Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Dansk jul uden venner

Forleden kårede Berlingske fodboldspilleren Nadia Nadim til Årets Dansker 2017. Fuldt fortjent. Men tænk lige, om det vil ske i fremtiden. At et afghansk flygtningebarn kan ende med at blive årets dansker.

Sidste uge ankom Dansk Folkeparti til forhandlingerne om den igangværende finanslov og skattepakke. Partiet har for at støtte regeringen stillet fire krav. Et opgør med dansk asylpolitik, kalder DF det. Et opgør hvor:

  • Flygtninge uden permanent ophold skal bo på statslige flygtningecentre.
  • De skal ikke have danskundervisning.
  • De skal som hovedregel ikke arbejde eller modtage uddannelse
  • Deres børn skal ikke længere undervises i folkeskolen.

Nadia Nadim ville aldrig have haft en chance i dag. Aldrig fået en chance for at blive en del af Danmark. At blive dansker. At blive et forbillede. Det er skræmmende. Skræmmende at vi gør det sværere og sværere at integrere sig i Danmark, endda på et tidspunkt, hvor vi har brug for den arbejdskraft, flygtninge også er – og hvor det endda ifølge Børsens leder forleden går den rigtige vej med at få flygtninge i arbejde.

Vi straffer, men vi bliver også straffet for vores beslutninger. Danmark ville så frygtelig gerne have haft det ledige Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) , men ikke have 500 kvoteflygtninge årligt. Måske er der en sammenhæng mellem, at vi ikke fik nogle af delene. Det sidste bestemte vores folkevalgte og regeringen. Det første afgjorde EUs folkevalgte. Det til trods, for at vi havde alle forudsætninger for at have fået det indbringende og prestigefyldte medicinalagentur. En stærk medicinalindustri og forskning, god logistik og infrastruktur – og et godt tilbud som de siger i Jysk – gratis husleje og supergod beliggenhed.

Måske husker de i EU – måske husker vores »venner« smykkelovs-sagen for to år siden, der skabte overskrifter på lederplads i bl.a. The Times og dårlige overskrifter om Danmark. Måske hænger den tegning af Danmark og Lars Løkke i naziuniform ved.

Uretfærdigt eller ej – så er der med integrationsminister Inger Støjbergs lagkagefejring af udlændingestramninger, de højtuddannede udlændinges problemer med at kunne arbejde i Danmark uden at få en retssag på halsen samt et nej til kvoteflygtninge som bare en del af pakken skabt et billede af Danmark, som ikke står forrest i køen, når der deles gaver ud.

Der er ikke langt fra næstekærlighed til at få kærligheden at føle. Det fik vi at mærke, også af svenskerne. Til vores store overraskelse stemte Sverige ikke for Danmark. Sverige, vores broderland, som vi til enhver tid gennem de sidste år har hånliggjort ved enhver lejlighed for deres tanker om ligestilling mellem kønnene. Og selvom det næppe var faldet i smag hos TV-serien Rigets svenske overlæge Stig Helmer at gøre Gud mere kønsneutral, så forstår jeg ham, når han råber sine frustrationer over Danmark ud fra Rigshospitalets tag. Vi er ved at blive et land, der står alene.

Jon Stephensen er teaterdirektør på Aveny-T.