Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Danske saksespark i Rumænien

Ann Mariager: Dansk frivillighedskultur kan meget. For eksempel ændrede DBUs fodboldskole tilværelsen for et børnehjemsbarn ved navn Claudiu. Ann Mariager fortæller hans historie her.

Nede i det vestlige Rumænien, i byen Timi-soara, går en lokal knægt rundt og siger »saksespark«. Han siger selvfølgelig meget andet og overvejende på rumænsk, for ikke mange på de kanter ved, hvad saksespark betyder. Eller »sidde i krydset« og »brænde en direktør«, for den sags skyld. Men det gør 18-årige Claudiu. Og det skyldes naturligvis fodbold, og i høj grad hans møde med dansk fodbold. Det skyldes også det frivillige Danmark, som kongehuset fejrede ved et haveselskab forleden.

Uden dansk fodbold og frivillige danskere ville Claudius start på livet være blevet meget trist.

Vi skal 20 år tilbage. Det var det år, Danmark slog tyskerne og blev europamestre i fodbold, en mindeværdig begivenhed, som jo så desværre ikke blev gentaget i år. Men for 20 år siden var der også andre ting, der optog medierne. Reportager i aviser og TV fra rumænske børnehjem viste fattige, forældreløse børn, der levede en kummerlig tilværelse. Mange sad ensomt og rokkede i snavset nattøj dagen lang, suttede på tommelfingre, krøb sammen i en krog. Det var resultatet af diktator Nicolae Ceaucescus forfejlede familiepolitik: Jo flere børn desto bedre! Indtil 1989, da oprøret imod hans regime tog form netop i Timisoara, havde han kørt landet i sænk. Borgerne havde ikke råd til at brødføde deres mange børn og måtte smerteligt aflevere dem i offentlig varetægt. Børnehjem på elendige budgetter blev overbefolkede.

Herhjemme havde Mødrehjælpen i et par år engageret sig i de rumænske børnehjem. Hanne Reintoft, som var leder af Mødrehjælpen dengang, var i vinteren 1990 rejst med Dansk Røde Kors til Rumænien for at få et indtryk af, hvor slemt det stod til på de overfyldte børnehjem. Efter bl.a. et besøg i Lugoj, en provinsby på ca. 50.000 indbyggere, og pigehjemmet St. Vasile, skrev hun i den danske dagspresse og spurgte, om der ikke fandtes danske familier, som havde overskud til at vise disse børn lidt opmærksomhed. Sende dem breve, pakker, besøge dem - eventuelt tage dem på ferie i Danmark. Mødrehjælpen ville gerne koordinere arbejdet.

Responsen fra det frivillige Danmark var overvældende. Flere hundrede familier henvendte sig, og i sommeren 1991 kom det første hold rumænske børnehjemsbørn på ferie hos familier over hele Danmark. Det blev til flere hundrede børn, og opgaven blev hurtigt for stor for Mødrehjælpen. I juni 1992 blev landsforeningen Rumæniensprojektet af 1992 stiftet blandt de engagerede familier over hele landet. Indsatsen koncentrerede sig omkring børnehjemmene i Lugoj og omegn, og børnene kom herop på familieferie eller sommerlejr. Nogen kom også op til jul.

Det var sådan en engageret familie, jeg løb ind i hos fælles venner. Den danske feriemor til en dreng på et børnehjem i Lugoj fortalte om Rumæniensprojektet og om behovet for at give disse børn lidt håb, omsorg og farve i kinderne. Og sådan kom vores Claudiu på ferie i Danmark første gang i sommeren 2000. Han var seks år og genert, havde brune skygger af caries i sine små mælketænder og sagde ikke et ord. Ikke før, vi kørte langs Amager Strandvej: »Ah, mare,« sagde han, da han så Øresund, »Åh, havet«.

Da han blev syv år, meldte vi Claudiu til DBUs sommer-fodboldskole. Fem dage på grønsværen med børn, der havde dansk som modersmål. Vi var noget nervøse, hvordan skulle det gå? Kunne han tale med de andre? Et børnehjemsbarn, der var vant til en hård tone? Vi advarede trænerne om, at drengen mestrede et sparsomt dansk, som bestod af ordene ’fiskefrikadelle’, ’Guldkorn’ og ’god hund’. Og så stillede vi os ellers op på sidelinjen og holdt øje, skulder ved skulder med ambitiøse, danske fodboldforældre.

Børnene tog den fremmedsprogede dreng ret cool, og hver dag vendte han hjem med nye udtryk: »Hvad har du gang i?«, »spil mig, spil mig« og »hvasså dér?«

Før Rumæniens indtræden i EU besluttede regeringen, at der skulle ryddes op i børnehjemmene. Børn under ti år skulle flyttes i familiepleje, et program, der skulle vise sig meget mangelfuldt. Kurserne, familierne skulle tage, blev jasket igennem, og mange familier var aldeles uegnede til at have plejebørn. Sådan en uegnet familie havnede Claudiu hos. I sommeren 2006 kom han herop, tynd og besynderligt muskuløs for en 12 års dreng. Med et barns loyalitet over for dem, der sætter mad på bordet, sagde han intet. Ugerne gik. En dag berettede han så, at plejefamilien nu kørte ham i stilling som hele husets altmuligmand. Han havde syv timers hårdt arbejde hver dag efter skole og faldt i søvn, før han nåede at lave lektier. Han fodrede høns, mugede ud hos grisene, gik på indkøb og to timer hver dag huggede han brænde. Det var for meget. Han havde lovet det andet plejebarn i familien, at han nok skulle få dem væk.

Ved Rumæniensprojektets af 1992’s hjælp fik vi gjort de lokale børnemyndigheder opmærksom på, hvad der foregik i Claudius’ plejefamilie. »Det kan I godt glemme, der sker ikke en lyd, det rumænske bureaukrati er tungt,« sagde en bekendt. Men Rumæniensprojektets formand bragte Claudius’ sag op på et møde. Tre måneder senere havde og hans plejesøster nye plejefamilier. Den familie, de havde boet hos i fire år, blev erklæret uegnet til at have børn i pleje. Og vi fik sat en krone på den fortand, plejefaderen havde ødelagt på Claudiu, fordi han ikke kunne 7-tabellen.

Den 10. juli kommer børnene hertil igen. Nu er der ikke nær så mange som før, selv om tiderne strænges i Rumænien. De store børn er under uddannelse og kan ikke tilpasse afrejsen med de busser, Rumæniensprojektet sender af sted. Nogen rejser for sig selv, finder billige flybilletter på nettet.

Claudiu kommer op med den gode, gamle bus. Han er blevet for gammel til at gå på fodboldskole, men han fortsatte hver sommer, til han nåede aldersgrænsen. Nu underviser han. Bl.a. børn i Poli Timisoara, den store, lokale klub i hans hjemby, hvor han også selv træner to-tre gange om ugen og er en dygtig målmand.

Her i Danmark har han papir på, at han er trænerassistent, når DBUs fodboldskole begynder i næste måned. Speciale: Saksespark. Han vil allerhelst være fodbolddommer og har netop søgt ind på et sportsgymnasium i Timisoara.