Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Danmarks og Grønlands fælles ansvar

Uffe Ellemann-Jensen: Udnyttelsen af Grønlands undergrund handler også om sikkerhedspolitik, især Kinas adgang til arktiske ressourcer.

Rigsfællesskabet mellem Grønland og Danmark indebærer, at udenrigs- og sikkerhedspolitik er et fælles anliggende. Derfor tilhører Grønlands undergrund ikke bare grønlænderne. Foto fra regentparrets besøg i Grønland sidste sommer. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Spørgsmålet om udnyttelsen af Grønlands naturressourcer risikerer at blive et dansk indrepolitisk stridspunkt. Det vil være helt urimeligt, og til stor skade for det fremtidige forhold mellem Grønland og Danmark.

Der er åbenbart et par kendsgerninger, som trænger til at blive sat på plads: Det følger af de aftalte regler for Grønlands Selvstyre, at landets naturressourcer tilhører det grønlandske folk. Det følger også, at grønlænderne har deres frie ret til at indrette deres samfund, som de vil – herunder træffe beslutning om, hvorvidt og hvordan de ønsker at udnytte deres naturrigdomme. Men det er ikke en ubetinget ret.

Rigsfællesskabet mellem Grønland og Danmark indebærer, at udenrigs- og sikkerhedspolitik er et fælles anliggende. Adgangen til råstoffer – især de såkaldte strategiske råstoffer – er et af frem­tidens helt store emner i den globale sikkerhedspolitik. Og det betyder i praksis, at beslutninger om udvinding af sådanne råstoffer må behandles inden for Rigsfællesskabet. Det ville fremme forståelsen for, hvad der er på spil, hvis denne vigtige »nuance« bliver gjort klart – i stedet for intetsigende udsagn om, at »Grønlands undergrund tilhører grønlænderne«.

Både Danmark og Grønland har pligt til at tage denne problemstilling alvorligt. Det skylder vi vore allierede. Og mon ikke man i mange hovedstæder undrer sig over, hvordan sagen hidtil er blevet håndteret? De må spørge sig selv, om man i Danmark slet ikke har opdaget, at verden har ændret sig.

For nu at skære det helt ud i pap: Det drejer sig om Kinas adgang til de arktiske ressourcer.

Der er i den sidste halve snes år sket et dramatisk skift i magtbalancen mellem først og fremmest Kina på den ene side, og USA/Europa på den anden. Kina har allerede overhalet Japan, og vil i løbet af et par år blive verdens største økonomi. Men en væsentlig forudsætning for, at den kinesiske vækst kan fortsætte, er, at Kina kan få adgang til råstoffer, først og fremmest energi og mineraler. Derfor hænger kapløbet om adgang til fremtidens ressourcer uløseligt sammen med den ændrede globale magtbalance.

Vores (Vestens) interesse er klar: Vi vil gerne handle med Kina, og vi vil også gerne have Kina til at investere i vore lande – men vi ønsker ikke, at deres indflydelse bliver for stor, og vi ønsker slet ikke, at de etablerer monopollignende tilstande på markedet for strategisk vigtige råvarer.Kina tænker meget mere langsigtet end vi andre – og har et beslutningssystem, som ikke er hæmmet af ønsker om mere kortsigtet gevinst. Det viser de kinesiske investeringer i minedrift og olie­udvinding i Afrika – og i havne langs de ruter, der fører olie og andre råvarer til Kina. Nye store jernbaneforbindelser og rørledninger i Asien og Afrika skal tjene samme formål.

Fantasifulde forfattere til bøger og videospil har allerede udviklet scenarier om en fremtidig militær konflikt mellem Kina og USA om kontrollen over de råvarer, som bliver stadig knappere – som f.eks. det populære »Call of Duty: Black Ops II«, hvor stridspunktet er de såkaldte »sjældne jordarter«. Det er grundstoffer, som udmærker sig ved, at de først for forholdsvis nylig er blevet betydningsfulde (mange af dem optrådte ikke i det periodiske system, da jeg gik i gymnasiet) – og som i øvrigt slet ikke er »sjældne«, de er bare meget vanskelige og miljøbelastende at udvinde. Men nogle af disse sjældne jordarter er blevet vigtige for moderne industri – f.eks. til smartphones, bremser, medicinaludstyr og i våbenindustrien.

I disse industrier begyndte panikken at brede sig for et par år siden, da Kina – som stille og roligt havde sat sig på 95 procent af verdensmarkedet for sjældne jordarter – indførte eksportbegrænsninger. Japanerne blev særlig hårdt ramt, da Kina indførte eksportforbud i forbindelse med strid om håndhævelse af suverænitet omkring nogle omstridte øer i havet mellem Kina og Japan. Priserne eksploderede – men siden har markederne rettet sig op igen, også fordi det er lykkedes de berørte industrier at finde substitutter for de stoffer, kineserne havde monopol på.Selv om panikken har lagt sig igen, var det dog et vink med en forhammer om, hvad der hurtigt kan ske, hvis Kina igen får brug for at sende en advarsel. Derfor er ønskescenariet, at de kendte forekomster af sjældne jordarter i f.eks. Australien, Indien, Kazakhstan og Grønland kan udnyttes på en miljømæssigt forsvarlig måde, så Kinas monopol kan brydes. Det er bare særdeles kostbart – og derfor også vanskeligt at forene med markedsøkonomiske principper, al den stund øvelsen skulle gå ud på at presse priserne på disse stoffer i bund.

Læren af det hidtidige forløb i historien om de sjældne jordarter er entydig: Grønland (og Danmark) kan ikke uden videre overlade adgangen til disse forekomster i den grønlandske undergrund til f.eks. kinesiske interesser. Det samme gælder selvsagt den uran, som også findes i Grønland. I det hele taget skal adgangen til udvinding af grønlandske råstoffer vurderes nøje i en sikkerhedspolitisk sammenhæng, før der træffes beslutninger. Og det er et fælles dansk-grønlandsk ansvar at sikre, at dette sker.

Det er lidt forstemmende, at der ikke fra dansk/europæisk/amerikansk side har været større interesse i at præsentere grønlænderne for alternativer til de kinesiske interesser, som nu bejler til den grønlandske undergrund. Der er ikke noget at sige til, at Grønland ønsker at styrke sin økonomi ved at udnytte naturressourcerne. Men de har brug for støtte og vejledning for at kunne vurdere de meget komplicerede forhold i forbindelse med den slags minedrift – ikke blot når det gælder de helt overordnede sikkerhedspolitiske spørgsmål, men også for at sikre, at de ikke bliver snydt for et samfundsmæssigt udbytte, som alt for let vil kunne forsvinde i skattely ude i verden.