Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Dansk TV-kreativitet – en eksportsucces er i fare

Foto: Nils Meilvang

Lørdag aften i den bedste sendetid: I studiet kan man høre en knappenål falde til jorden, mens 12-årige Al-Fadl synger sig gennem en arie af Händel. Næsten 500.000 danskere sidder foran TV-skærmene og følger »Vidunderbørn« på DR1, som kombinerer klassisk musik og talentshow.

Programet er udviklet af Nordisk Film TV og bare ét eksempel på, hvad der gør dansk TV unikt: Blandingen af det brede og det smalle, det kloge og det sjove. Men fremfor alt: En god idé OG en kanal, der tør tage chancen.

»Badehotellet«, »Go’ morgen Danmark« og »Onkel Reje« er andre programmer, som er udviklet af private, danske producenter og ligesom »Vidunderbørn« vises på en public service-station. Men det er ikke givet, at vi i fremtiden har fjernsyn af så høj kvalitet. Blå bloks planer om at beskære DR og sælge TV 2 truer med at kvæle den kreative danske TV-branche.

I Danmark er vi 75 TV-produktionsselskaber, der i virkeligheden er lige så stor en succes som filmbranchen: Udover »Vidunderbørn i Vietnam«, samler »Alle mod 1« familier i Norge og Finland til dyst på populærvidenskab. I Holland diskuterer de omsorgssvigt af børn efter en lokal udgave af »De Brændte Børn«. Og i 23 lande er man begyndt at tale om parforhold på grund af »Gift ved Første Blik«. Programmer udviklet af danske produktionsselskaber.

Men det koster knapper at udvikle nye TV-formater. Nordisk Film TV brugte f.eks. flere millioner på at udvikle app’en til »Alle Mod 1«. Penge, som vi først nu er ved at tjene ind, fordi konceptet er solgt i andre lande.

I Danmark oplever vi stort mod til at eksperimentere, fordi TV-stationerne har et større finansielt sikkerhedsnet. Det giver mere plads til kreative pletskud, når der også er plads til fejlslag.

Nu vil politikere skære en fjerdedel af DRs budget og lade TV 2 klare sig uden staten. Et øksehug, der får TV-producenterne til at frygte, at risikovillighed og ambitioner vil lide en krank skæbne.

Sælges TV 2, risikerer vi, at vi kun kan afsætte public service-programmer til DR – og endda måske i meget mindre omfang end i dag. Konkurrencesituationen vil blive skruet tilbage til monopoltiden før 1988, blot med en voksende flodbølge af amerikansk produceret indhold.

Hvor galt det kan gå, så jeg med egne øjne, da jeg var i New Zealand for 15 år siden. Kun et par år forinden havde politikerne privatiseret TVNZ, en lokal pendant til DR. Efter kort tid blev skærmene oversvømmet med amerikanske serier og underholdningsprogrammer. Det, der var rentabelt for stationen.

Politikerne indså fejltagelsen og indførte public service-puljer og andre tiltag, men new zealænderne har aldrig fået stationen tilbage og kæmper i dag stadig med, at public service-udbuddet i er spredt tyndt ud på forskellige udbydere. »Don’t go there,« advarer eksperterne.

Lad være med at sælge TV 2

Så galt må det ikke gå i Danmark. Men det kan desværre blive til virkelighed, før vi aner, hvis politikerne ikke snart løfter blikket og beskæftiger sig med det væsentligste spørgsmål: Hvordan sikrer vi, at der fortsat er penge i at udvikle og producere originalt, dansk indhold også om ti år?

Det seneste år har direktørlønninger, hestetransport og værdipolitiske korstog forplumret debatten. Politikerne burde i stedet tale om at Facebook, Google og Youtube har sat sig tungt på markedet for indhold – uden at betale for det. Firmaer, der intet investerer i dansk indhold, og som ikke betaler skat i Danmark. Netflix og HBO har også til gode at vise, at de i stor stil vil købe danske programmer.

En rapport fra Kulturstyrelsen stillede for nylig spørgsmålet, om det i virkeligheden ER for sent? Om det kan lade sig gøre at tage kampen op med Facebook og Google, fordi de allerede sidder på så stor en del af værdikæden.

Så derfor: Kære politikere, lad være med at sælge TV 2 til højestbydende og sørg for danskernes skyld også for, at DR stadig har pondus og villighed til at risikere at investere i det gode, danske indhold.

Der er masser af muligheder for at skabe større konkurrence og dermed billigere TV og licens: Flere af DRs programmer kan lægges i udbud – i produktionsbranchen er vi overbevist om, at vi kan producere mere effektivt og dermed skabe sund konkurrence på kreativitet og priser.

På det digitale område har begge public service-stationer store, interne afdelinger, der producerer indhold til net og sociale medier, selv om f.eks. TV 2 bygger på et princip om, at alt andet end nyheder skal produceres eksternt. Også her er der mulighed for at lægge en større del ud til markedet.

Vi i produktionsbranchen vil i hvert fald tage kampen op. Men det kræver, at vi står sammen – politikere, medier og producenter. Danmark et for lille et land til, at vi kan stå i hver vores verdenshjørne og diskutere kæpheste og kommaer. Lad os blive enige om visionen: At sikre stærkt dansk originalindhold til alle danskere – også i fremtiden.

Lau Rabjerg-Eriksen er adm. direktør, Nordisk Film TV.