Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Danske jordbær i fremmede fingre

Hans Henrik Holm: »Skaf en god case« siger redaktøren til journalisten, der foreslår at skrive en historie om udenlandske jordbærplukkere. Journalisten har fundet ud af, at der er »mange« østeuropæiske arbejdere på danske jordbærmarker. De arbejder hårdt hen over sommeren og tjener gode penge, de kan tage med sig hjem til Rumænien. Men for at få gennemslag for historien skal journalisten ud og finde nogle rumænere, der vil stille op til interview og fotografering. Det bliver deres historie, der kommer i medierne dagen efter. De bliver brugt til at illustrere, hvorfor der er så mange østeuropæiske jordbærplukkere i stedet for danske arbejdsløse.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Specielt på TV, men også i den skrevne presse, er personeksempler nødvendige for at få historien bragt. Ingen konkrete eksempler - ingen historie.

En gruppe amerikanske forskere under ledelse af Mary Beth Oliver har sat sig for at undersøge, om redaktøren har ret. Er det mere effektivt at fortælle gennem personer? Og hvilken effekt har det, at man bruger enkeltpersoner til at formidle historien.

Det er værd at undersøge, for mange mediekritikere er skeptiske over for de mange enkelteksempler. Historiens fokus bliver den enkelte jordbærplukker og hendes bevæggrunde for at tage til Danmark. Om det er repræsentativt for de fleste jordbærplukkere, ved vi ikke, men enkeltpersoners case-historier driver politiske dagsordner. Eksempler på patienter, der har lidt, mens de har stået på venteliste, har drevet politiske dagsordner om ventelistegarantier for bestemte sygdomme. Mange læger har ment, at det var en falsk skævvridning af hospitalernes ressource­anvendelse og til større skade for flere patienter end til hjælp for dem på ventelisterne.

De amerikanske forskere lod 399 personer læse en af flere forskellige versioner af den samme historie. Historierne var om sundhedssektoren og handlede om ældre og udsatte grupper. Nogle af historierne startede med fakta om, hvor mange problemer en bestemt gruppe havde. Andre startede med en personhistorie om »Alex Martinez« og hans vanskeligheder med at klæde sig selv på efter at have mistet to af sine fingre ved en arbejdsulykke. Der var ingen hjælp at hente, og han og familien var ulykkelige.

Ikke overraskende viste forskningen, at personhistorierne havde langt stærkere gennemslag blandt læserne end tørre tal og facts. Ikke alene forstod folk historien bedre, men der var en stærkere identifikation og sympati, når der var en person i historien.

Redaktøren har med andre ord forskningen bag sig i sit krav om eksempler. Men for meget af en god ting kan være en dårlig ting. Hvis alle historier i medierne fortælles på den måde, mister de værdi og troværdighed. Sympatien for den enkelte bliver afløst af sympatitræthed. Et fænomen vi kender fra historien om sultende børn i Afrika. Et konkret barn, der sulter, er en stærk historie. Mange historier om børn, der sulter, skaber opgivenhed.

Personhistorier bør være baseret på solid analyse og illustrere et vigtigt problem - ellers bliver det enkelteksempler, der skævvrider den offentlige debat. Vi husker den rumænske jordbærplukker. Var der slet ingen danskere, der plukkede jordbær den sommer?