rusland. Byen er vokset op omkring jernbaneknudepunktet i de forbindelser, der går østpå til Rusland og sydpå til Europa. Her var der for ca. 100 år siden et pansertog, som spillede en vigtig rolle i den frihedskamp, som den unge estiske stat måtte føre mod bolsjevikkerne fra det nyoprettede Sovjetunionen, der ønskede at indlemme de tre baltiske lande.

I den frihedskamp deltog godt 200 frivillige danske soldater i »Dansk-Baltisk Auxiliær Corps« ført af danske officerer under det danske statsflag, Dannebrog som splitflag, under det manende løsen: For Dannebrogs Ære! Og den danske enhed kom til at spille en vigtig rolle, da den nye estiske stats fremtid skulle sikres.

I dag, 100 år senere, er der igen danske soldater i Estland – og igen godt 200 – med den opgave at bidrage til at sikre Estlands selvstændighed. De er stationeret i Tapa.

Jeg besøgte dem i sidste uge. Jeg var inviteret til at fortælle soldaterne om historien­ bag det tætte forhold mellem Danmark og Estland og fik også lejlighed til at følge deres hverdag.

De danske soldater indgår i Natos eFP-styrke – enhanced Forward Presence – en kampgruppe på godt 1.000 mand (m/k) under britisk ledelse. Der er lignende kampgrupper i Letland, Litauen og Polen under canadisk, tysk og amerikansk kommando. I alt er der tale om en styrke på 4.000-5.000 mand fra en lang række Nato-lande, både store og små. Om det så er Luxembourg og Island, er de repræsenteret. Deres opgave er at demonstrere Nato-­solidaritet over for den russiske aggression i regionen. De fylder ganske vist ikke meget over for de russiske divisioner lige på den anden side af grænsen, men de udgør en slags »vejbump«, som – forhåbentlig – får Putin­ til at tænke sig om en ekstra gang, før han går over også denne grænse og dermed udfordrer et samlet Nato.

De udsendte Nato-styrker medbringer tungt udstyr, så de vil kunne bide fra sig, skulle det blive nødvendigt. Men hele ideen med deres tilstedeværelse er altså, at det ikke skal blive nødvendigt – bare de har den nødvendige styrke og motivation.

Efter Belingskes beretning om, at soldaterne frygtede at skulle ud på et »skodjob«, var det med en vis bekymring, jeg så frem til mødet med de udsendte. Jeg kan hilse og sige, at det var der ikke grund til. De soldater, jeg talte med, var udmærket klar over opgavens særlige karakter – og det var ikke mit indtryk, at de gik og kedede sig, men at de med fynd og klem sørgede for at holde sig i topform.

Estland har stillet særdeles fine faciliteter til rådighed i nye bygninger på den gamle, historiske base i Tapa, og danskerne har forstået at indrette sig.

Gennem årene har jeg besøgt danske soldater mange eksotiske steder langt fra hjemmet og er altid blevet slået af den særlige evne, danske soldater har for at indrette sig – og for at løse deres opgaver på en professionel, men afslappet måde, som skaber respekt. Belægningsstuerne er – ­ligesom soldaternes mundering – præget af en høj grad af individualitet, som ville have medført disciplinærstraffe i min soldatertid. Men jeg kan ikke skrive under på den bekymring, »gamle soldater« engang imellem ytrer om den moderne afslappede holdning i modsætning til den kæft-trit-og-retning stil, vi oplevede. Omgangstonen, munderingen, indkvarteringen – der er langt til forne tiders kadaverdisciplin, uden at det er gået ud over effektiviteten. Tvært imod.

Jeg var ude i skoven for at se soldaterne på øvelse. En estisk skov kan forekomme meget rå og øde i sammenligning med en dansk bøgeskov. Der var ingen at se, men pludselig begyndte skovbrynet at bevæge sig, og efterhånden dukkede en snes grinende soldater frem i fuld kampudrustning med mange individuelle træk. Om så det var støvlerne, var der næsten lige så mange slags, som der var soldater. Tonen var meget direkte – også over for befalingsmændene – men hver mand vidste præcis, hvad opgaven bestod i, det så man klart.

Det var godt at se for en gammel kold­kriger ...

Soldaternes vigtigste opgave er at gøre deres tilstedeværelse unødvendig. Det kan være vanskeligt at forstå, men det var tydeligt, at de ikke var sløvet hen.

Under Den Kolde Krig var Danmark en »frontlinjestat«. Det er vi ikke længere. Men truslen mod os er ikke blevet mindre. Derfor er opgaven i dag at demonstrere vores opbakning til den musketer-ed i Nato, som sikrede os i så mange år, ved at være til stede på den nye frontlinje.

Da Estland for nogle uger siden fejrede sin 100 års fødselsdag som selvstændig stat med en stor parade i hovedstaden Tallinn, deltog et dansk kontingent fra styrken i Tapa– med Dannebrog i styrke. Dem kan vi være stolte af.

Uffe Ellemann Jensen er fhv. udenrigsminister (V).