Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Dannelse til fremtiden – ikke til fortiden

Foto: Jens Nørgaard Larsen

Uddannelsesminister Søren Pind (V) vil have mere dannelse ind på de videregående uddannelser. Hvad der konkret gemmer sig bag dette ønske, er lidt uklart, men i et interview med Berlingske (2.2.17) nævner han en relancering af det for længst hedengangne filosofikum, dog i en version 2.0.

Ministeren nævner også, at faget skal handle om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra, ligesom han har overvejelser om, at man ikke skal kunne starte på sit studium, før man har bestået filosofikum.

Ministerens ambition er i virkeligheden god. Uddannelse er meget mere end forberedelse til et job og ikke mindst i en tid, hvor populismen vinder frem, er uddannelse og dannelse måske de stærkeste værn, vi har. Det skal vi være opmærksomme på, og derfor er den diskussion, Søren Pind rejser, mere end velkommen.

Men samtidig er der grund til at skærpe opmærksomheden og den kritiske sans. Vi får ikke nødvendigvis mindre populisme og større sammenhængskraft ved blot at pege på mere dannelse og genoplive filosofikum. Diskussionen skal bredes ud, og den er nødt til at blive mere konkret.

Radikale Venstre (og for den sags skyld også ministerens parti, Venstre) kan spore sine rødder tilbage til den kamp om dannelsen, som foregik sidst i 1800-tallet. Her blev den nationalliberale dannelse sat på porten, fordi den var elitær, havde et nationalistisk fokus og i øvrigt slet ikke knyttede sig til den livssituation, som ganske almindelige mennesker befandt sig i. Den form for dannelse er der ingen grund til at vende tilbage til.

I stedet må diskussionen handle om, hvad dannelse er i det 21. århundrede. Kan man f.eks. overhovedet forestille sig, at vi taler om dannelse uden at medtage, at vi lever i et samfund præget af informationsteknologi, robotter og kunstig intelligens? Hvad med det centrale forhold, at Danmark i dag kun kan forstås som en del af en større verden, som vi er forbundet til på alle mulige måder? Og hvordan får vi i det hele taget styrket samfundsengagementet og det skrøbelige demokrati gennem uddannelse og dannelse?

Søren Pind tager ikke fejl, når han siger, at man skal kende sig selv og sin historie. Selvfølgelig.

Men det er ikke nok.

For mig og Radikale Venstre skal politik handle om levende mennesker og om fremtidige generationer.  Og derfor er frisættelse og muligheden for – og viljen til! – at forme fremtiden også i høj grad et anliggende for dannelsen. Det kræver andet og mere end at kende sig selv og sin fortid.

Det kræver udsyn, ambitioner, nysgerrighed over for omverdenen, kritisk sans, glæde ved det, der udfordrer, glæde ved det, der rører. Konkret betyder det, at man skal turde sætte spørgsmålstegn ved det bestående og udfordre normer, autoriteter og traditioner, hvis de ikke længere tjener til levende menneskers bedste. Vi skal bevare og forandre for de levendes skyld, ikke for de dødes.

Den dannelsesforståelse er også hentet i historien, men den peger evigt fremad. Den er jo resultatet af en århundredelang friheds-og frigørelseskamp. I 1536 imod pavestatens totalitarisme, i 1788 imod stavnsbåndets slavelænker, i 1848 imod enevældens tyranni, i 1915 imod umyndiggørelsen af kvinderne og i 1968 af de studerende, i 1997 imod retten til vold mod børn og senest i 2012 imod diskriminationen af homoseksuelle.

En ting er imidlertid diskussionen, noget andet er, hvordan den skal udmøntes ude på uddannelserne. At ville indføre et obligatorisk filosofikum uden at forlænge uddannelserne er en stor ændring. Måske ser det nemt ud fra ministerens kontor, men institutionerne efterlades med den utaknemmelige opgave at skære noget andet væk. Og de skal i det hele taget sørge for, at det ministerielt definerede filosofikum er ordentligt integreret i hver enkelt uddannelse.

Det bliver ikke nemt.

Og derfor burde ministeren overveje, om ikke han skal træde et skridt tilbage og overlade det til institutionerne at tage vare på dannelsen. Om faget skal ligge først i forløbet eller i midten, om der overhovedet skal være et selvstændigt fag, hvad der præcist skal undervises i, og om eksamen skal være mundtlig eller skriftlig, bør ministeren trygt overlade til andre.

Detailstyring af det faglige indhold er ikke vejen frem. Som politikere kan vi opstille mål og brede rammer. Men det er ude på institutionerne, at eksperterne findes, og derfor er det også her, man skal bestemme, hvordan dannelsesopgaven bedst varetages.

Søren Pind skal have ros for at genstarte uddannelsesdebatten og sætte fokus på et vigtigt emne. Og selvom vi nok ikke bliver enige om det hele, glæder jeg og Radikale Venstre os til at være med. For at styrke uddannelse og dannelse til gavn for det enkelte menneske og de større fællesskaber er om noget en radikal mærkesag.

Sofie Carsten Nielsen er MF og uddannelsesordfører, Radikale Venstre