Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Danmarks model til at vinde over populisterne: Make love, not war

De to store partier i Danmark fandt deres løsning på truslen fra populismen: De kvalte den med kærlighed.

»Men da det kom til stykket og valget, opstod sandhedens time. Bum! Venstres og Socialdemokraternes omfavnelse klemte næsten al luften ud af DF og afslørede populisternes kroniske svaghed,« skriver Samuel Rachlin. Fold sammen
Læs mere
Foto: THOMAS SJØRUP

Valget i Danmark har vakt international opmærksomhed ved at gå imod den strøm, der har domineret europæisk politik. Signalet fra Danmark er måske, at en ny politisk trend er ved at tage form. Vi kan igen bryste os af, at vi går vores egne veje heroppe i Danmark, blindtarmen på toppen af det europæiske kontinent.

Måske har man forhastet sig med at afskrive de liberale demokratier. Internationale aviser hæfter sig ved, at der er kommet mere grønt og mere humanisme på den politiske palet. De højreradikale populister er om ikke fortrængt, så dog alvorligt trængt.

Dansk Folkeparti, et af Europas ældste og mest etablerede af de højrepopulistiske partier, blev mere end halveret og kastet ud i en livstruende krise. Stram Kurs, der prøvede at sikre sig et fodfæste blandt Europas mest ekstreme nationalistiske partier, kom ikke over spærregrænsen. Partiet havde under valgkampen spredt klistermærker med teksten »De skal ikke integreres. De skal ud!« Vælgerne svarede igen med beskeden »I skal ikke ind. I skal ud!«

Det har man hæftet sig ved i udlandet lige som ved Danmarks parlamentariske særkende. Man kan vinde ved at tabe. Mette Frederiksen skal danne regering, selv om Socialdemokratiet gik en smule tilbage, mens regeringspartiet Venstre gik frem og klarede sig bedre, end mange havde spået, men mister regeringsmagten. En ægte dansk krølle.

Foto: Samuel Rachlin .

Men de udenlandske medier er mest fascineret af, at det i modsætning til andre europæiske demokratier er lykkedes de etablerede danske mainstreampartier ikke kun at stoppe populisterne og reducere dem til en skygge af sig selv som i tilfældet med DF, men også at holde de mest ekstreme helt ude. Og mens de fleste socialdemokratiske partier i Europa er i krise og er ved at falde fra hinanden, har Mette og Co. sikret sig en sejr, der har givet international genlyd.

Hvad er den danske hemmelighed, bliver der spurgt rundt omkring. Kan de danske politikere noget, som andre europæere kunne lære noget af? Har Hamlets efterkommere fundet en ny »to be«-model?

Her er nogle af elementerne i den strategi, som de europæiske partier skal forholde sig til. DF blev en kæmpeudfordring for Venstre og Socialdemokratiet efter sin choksejr i 2015. Opgaven var nu at vinde de tabte vælgere tilbage. Begge besluttede ikke at bekrige DF og genoplivede i stedet hippiernes berømte formel »make love, not war!«

Begge partier ville elske DF til døde og omfavnede partiet, men på hver sin måde. Som ægte populister ønskede DFs ledere ikke at påtage sig ansvar ved at gå med i en ny regering. De ville ikke være regeringsbærende, men ville gerne bære en regering oppe. Som regeringens støtteparti sikrede de sig stor politisk indflydelse uden ansvar.

Til gengæld adopterede Venstre DFs udlændingepolitik og viste, at man ikke ville stå tilbage med stramninger over for indvandrere og flygtninge. Shakespeare kom i spil også her, da Inger Støjberg slog til med Othellokage og viste, at populisterne ikke har monopol på populistiske metoder. Det var et vigtigt signal til svingvælgerne.

Socialdemokraterne var længere om at udtænke deres strategi, men da de rykkede, blev det til manges overraskelse om ikke en brudevals, så dog en hed omfavnelse. Det var igen især udlændingepolitikken, der banede vejen for de to partiers samspil. Socialdemokraterne positionerede sig med en stadigt mere indvandrerfjendtlig kurs, og DF fremstod pludselig som en brobygger, der kunne samarbejde både til højre og til venstre for midten.

»Det var politisk selvmord for DF, for når man ikke længere har monopol på den stramme indvandrerpolitik som sin vigtigste mærkesag, tager man livet af sig selv.«


Men da det kom til stykket og valget, opstod sandhedens time. Bum! Venstres og Socialdemokraternes omfavnelse klemte næsten al luften ud af DF og afslørede populisternes kroniske svaghed. De kan ikke levere. Hverken Trump, de britiske Brexit-støtter, de italienske populister eller deres andre fæller mestrer det politiske håndværk. De er gode til storsnak og stort postyr, men ikke til stor politik.

Populisterne er faktisk i stand til at identificere reelle problemer som indvandring, ulighed, globaliseringens slagsider, de glemte og oversete vælgergrupper. De er en slags whistleblowere. De kan råbe op og slå alarm, men de kan ikke selv gøre noget ved problemerne.

DFs største resultat er, at de har presset Venstre og Socialdemokratiet til at rykke sig og følge en mere indvandrerfjendtlig kurs. Men det var politisk selvmord for DF, for når man ikke længere har monopol på den stramme indvandrerpolitik som sin vigtigste mærkesag, tager man livet af sig selv. Og ingen taler længere om socialdemokraternes svingom med DF.

»Make love, not war«-strategien viste sig at være den moderne danske udgave af den trojanske hest. Den strategi var dødelig, og den danske model har vist sin duelighed på Hamlets hjemmebane. Om modellen kan overføres til andre lande, er nu overladt til de etablerede partier i de andre europæiske demokratier at efterprøve, når det bliver deres tur til at »make love, not war.«