Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Dansk forskning bliver isoleret

Når forskningsniveauet er faldet, mister vi dygtige forskere til udlandet, og vi vil deltage i stadigt færre internationale projekter.

»Der vil være færre internationale forskere på alle niveauer, som kommer til Danmark, og der vil være topforskere, som forlader Danmark.« Modelfoto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Regeringens forslag om drastiske nedskæringer i budgettet til forskning og uddannelse har ført til stor bekymring fra mange sider såsom universiteterne og industrien.

Argumentet for bekymringen er ret simpelt: I Danmark vil vi ikke kunne konkurrere på verdensmarkedet med landbrugsprodukter eller billig arbejdskraft. Vores produkter skal være innovative og på kanten af det teknisk mulige. Vi skal udvikle nye ideer før alle andre gør det, og konkurrencen er hård.

Derfor skal vi være frontløbere i videnskab, og vi skal uddanne de bedste forskere ved at lade dem arbejde med de mest udfordrende videnskabelige problemstillinger.

Jeg vil gerne tilføje en bekymring fra en lidt anden retning, der udspringer af min baggrund som udenlandsk (tysk) forsker, og som er kommet til Danmark for næsten 18 år siden: De drastiske nedskæringer vil isolere den danske forskning internationalt.

Der vil være færre internationale forskere på alle niveauer, som kommer til Danmark, der vil være topforskere, som forlader Danmark, og danske forskningsgrupper vil have svært ved at være med i internationale projekter.

Er det overhovedet vigtigt at være internationalt orienteret i forskning? Kan vi ikke bare nøjes med de talenter, vi har i Danmark, og drive forskningsprojekterne lokalt? Hvorfor ikke opretholde den internationale kontakt blot gennem videnskabelige artikler og konferencer?

Der er flere grunde til, at det ikke er nok.

Udenlandske studerende og forskere løfter uddannelses- og forskningsniveauet i Danmark markant. Grunden er ikke, at folk i udlandet er flittigere eller dygtigere end her i landet. Det er simpel statistik: Hvis vi kan vælge mellem de bedste studerende og forskere i hele verden, lad os sige fra de bedste ti procent, har vi adgang til en meget større gruppe af personer, end hvis vi begrænser os til danske forskere.

Ved at tiltrække de rigtige kandidater fra hele verden kan vi tilføje nogle meget dygtige personer til de danske forskningsmiljøer. Og der skal ikke mange dygtige og dynamiske personer til, for at løfte en hel gruppe (desværre gælder det omvendte også, der skal ikke forsvinde mange dygtige og visionære forskere for at tørlægge et helt område). Vi er ikke de eneste, som tænker på denne måde. Det gør også de store lande, som f.eks. USA.

Udover den taktiske overvejelse om, hvordan vi kan løfte niveauet, er der et strategisk aspekt: Mange udenlandske studerende og forskere vil ikke blive i Danmark på lang sigt, men derimod vende tilbage til f.eks. deres hjemland efter nogle år.

Jeg vil tro, at de allerfleste af dem vil have positive minder om deres tid i Danmark.

De vil beholde deres netværk her og forblive »Danmarks venner«. Det vil vi få gavn af om mange år, når de udenlandske studerende fra i dag er nået langt i deres karriere og træffer vigtige beslutninger i deres respektive landes politik og erhverv.

Et lavere forskningsniveau i Danmark vil også føre til andre negative effekter. For eksempel vil det blive svært at være med i internationale forskningsprojekter.

Man kan forestille sig dannelsen af et projektkonsortium som en stor handel: Hvis man vil være med, skal man kunne bidrage med noget, som de andre partnere ikke har, såsom forskningsinfrastruktur eller ekspertise. Som eksempel har vi i Aarhus den danske synktrotronstrålingskilde ASTRID2, der er en meget avanceret lyskilde baseret på en partikelaccelerator. Den giver os muligheder for at bidrage til mange internationale projekter enten ved at kunne tilbyde brugen af selve ASTRID2 eller ved vores ekspertise inden for konstruktion og drift af store acceleratorer.

Sådan et bidrag er adgangsnøglen til store internationale projekter, som så giver muligheden for videnskabelig udveksling og for at søge europæiske forskningsmidler.

 

Det er slutteligt et stort problem, at de nævnte negative effekter er selvforstærkende: Når forskningsniveauet er faldet, mister vi dygtige forskere til udlandet, og vi vil deltage i stadigt færre internationale projekter. Når først denne selvforstærkende proces er sat i gang, er det en lang og hård proces at få rettet op på forskningens niveau igen.

Jeg vil derfor kraftigt opfordre til, at regering og folketing trækker de foreslåede besparelser på forskningen tilbage og dermed bevarer grundlaget for Danmarks fremragende forskningsmiljø.