Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Danmark skal have et sangmanifest

Mogens Jensen: Det må da også konstateres at fællessangen spiller en særlig rolle i de nordiske lande. Ikke mindst i Danmark. Der er vel næsten ikke den større fest i familien, hvor moster eller faster ikke har skrevet eller fået skrevet en tilpas syngelig eller usyngelig lejlighedssang.

Fællessangen betyder noget særligt os, skriver Mogens Jensen.Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I slutningen af juni havde vi, en aften under sommer-sessionen i Strasbourg, det årlige traditionsrige træf mellem de nordiske medlemmer af Europarådets parlamentariske forsamling. Man får en bid mad, hygger sig sammen og udveksler erfaringer. Og så synger vi. Danske, svenske, norske, finske og islandske sange. Til stor misundelse for vore kolleger fra de andre europæiske lande. Ofte får vi at vide, at det da er et helt utroligt sammenhold og fællesskab som eksisterer mellem de nordiske lande og at det er fantastisk at vi altid synger sammen. Det er de ikke vant til hjemme.

Det må da også konstateres at fællessangen spiller en særlig rolle i de nordiske lande. Ikke mindst i Danmark. Der er vel næsten ikke den større fest i familien, hvor moster eller faster ikke har skrevet eller fået skrevet en tilpas syngelig eller usyngelig lejlighedssang. Og når dansemusikken sættes på, skråler mange af os med på Kim Larsen eller John Mogensens gamle ørehængere. Mange danskere kan heller ikke undslå sig for, stående foran tv’et, at synge lidt klatøjet med på DR-pigekorets udgave af »Kong Christian« og »Der er et yndigt land« ved nytårsskift. Eller midsommervisen omkring bålet sankt hans aften for ikke at nævne den for mange familier obligatoriske tur rundt om juletræet med sanghæftet i hånden juleaften.

JO - FÆLLESSANGEN betyder noget særligt for os. Det er en helt speciel form for sammenhold der opstår, når vi synger sammen, for vi er fælles om at gøre noget, der giver et umiddelbart mærkbart resultat og vel at mærke et resultat som ofte bevæger os, rører os, når vi hører vores mange stemmer skabe en fælles klang. Og selvom mange mener at de ikke har en tone i livet, så brummes der alligevel med fra alle kroge af forsamlingen. Sangen er et fælles sprog som alle kan bruge og som går på tværs af køn, generationer og geografi.

Men det unikke kulturelle bindemiddel som fællessangen er, kommer ikke af sig selv. Det skal vedligeholdes og udvikles. Og her lurer faresignalerne i horisonten. Vi synger ikke så meget mere som vi har gjort. Vi kan se det i skolerne, hvor fællessangen i dag spiller en mindre rolle end tidligere, både når det gælder sangen i den almindelige undervisning, og når det gælder sangen i skolekor, er det gået voldsomt tilbage. Da jeg selv sang i skolekor i midt-70’erne var der mere end 1.000 skolekor i Danmark. I dag er der måske 50 landet over.

MEN OGSÅ FÆLLESSANGEN i foreningslivet er på retur. Højskolesangbogen, eller i de foreninger, hvor jeg kommer meget, arbejdersangbogen, er alt for sjældent fremme i det ny årtusinde.

Kan vi ikke gøre det lidt bedre?, som min forgænger i Herning-kredsen sagde i sin tid. Jo – det kan vi, og Poul Nyrup ville i øvrigt være en af de rigtig gode gesandter for at fremme musikken og sangen i Danmark. Han leverede i mange år et syngende foredrag rundt omkring i landet.

Jeg synes, at musikkens og sangens organisationer skal gå sammen med resten af forenings-Danmark om at skabe et nationalt sang-manifest. Et kontant og klart manifest, hvor først og fremmest alle foreninger i Danmark, der tilslutter sig, forpligter sig på fællessang i forbindelse med en række af deres aktiviteter og arrangementer. Manifestet skal selvfølgelig også bredes ud til virksomheder og arbejdspladser.

OG FOLKETINGET KUNNE passende være den første arbejdsplads som tilslutter sig. Her trænger vi i den grad også til sangoprustning. Enkelte partier, herunder Socialdemokraterne, vover at bryde Christiansborgs forordning om at der generelt ikke må musiceres på borgen, ved at synge fællessang til gruppemøder, men hvorfor ikke starte hver uges forhandlinger med en fælles sang i folketingssalen?

På samme måde kunne andre arbejdspladser tilslutte sig manifestet og udmønte det sådan som det kunne passe hvert enkelt sted. Det behøver faktisk ikke være så svært.

Samtidig skal vi gøre en indsats for at styrke sangen i skolen. Det er mit håb, at den ny folkeskolereform også på dette punkt vil styrke det kreative og skabende indhold for børnene. Lederen af Den Jyske Sangskole i Herning, Mads Bille, har taget et prisværdigt initiativ til at etablere en række sangcentre/netværk rundt omkring i landet, med det formål at styrke sangen, bl.a. gennem korsang. Han har nu også fået støtte fra Kulturministeriet til at etablere et »Sangens hus«, hvor yderligere aktiviteter skal styrke sangmiljøer på skolerne gennem bl.a. efteruddannelse af 2.000 folkeskolelærere.

Også dette initiativ kunne understøttes gennem sang-manifestet, som skolerne kunne tilslutte sig til gavn for elever, lærere og forældre.

Lad os bruge sangen mere aktivt til at styrke fællesskab og sammenhold i Danmark. Lad os bruge den til at forstå og diskutere vores kulturarv, historie og samtid.

Danmark gør en forskel i verden med vores mange foreninger og foreningsbaserede aktiviteter. Vi kan også gøre en forskel ved at blive den stærkeste sang-nation i verden.

Det lader sig kun gøre, hvis alle musikkens organisationer og aktører står sammen med resten af de folkelige foreninger, og det officielle Danmark bakker op. Skal vi ikke trække i arbejdstøjet?