Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Mine undersøgelser har sat vores hjemlige værdidebat i perspektiv på to punkter. Jeg bemærker, at ordet »multikulturel« i de seneste ti år er gledet ud af officielt sprogbrug. Og det til trods for, at staten siden 1988 har haft en »Lov om Multikulturalisme«. Det er Kulturarvsministeriet, som har ansvar for lovens implementering. Men skønt jeg har været på kryds og tværs af ministeriets hjemmeside, har jeg ikke været i stand til at finde ordet »multikulturel«. I stedet fandt jeg en enkel - positiv - brug af udtrykket »kulturel mangfoldighed«.
Da jeg læste den nye danske regerings regeringsgrundlag igennem herovre, bemærkede jeg, at det samme gør sig gældende her. Multikulturalisme er yt. Respekt for kulturel mangfoldighed er in. Gør det en forskel? Ja, det gør. For det første fordi det betyder, at det ikke er en stats opgave at ligestille alle kulturer i et samfund. I stedet skal den sørge for, at alle borgere stilles lige i samfundet uanset deres kulturelle baggrund og anderledes identitet. For det andet betyder det, at en stat godt kan støtte det nationale flertals kultur, f.eks. gennem sin kultur- og uddannelsespolitik, uden at det skal betragtes som en »udelukkelse« af borgere med anden kulturel baggrund. Så længe det vel at mærke sker med behørigt hensyn over for mindretallene og i erkendelse af, at selv en flertalskultur i virkeligheden er en mangfoldig størrelse og det nye udtryk »monokultur« derfor en fiktion.
Jeg har bidt mærke i en passage på det canadiske kulturarvsministeriums hjemmeside, som lyder: »Den canadiske regering opmuntrer de (etniske og religiøse) grupper til at deltage fuldt og helt i samfundslivet ved at styrke deres økonomiske, sociale og kulturelle integration«. Hvor det tidligere handlede om at bevare indvandrerkulturer, drejer det sig altså nu om at blive kulturelt integreret. Og det er vel at mærke en integration, som indvandrerne og deres efterkommere selv er hovedansvarlige for. Også denne holdning burde vi kunne dele. Kulturel integration er ikke det samme som kulturel assimilation - dvs. at lægge sin egen kultur bag sig. Kulturel integration betyder derimod at blive fortrolig med flertallets kultur og livsform for derved at kunne fungere på lige fod med andre og undgå at leve på kanten af samfundet. Derfor hører kulturel integration sammen med økonomisk og social integration.