Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Danmark står i sin hidtil værste krise

Der har ikke været økonomisk vækst siden årtusindskiftet. Det er paradoksalt, fordi højrefløjen frejdigt hævder, at dansk økonomi klarede sig godt gennem finanskrisen, mens stadigt flere på venstrefløjen kritiserer, at vi lever i et vækstsamfund.

Balder Asmussen, Cand.mag. i historie, ph.d. i statskundskab og lektor i historie og samfundsfag på Tornbjerg Gymnasium i Odense Fold sammen
Læs mere

Danmarks samlede produktion (målt i bruttonationalprodukt per indbygger) i årene 2001-2014 steg 2,49 procent i alt (beregnet på data fra IMF’s World Economic Outlook database). Til sammenligning voksede produktionen i 2,42 procent om året i anden halvdel af det 20. århundrede (beregnet på data fra The Maddison Project Database).

Danmark kunne altså hvert eneste år i perioden 1951-2000 forøge sin produktion i samme størrelsesorden, som for alle 14 år efter årtusindskiftet tilsammen. Dermed er krisen uden historisk fortilfælde så langt tilbage, som statistikkerne rækker (og de rækker til 1820).

Hvis Danmark, som det ofte påstås, klarede sig godt gennem finanskrisen, må Danmark have klaret sig bedre, end gennemsnittet af sammenlignelige lande.

Danmark klarede sig i perioden 2001-2014 lidt ringere end Spanien, og lidt bedre end Portugal, Grækenland, Cypern og Italien (sidstnævnte lande har lavere produktion nu, end de havde i 2000). Fælles for disse lande er, at de befinder sig i en gælds krise, der tvinger dem til at føre en sparepolitik, der hæmmer væksten. Sammenligner vi i stedet Danmark med alle andre vestlige industrilande på mindst en million indbyggere (inklusiv Japan, men uden de gamle østbloklande) har Danmark klaret sig enestående dårligt.

Hvis Danmark siden årtusindskiftet havde præsteret en økonomisk vækst magen til den, vi havde i perioden 1974-2000 (en tid hvor Danmark var hårdt ramt af oliekriser og massearbejdsløshed), skulle den samlede produktion i dag være 24 procent større, svarende til fire gange hospitalsvæsnet.

Hvis Danmark siden årtusindskiftet havde præsteret en økonomisk vækst magen til gennemsnittet for alle sammenlignelige lande, skulle den samlede produktion i dag have været 12 procent større, svarende til to gange hospitalsvæsnet. Det står altså klart, at Danmark både i historisk perspektiv og i international sammenligning befinder sig i sin hidtil største vækstkrise.

Så hvordan kan højrefløjen hævde, at Danmark har klaret sig godt gennem finanskrisen?

Hvis man vil argumentere for, at dansk økonomi er stærk, må man henvise til vores overskud på samhandlen med udlandet, vores beskedne statsgæld, den lave inflation og vores moderate arbejdsløshed.

Men når det går godt med disse økonomiske delmål, er det jo blot endnu mere bekymrende, at væksten udebliver. Desuden kan størrelsen af vores finansielle overskud forklares med den olie, vi pumper op af Nordsøen. Det har intet at gøre med, at dansk økonomi er stærk.

Eksperterne og de politiske beslutningstagere har sat deres lid til, at så længe de danske finanser er »sunde«, så vil økonomien rette sig op af sig selv, og vi vil indhente det tabte. Men vi er nu så langt bagud den historiske væksttrend, at det forekommer utænkeligt.

Så hvordan kan dele af venstrefløjen kritisere, at vi lever i vækstsamfund?

Det kan man kun, hvis man deler højrefløjens tro på, at økonomien vil genoprette sig selv, hvis bare vi lader stå til. Men kritikken af ønsket om mere vækst er forståelig. I den offentlige debat gentages det, at vi skal have lavere skat, mindre velfærd og højere privatforbrug, for at vi kan få vækst. Tager man den argumentation for gode varer, er det naturligt som venstreorienteret at sige fra.

Men vi opnår ikke varig økonomisk vækst ved at fyre offentligt ansatte, løbe hurtigere på jobbet, købe mere kinesisk ragelse eller forbruge vores naturlige ressourcer hurtigst muligt. Varig økonomisk vækst kommer gennem udviklingen af teknologi, der sparer energi og arbejdskraft, gør dyr medicin billig og hæver levestandarden for hele befolkningen.

Får vi ingen vækst, vil vi blot se mere af det, der har karakteriseret Danmark under vækstkrisen. Flere mister deres job, uligheden stiger, produktionsmidlerne bliver forældede, vi skal alle løbe stærkere, miljøhensyn bliver underprioriteret, og til sidst bliver vi udkonkurreret af udlandet. Det bliver et samfund, hvor ingen kan blive rigere, uden at andre bliver fattigere.

Spørgsmålet om hvilken økonomisk vækst vi skal have, og hvordan vi kan opnå den, burde derfor være den altdominerende dagsorden i dansk politik.