Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Danmark var klar til skånsom besættelse

Vi kan roligt slå fast, at det tyske udenrigsministerium og i hvert fald kredse i det danske udenrigsministerium i tiden op til 9. april havde en forestilling om, hvad der måske kunne blive en acceptabel ordning for Danmarks vedkommende.

Den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Cecil von Renthe-Fink, taler med Thorvald Stauning ved et foredrag 13. januar 1941 om den kulturelle og økonomiske nyordning i Europa. Foredraget blev holdt i Dansk-Tysk Forening. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940 fik et langt blidere forløb end nogen anden tysk besættelse under Anden Verdenskrig. Efter kun få timers kamp fik vi lov til at beholde vores konge, regering, politi, hær og flåde. Hvordan kunne vi opnå det? Det kunne vi, fordi besættelsen mundede ud i en folkeretlig konstruktion, som både Tyskland og Danmark var interesseret i.

Når vi i dag er med i den vestlige alliances krige i Afghanistan og Irak, er vi tilbøjelige til at glemme, at Danmark indtil medlemskabet af NATO i 1949 var og havde været et neutralt land med en helt anden udenrigspolitisk synsvinkel.

Læs også: »9. april - en utrolig myte: Ene af alle lande på denne jord kunne Danmark ikke forsvares«

Kun fem minutter efter at de tyske tropper om morgenen 9. april havde overskredet grænsen til dette neutrale Danmark, kunne den tyske gesandt, Cecil Renthe-Fink, kl. 04,20 møde op på udenrigsminister P. Munchs private bopæl med en note om, at Tyskland havde besat nødvendige militære støttepunkter i Danmark, og at enhver dansk modstand kun ville føre til nytteløse blodsudgydelser, men – og nu kommer det – at Tyskland i øvrigt ikke havde til hensigt at antaste Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed.

Det lyder måske utroværdigt, men Tyskland havde faktisk under Første Verdenskrig sagt noget lignende til det neutrale Luxembourg. Tyskland havde haft brug for Luxembourgs jernbanenet for at få sine tropper frem til fronten, men Tyskland havde ingen interesse i at »erobre« Luxembourg, og Tyskland førte sig forsigtigt frem. Hvis Luxembourg ville acceptere, at Tyskland sikrede sig jernbanenettet, i øvrigt mod betaling, kunne Luxembourg bevare sin status som neutral og suveræn stat.

Luxembourg accepterede dette forslag, og Luxembourg kunne under krigen inden for temmelig vide grænser som en suveræn stat selv administrere sine egne, indre anliggender. Det var folkeretligt set en ny ordning, fordi en stormagts uhindrede besættelse af militære støttepunkter i et andet land gik ud over, hvad et neutralt land efter den traditionelle folkeret kunne tillade sig at acceptere. På den anden side opfyldte konstruktionen det neutrale lands fundamentale interesse i ikke selv at blive inddraget i stormagternes krige.

Læs også: »Hvis en nation vil overleve, må nogen dø. Og nu skulle det altså være os«

Det danske udenrigsministeriums ekspert i Folkeret var Georg Cohn, som var født i Tyskland og var blevet dr. jur. både i København og Frankfurt i 1937, altså tre år før besættelsen, på en afhandling om neutralitetsbegrebet. I disputatsen betegnede han denne luxembourgske ordning som »meget interessant«. Vi kan altså roligt slå fast, at det tyske udenrigsministerium og i hvert fald kredse i det danske udenrigsministerium i tiden op til 9. april havde en forestilling om, hvad der måske kunne blive en acceptabel ordning også for Danmarks vedkommende.

Situationen 9. april var, at Tyskland i et kapløb med England og Frankrig ville besætte havnen i Narvik, hvorfra eksporten af den svenske jernmalm, som ansås for nødvendig for den tyske krigsindustri, blev udskibet. Men på vej til Norge manglede de tyske flyvere en mellemlandingsplads, og den eneste mulighed var lufthavnen i Aalborg.

Tyskland ville altså have adgang til Aalborg Flyveplads, men havde i øvrigt intet ønske om at erobre Danmark. Tyskland foreslog en ordning, der svarede til den, som Luxembourg havde haft, og som Georg Cohn betragtede som »meget interessant«. Men hvordan ville kongen, de danske politikere og officerer reagere?

Udenrigsminister Munch var hurtig, straks efter mødet med Renthe-Fink tog han forbindelse til den engelske og franske gesandt i København. Begge udtalte, at de indså, at Danmark ikke kunne yde modstand mod det tyske overfald, og at Danmark ikke kunne vente hjælp fra vestmagterne. Dermed havde Munch gjort, hvad udenrigsministeren i et neutralt land måtte gøre, nemlig skaffe sig de øvrige stormagters forståelse for det neutrale Danmarks situation.

Læs også: Politikere vil give medaljer til veteraner fra 9. april

Efter spredte kampe ved grænsen spurgte kongen under et møde på Amalienborg kl. 05,30 regeringens og militærets top, om det udadtil kunne siges, at der var gjort modstand nok. Hærchefen, general Prior, foreslog modstand til det sidste uden hensyn til resultatet, men han stod alene. Både forsvarsminister Alsing Andersen, søværnets chef, admiral Rechnitzer og udenrigsminister Munch anbefalede at standse kampene øjeblikkeligt.

Filmen »9. april« har sat et smukt mindesmærke over disse soldater, som ikke skulle vinde noget slag. De skulle kun holde ud og have netop så store tab, at Danmark kunne siges at have forsvaret sin neutralitet, men de måtte ikke kæmpe så længe, at den tyske besættelse ikke kunne få et fredeligt forløb.

Da den danske konge og regering kl. 6 om morgenen 9. april indstillede fjendtlighederne, opnåede man ud over at spare menneskeliv, at man kunne holde Tyskland fast på løftet om, at Tyskland under en fredelig besættelse ville respektere Danmarks politiske selvstændighed. Udenrigsminister Munch fik affattet et svar, der var køligt, men samtidig understregede, at det var den danske regering, der også i fremtiden ville ordne forholdene i Danmark.

Dermed var man nået frem til den folkeretlige konstruktion, som lå bag den mærkværdigt skånsomme besættelse af Danmark. Danmark måtte notere sig, at Tyskland havde visse militære støttepunkter i landet, men kongeriget bevarede i øvrigt sin status som et både suverænt og neutralt land, som Tyskland forhandlede med gennem de to landes udenrigsministerier og diplomater.

Min generation lærte, at den tyske besættelse 9. april var et brutalt overfald på Danmark, men sandheden er, at det også var en begivenhed, som Danmarks udenrigsministerium havde set i øjnene, og at den folkeretlige konstruktion, som gjorde det muligt, at administrationen af de interne anliggender forblev på danske hænder, var i nøje overensstemmelse med overvejelser, man i nogen tid havde gjort sig i det danske udenrigsministerium.