Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Danmark, hvor er din moral og din rygrad?

I august sidste år blev min datter og hendes veninde udsat for en krænker foran den lokale Brugsen. De stak af, men blev indhentet af manden, der svingede med sit lem og greb ud efter pigerne. De var begge 10 år og blev naturligvis skræmt fra vid og sans.

Mit hjerte stivner stadig ved tanken om, hvad der kunne være sket, hvis krænkeren havde fået fat på pigerne. Jeg vil kraftigt understrege, at det ikke bare var en blotter.

Min mand kontaktede straks politiet og indgav anmeldelse, og dagen efter tog vi i Brugsen for at spørge til videoovervågningen. Aldrig i min vildeste fantasi kunne jeg forestille mig det scenarium, som derefter udspillede sig lige for næsen af os alle sammen. Brugsen har simpelthen fanget hele ugerningen på deres videoovervågning.

Jeg tog nogle billeder med min egen mobiltelefon. Min mand kontaktede politiet og fortalte, at vi nu havde klare beviser fra videoovervågningen. Deres svar: »Vi kigger på det.«

I samråd med den anden piges far besluttede jeg flere timer efter at offentliggøre et billede med krænkerens ansigt. Under det skrev jeg: »Denne mand skal findes. Kontakt politiet eller undertegnede, hvis du ligger inde med information om ham.«

Efterlysningen resulterede hurtigt i en civil anholdelse på Vordingborg Station. Politiet afhørte manden, men han kunne få minutter senere rejse afsted som om, intet var hændt - han havde jo ikke gjort andet end at blotte sig.

Kort efter modtog jeg et opkald fra politiet, hvor de påpegede, at det, jeg havde foretaget mig, var ulovligt, og at jeg straks skulle fjerne billedet af gerningsmanden fra min Facebookside.

Jeg følte næsten, at jeg var med i skjult kamera. Men det var desværre virkeligt. Og det blev værre.

3. oktober blev krænkeren stillet til ansvar for sine handlinger og idømt en bøde på 10 dagsbøder á 250 kroner med mulighed for afbetaling. Selv modtog jeg en sms fra Rigspolitiet og blev præsenteret for et bødeforlæg på 5000 kroner fra anklageren. De havde sigtet mig for at have overtrådt persondataloven §70 stk 1 jf. §26 a stk 1.

Med andre ord: En mor, som opklarer forbrydelse begået af krænker mod to 10-årige piger skal straffes med en bøde på 5.000 kroner og plet på straffeattesten.

Krænker, som viser stiv tissemand, forfølger børn, svinger med sit lem og derefter griber ud efter to 10-årge piger = 10 dagsbøder á 250 kroner med mulighed for afbetaling.

Hvad det siger mig? Det siger mig, at man holder hånden over de rigtige forbrydere, mens lovlydige skatteborgere får regningen. Vores børn er der ingen, der tager hensyn til - nej, det er forbryderne, der skal tages hensyn til.

»Det er også synd for dig, at du havde en skidt barndom, så vi kan godt forstå, at du har behov for at begå disse forbrydelser.«

Danmark, hvor er din moral og din rygrad?

Politiet noterer i sagen, at jeg ikke ønsker at betale bøden. I marts 2017 indkaldes jeg til retten i Nykøbing Falster, men frikendes, eftersom jeg ikke var ophavsmand til billederne. Jeg får dog beskeden: »Anklageren vil gerne slå fast med syvtommersøm, at det ikke er lovligt at dele billeder af personer på nettet uden folks godkendelse.«

Måske anklageren i stedet skulle slå fast med syvtommersøm over for dem, der begår overgreb mod børn - at vi ikke vil acceptere det, og at det skal stoppes med alle midler - koste hvad det koste vil.

Ligegyldigt hvordan politikkerne vender og drejer det hele, kan vi ikke ændre på, at de sociale medier er kommet for at blive - og det er overvågningen i den grad også.

Jeg tillader mig derfor at spørge politikkerne, hvordan de vil håndtere følgende scenarium:

Der oprettes en falsk Facebookprofil fra en ukendt IP-adresse (bibliotek eller internetcafé). Fra den falske profil deles et billede af en videoovervågning med en forbrydelse, der er blevet begået. Nu deler 5000 mennesker billedet af forbrydelsen og forbryderen. Hvem skal stilles til ansvar her?

Hvis argumentationen er, at uskyldige mennesker kan blive hængt ud - så uddyb venligst.

Politiet deler en fantomtegning af en forbryder. På denne tegning har personen orange sko, hul i begge ører og mørkt hår, men ansigtet er ikke helt tydeligt, for det er jo en fantomtegning. Nu kender jeg tilfældigvis en person, som matcher dette udseende, og andre kender måske også en med det udseende. Hvordan vil man forhindre, at uskyldige risikerer at blive hængt ud?

Jeg siger på ingen måde, det bør være lovligt at hænge uskyldige mennesker ud, men jeg mener, at man skal have lov til at bruge videoovervågningen for at få standset en forbryder og hjælpe politiet i deres opgaver - på samme måde som man hjælper dem ved at foretage en civil anholdelse.

Og jeg mener, at der skal være forskel på offer og forbryder. Ellers giver det ikke længere mening at betegne Danmark som et retssamfund.