Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Dansk litteratur er som en grænsebom

»Nationalsprog er på én gang et bånd, der binder danskerne sammen, og en barriere, der holder de andre ude. Dansk litteratur er et Dannevirke mod syd. Hvis man vil afskaffe grænser, skal man blot afskaffe nationalsproget.«

04DEBHANSHAUGE-115034.jpg
Læs mere
Fold sammen

Danske forfattere bidrager til at opretholde, bevare og styrke den danske grænse, og de er med til at skabe danskhed. På denne måde er der en overraskende strukturel lighed mellem danske forfattere og Dansk Folkeparti.

Danske forfattere har ikke altid ydet dette bidrag. Holberg skrev på latin, når det skulle være alvorligt. Oehlenschläger skrev også på tysk. Først efter nationalismen skrev forfattere helst på dansk. Det gør danske forfattere endnu. Nationalsprog er på én gang et bånd, der binder danskerne sammen, og en barriere, der holder de andre ude. Dansk litteratur er et Dannevirke mod syd. Hvis man vil afskaffe grænser, skal man blot afskaffe nationalsproget.

Når danske forfattere er med til at styrke grænsen, er det paradoksalt, for flertallet af dem vil nok betragte nationalisme som en forbrydelse. De tager afstand fra nationalismen samtidig med, at de styrker og dyrker nationalsproget, dvs. den dialekt der af nationalismen blev ophævet til nationalsprog eller modersmål. Og det bliver ikke mindre nationalt og mere globalt, når f.eks. Peder Frederik Jensen fra sin trygge, danske lejlighed på det hyggelige Vesterbro vil skrive »verdensvendt litteratur« og være med i en »global virkelighed«. Han har nemlig været ude at rejse, vist til Cameroon. Men Jensen er skuffet, for ingen gider læse den slags litteratur. »Og da slet ikke hvis det handler om Afrika.« Det er Jensen »pissetræt« af.

For det første er der ikke ret mange, der i det hele taget læser dansk litteratur. For det andet har danskerne før i tiden med stor interesse læst litteratur om »Afrika«. Tænk på Karen Blixen. Thorkild Hansen, Kirsten Thorup eller Jakob Ejersbo. Uffe Harder var en stor formidler af afrikansk lyrik. Masser af afrikanske forfattere er oversat til dansk. Der har været undervist i »afrikansk« litteratur siden 1960erne. Det er usandt, hvad P.F. Jensen påstår om den manglende interesse.

Det er også så som så med Jensens egne litterære inspirationskilder. Her holder han sig til en fashionabel trotskistisk forfatter som Roberto Bolaño, som han husker at kalde chilensk. Her er det nationale åbenbart vigtigt. Hvor er inspirationen fra forfattere fra det Commonwealth-land, Cameroon, som P.F. Jensen har været på ferie i?

 

Det er ikke, hvad litteratur handler om, der er afgørende. Det er sproget. Der kan skrives nok så meget om Afrika, men når det skrives på dansk, er det dansk. Dansk litteratur støttes af Statens Kunstfond. Ikke fordi den har kvalitet, men fordi den er dansk. Danske forfattere kunne jo vælge at skrive på engelsk. De fleste popmusikere og mange firmaer er allerede gået over til at skrive på engelsk. Hvorfor opretholde en dansk litteratur, når der er globalisering? Måske af æstetiske grunde. Æstetikkens funktion er at bevare noget, der ikke længere har en funktion. Vi bevarer domkirker, gamle stenøkser, og damplokomotiver, der ikke skal bruges. Vi kan antage, at man – dvs. forfattere og politikere – bevarer dansk litteratur af lignende sentimentale grunde, fordi den ikke har nogen funktion længere. Eller også har den en funktion: At styrke grænsen.