Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Dannelse – rituelle beklagelser?

Det ville være nyt, hvis man insisterede på, at dannelse ikke blot skal erstattes af styring.

Undervisningsminister Merete Riisager har indkaldt til det årlige Sorø-møde, hvor begrebet dannelse er på dagsordenen. Arivfoto: Ida Guldbæk Arentsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Som samtlige undervisningsministre siden 1984 indbyder Merete Riisager (LA) i morgen til det traditionsrige Sorø-møde. Det er for en undervisningsminister en perspektivrig mulighed for en levende samtale mellem aktører i en verden, der – udover penge og frihed – insisterer på dialog og begrundelse.

Riisager har i år klogeligt valgt dannelse som tema. For det første taler alle i dansk uddannelse om dannelse – meget mere end man gjorde for ti og 20 år siden. Fra universitet til dagtilbud, fra gymnasium til produk­tionsskole, fra frie grundskoler til erhvervs­skoler. Ofte for at udtrykke afsmag over for målstyring, nationale test, konkurrencestat, »djøficering«, topstyring – andre steder i bekymring for tabet af fælles viden, en fælles kultur og endelig som bekymring for et postfaktuelt vanvid. Det kendetegnende her er, at dannelse snarere bruges til at udtrykke et tab, et savn, end et egentlig stærkt, forankret fælles meningsbærende forehavende, der samler os.

For det andet hjælper dannelsesbegrebet os med at få begreb om, hvorfor vi har skoler, oplyser etc. og ikke alene om, hvad vi skal, hvordan vi skal gøre det og hvilke resultater, vi skal opnå. Dannelse hjælper os med at få greb om meningen med det hele, uden at det skal låses i et tal eller et mål, i en opgave eller en funktion. Dannelse indebærer altid åbenlyse etiske og politiske spørgsmål og kan ikke reduceres til et teknisk eller neutralt spørgsmål. Det indebærer en åbenlys risiko for spekulativ pølsesnak med teoretisk ophæng blandt indviede såvel som oplysende afklaring.

Men er der en særlig dansk (almen) dannelse på tværs af de mange pædagogiske og uddannelsesmæssige sammenhænge, hvori det indgår? Det er der næppe i meget strikt forstand, men der er nogle fællestræk i dansk pædagogisk kultur, som vi bør tage et kærligt livtag med.

For det første må en dannelsesforståelse rumme en langt stærkere natur- og teknologiforståelse. Enhver anråber gladelig historie og dansk som dannelsesfag, men sjældent matematik eller fysik. Alle har fået Grundtvig ind under huden. H.C. Ørsted fik et kraftværk opkaldt efter sig. Vi kom til at forbinde ånd med demokrati og kultur og for lidt med natur og teknologi – eller håndværk for den sags skyld. Derfor er Dansk Industri indiskutabelt naturfagenes stærkeste fortalere.

For det andet må dannelse uafrysteligt knytte sig til fag og saglighed, kundskaber og færdigheder. Det bånd blev løsnet i opgøret med den sorte skole, men har en stærkere konsensus i dag, end da Bertel Haarder talte for døve øren herom i 1980erne, men kan trues af overdreven styring og måling.

For det tredje må dannelse knytte sig til den overvindelse, der er nødvendig for at blive en del af et fællesskab. Elever skal løftes, lærlinge udlæres, novicer blive mestre. Der indebærer anstrengelse, øvelse, rutine – naturligvis afpasset. Man kan hverken tilegne sig, perspektivere eller kritisere Blixen, hvis ikke man har læst hende. Man skal underkaste sig hende ved at læse – for dernæst at frigøre sig. Det er anstrengelsens poesi, og det er noget andet end både karakterfikseret præstation og yndefuldt meneri. Arbejde bør igen blive en pædagogisk kategori og ikke alene en økonomisk.

For det fjerde skal vi erkende, at dannelse bør forbinde sig til dyder og karakteregenskaber. De kan være moralske, intellektuelle etc. Oprigtighed, nysgerrighed, mod, respekt for andre, virkelyst, selvstændighed etc. Det kan man argumentere for, uden at det skal klistres ind i kristen metafysik eller nemt og fikst kunne oversættes til funktionelle behov. Men det har indtil for nylig ikke været en kioskbasker.

Så vidt så godt. Men det egentlig nye ville være, at man insisterede på, at dannelse ikke skal erstattes af styring eller blot forblive rige ordspil, men som et kompas omsættes professionelt i pædagogisk virke, forstås af omverdenen og det politiske system. Der bliver brug for højt til loftet på Sorø-mødet.

Stefan Hermann er rektor for Metropol.