Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Danmark som delstat i Europa?

Kun de nationale ministre er kendte og står til ansvar over for deres befolkninger, pressen, parlamenterne og offentligheden. Heri ligger den folkelige legitimitet. Indser EUs elite ikke dette , vil det gå det europæiske samarbejde, som det gik med de nationalliberales projekt – det vil ende på historiens losseplads.

De nationalliberales drømme om et »Danmark til Ejderen« blev slukket 18. april 1864, da de tyske tropper under ledelse af prins Friedrich Karl af Preussen på kun 20 minutter erobrede de danske forsvarsstillinger ved Dybbøl. Her ses prinsen med sin stab efter stormen på Dybbøl. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Forleden markerede vi et af Treårskrigens mest betydningsfulde slag, nemlig slaget ved Fredericia. Gennem sommeren var det lykkedes for de slesvig-holstenske oprørere at belejre byen. Slaget blev afgørende for, at der kunne indgås fred med Preussen, men havde også store tab til følge. Bedst mindes vi det nok med Adolf von der Reckes »I natten klam og kold« med Hornemanns fængende melodi, men især general Ryes død var et stort tab for Danmark. Og således varslede dette kostelige slag, som dog endte med, at Danmark kunne gå sejrrigt ud af Treårskrigen, hvad fædrelandet havde i vente. Den nationale selvtillid, som sejren medførte, gav især de nationalliberale tro på et Danmark til Ejderen. Og da C.C. Hall syv år efter dannede sin regering med dette som erklæret mål, var Danmarks skæbne beseglet. I 1863 vedtoges Novemberforfatningen, Bismarck greb anledningen – og resten er historie.

Hvem var disse fædrelandets banemænd da? Hvem var disse nationalliberale fantaster, hvis politik endte med at rive landet itu? Ja, langt hen ad vejen minder de om vore tiders Radikale. Ideologiske sværmere, styret af et drømmesyn, løsrevet fra den virkelige verden og det konkretes bestående værdi. Som redaktør Sven Ove Gade har formuleret det om de Radikale: »Jeg vil kalde dem vor tids nationalliberale. De vægrer sig ved at se kendsgerningerne i øjnene, f.eks. i udlændinge­politikken, hvor indvandringen har ført til en række sociale og kulturelle problemer. Dér har de en mangel på realisme i forhold til menneskenaturen, hvor Hørups tilgang var helt den modsatte.«

Interessant er det da også, at drivkraften fra 1863 – Danmark og Slesvig sammen – umiskendeligt minder om den ideologi, der i dag styrer Europa, nemlig tanken om nationalstaterne som delstater under én europæisk storstat. Ja, man kan sige, at der går en lige linje fra fortidens sværmere om »Danmark til Ejderen« til nutidens radikale drøm om Danmark som en europæisk delstat. Begge er frarøvet hensynet til den sproglige, kulturelle og historiske kongruens, hvor mennesket blot er en genstand for magthaveres vilje, ikke er følende mennesker med rødder, familie og behov for at høre til.

Nærliggende er det da derfor også at minde om, at den europæiske delstatstanke meget vel kan ende med samme katastrofale udfald som Ejderpolitikken – det totale sammenbrud. Det at være menneske er nemlig nært knyttet til de omgivelser, omstændigheder, historie og oplevelser, vi alle bærer. Vi er bundet til vor familie, vor nabo, vort sprog, vor historie, traditioner og kultur på en måde, som er aldeles afgørende for vore valg i dagligdagen. For vort samfunds generøse velfærd, for sammenhængskraften og for vort folkestyre. Kun et folk, der også føler sig som et folk, vil afstå halvdelen af sin produktion til fælles omfordeling. Kun et folk i samhørighed kan opbygge den tillid, som et folkestyre kræver. Virkeligheden er konkret. Derfor var Ejder-politikken forkert. Og derfor er EUs syn på medlemslandene forkert. De fleste kender Slesvigs indviklede historie som grænseland mellem dansk og tysk, og allerede fra Christian I måtte det accepteres, at Slesvig og Danmark ikke måtte have samme hersker (constitutio valdemariana). Allerede heri burde man have indset faren ved at udvide Danmark helt til Ejderen.

SÅLEDES HISTORIEN. DET centrale spørgsmål er da, om man i EU slet ikke har lært noget af historien? Hvis ikke, risikerer EU et dansk anno 1864. Måske man i EU burde have en »constitutio valdemariana«? Hvis man i EU holder fast i tanken om »unionsborgerskab« og »stadig snævrere union«, hvis man fortsat insisterer på at harmonisere og centralisere, og hvis man til stadighed tror på institutioner som Kommissionen, EU-Parlamentet og EU-Domstolen, der ikke bare ikke har befolkningen bag sig, men ofte direkte imod sig, ja, så er EU-projektet dømt til undergang.

Nogen vil sige, at det kan være godt det samme. Men selv om det EU, vi kender i dag, helt ind i sin essens er forkert konstrueret, må vi rimeligvis anerkende, at et samarbejde mellem nationer med fælles interesse giver mening. Derfor giver den britiske folkeafstemning også fornyet håb. Håb om, at EU enten kan fundamentalt ændres eller at Storbritannien vil sætte sig i spidsen for en anden form for europæisk samarbejde, som Danmark på sigt kan tilslutte sig.

Hvis EU skal have folkelig forankring og således levedygtighed, kræves der folkelig legitimitet. Og her gælder et par grundlæggende regler: 1) Jo længere væk fra befolkningen, centrale beslutninger træffes, desto stærkere må personifikationen med beslutningstagerne være. 2) Jo mere magt, der centraliseres ét sted, desto mere homogene må de deltagende nationer være. I EU har man valgt det modsatte: Man har 28 medlemslande med store forskelle, en enorm koncentration af magt og udpegede magthavere, som ingen blandt borgerne kender.

Skal EU reformeres, må magten over centrale og følsomme spørgsmål som udlændinge-, finans- og retspolitik føres tilbage til medlemslandene og de overstatslige institutioner erstattes af mellemstatsligt samarbejde. Når der ikke findes noget europæisk folk (demos), er det en illusion at tale om europæisk folkestyre (demos-krati), og følgelig har vi ikke brug for et EU-Parlament. Dets opgave kan passende varetages af de nationale parlamenter.

Det er forrykt, at Kommissionen af udpegede repræsentanter har eneretten til at fremsætte love i EU. Den magt skal overgå til Ministerrådet. Kun de nationale ministre er kendte og står til ansvar over for deres befolkninger, pressen, parlamenterne og offentligheden. Heri ligger den folkelige legitimitet. Identifikationen og dermed tilliden. Indser EUs elite ikke dette og ændrer samarbejdet derefter, vil det gå det europæiske samarbejde som det gik med de nationalliberales projekt – de vil begge ende på historiens losseplads over idéer, skabt i et sværmerisk studerekammer uden forbindelse til, føling med eller respekt for den konkrete virkelighed. Det vil – og bør – forgå som ideologisk, sværmerisk vraggods. Historien lever i os. Vi er historien. Derfor burde vi tage den alvorligt.