Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Dansk politik minder mig om et afsnit af Luksusfælden

Det er oftest lettere at bruge penge end at tjene dem. Men skal vi som samfund undgå luksusfælden, er det – også i en valgkamp – vigtigt at have fokus på det sidste.

»Der er i dag ingen kommuner, der har mulighed for at opfylde efterspørgslen på de mange velfærdsydelser,« skriver Lyngby-Taarbæks konservative borgmester Sofia Osmani. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

Som borgmester – og borger – kan det lyde besnærende, når flere af Folketingets partier i valgkampens hede lover flere penge til både børn og ældre. For der er ingen tvivl om, at hverdagen er presset i landets kommuner.

Alligevel er det ikke med udelt begejstring, at jeg følger de mange valgløfter. For der skal ikke meget hovedregning til for at konstatere, at de forventninger, valgløfterne skaber, langt overstiger, hvad vi som kommuner kan levere. Den erkendelse er jeg ikke ene om. Men den løsning, der kommer på bordet fra flere sider, bør få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver borger i hovedstaden. For svaret synes for flere at være »øget udligning«.

At en udligningsreform kan ændre misforholdet mellem kommunernes økonomi og løfterne om bedre service er imidlertid en illusion. Øget udligning i den ønskede form er i bedste fald et nulsumsspil. Flyttes der yderligere penge fra hovedstaden til resten af landet, vil det ganske vist blive lettere for de mange modtagerkommuner at opfylde borgernes ønsker – men det vil blive tilsvarende vanskeligere for de kommuner, der skal betale for festen.

Sofia Osmani Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofia Osmani Taarbæk Kommune.

Der er i dag ingen kommuner, der har mulighed for at opfylde efterspørgslen på de mange velfærdsydelser. Naturligvis er der mindre udsving på forskellige områder fra kommune til kommune – men helt grundlæggende presses alle kommunerne af befolkningsudviklingen og stigende udgifter, for eksempel til det specialiserede område. Øget omfordeling hjælper ikke på det problem.

Derfor er det også skræmmende, at fokus i folketingsvalgkampen synes at være næsten blottet for løfter og ambitioner om at skabe vækst. Når Venstre og Socialdemokratiet kappes om at udstede dyre løfter og garantier, står jeg tilbage med et helt andet ønske: at øge væksten og dermed skabe mere rum til velfærd for alle.

Fremfor alene at se øget udligning som en mulighed for bedre service i nogle kommuner – på bekostning af andre – burde udligningen også blive brugt til at belønne kommunerne for at skabe vækst. For hvorfor skulle en kommune som Lyngby-Taarbæk fremme erhvervsudviklingen, hvis takken for at acceptere indhug i grønne områder og øget trafik på vejene er en endnu større udligningsregning fremfor en gevinst? Hvis den værditilvækst, der skabes, omsættes til højere boligskatter for den enkelte og ringere offentlig service, som følge af øget udligning for kommunen?

De mange løfter om flere penge kan lyde tillokkende – men uden en plan for at øge incitamentet til at skabe vækst, er det en farlig vej at gå.

Jeg sidder til tider tilbage med følelsen af at se et afsnit af Luksusfælden – programmet, hvor borgere har gældsat sig op over skorstenen, fordi de grundlæggende ikke har forstået, hvad der burde være oplagt for enhver – at man ikke kan bruge flere penge, end man tjener – og at naboen næppe har lyst til at finansiere ens overforbrug.

Det samme princip gælder selvfølgelig for staten. Derfor skal fokus ikke kun være på at bruge (andres) penge, men også på at tjene dem. Og derfor er jeg glad for, at jeg som konservativ repræsenterer et parti, der har forstået to vigtige ting:

For det første, at det er ikke forbrug, men vækst, der skaber velfærd. Og for det andet, at kommunerne omkring København ikke er en utømmelig kilde til øget service i resten af landet.