Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Danmark har ingen venner i EU – og det er vores egen skyld

»Konklusionen må være, at vi nu for første gang har tal og statistik på, hvad forbeholdene betyder for Danmark i det daglige EU-samarbejde. Hidtil har meget været bygget på gisninger, og konklusionen har ofte været, at Danmark har kunnet kompensere for forbeholdene ved at være godt forberedt til møderne og dygtig til at implementere EU-reglerne til tiden. Men nej, de andre opfatter os ganske enkelt ikke som nogen, det er værd at investere ret meget energi på«

»Særligt sigende er det, at svenskerne rangerer Danmark helt nede på en femteplads efter lande som Finland, Tyskland, Holland og Estland.« Foto: REUTERS/Francois Walschaerts/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER

Mange har sikkert prøvet det. Dem, vi gik og troede var vores allerbedste venner, viser sig slet ikke at opfatte os som sådan, men bare som én god bekendt ud af mange. Skuffelsen kan selvsagt være stor og er ikke forbeholdt unge, hvor bedstevennen pludselig »unfriender« på facebook. Det sker tilsyneladende også for stater.

I hvert fald viser en ny og meget grundig undersøgelse fra European Council of Foreign Relations, som først offentliggøres i sit fulde omfang i oktober, at flere lande slet ikke har de venner i EU, som de selv gik og bildte sig ind. Det ser heller ikke godt ud for Danmark. Især i lyset af Brexit sætter undersøgelsen på spidsen, at vi ligger tæt på sidstepladsen, når det kommer til andre EU-landes opfattelse af os som et land, man gider bruge tid på at blive gode venner med.

Nu siger man ganske vist, at stater ikke har permanente venner, kun permanente interesser, men tænketankens undersøgelse viser et lidt andet billede. Man bad 700 centralt placerede embedsmænd, diplomater og forskere angive hvilke fem andre lande i EU, de vurderer som de vigtigste at satse på et godt forhold til. Undersøgelsen er solid, fordi de adspurgte embedsmænd har svaret uden at kende de andres svar. Resultatet er foruroligende for Danmark.

»Nej, de andre opfatter os ganske enkelt ikke som nogen, det er værd at investere ret meget energi på. «


Vores venner?

De danske embedsmænd mente således selv, at hhv. Tyskland og Sverige var Danmarks bedste venner og de vigtigste at kontakte, hvis man søger hjælp eller opbakning til en EU-sag. Lidt færre nævner briterne. Men kærligheden er langtfra gengældt. Kun få af svenskerne nævner Danmark som deres tættest allierede EU-land, og for briternes vedkommende var det kun to pct., der mente, at et opkald til danskerne var vigtigt.

For Tysklands vedkommende svarer ingen, at Danmark er et vigtigt land at få opbakning fra, hvis man barsler med et nyt forslag. Der er naturligvis intet odiøst i, at Tyskland måske opfatter andre store lande som vigtigere partnere end Danmark. Men det er alligevel tankevækkende, at også andre lande i EU jf. undersøgelsen rangerer Danmark som en mindre vigtig partner end lande som Holland og Sverige, som vi normalt ville sammenligne os med.

Særligt sigende er det, at svenskerne rangerer Danmark helt nede på en femteplads efter lande som Finland, Tyskland, Holland og Estland.

Altingets Rikke Albrechtsen har spurgt manden bag undersøgelsen, Josef Janning, hvad årsagen kan være. Hvorfor opfatter de andre ikke Danmark som et vigtigt land at alliere sig med? Janning siger, at Danmark pga. vores forbehold og et EU-skeptisk folketing sjældent byder aktivt ind med forslag til ny fælles EU-politik. De danske forbehold isolerer Danmark på nogle, for de andre lande helt centrale områder som forsvarspolitik, økonomisk politik og retspolitik.

Marlene Wind Fold sammen
Læs mere

Konsekvenser af forbehold

Spørgsmålet er naturligvis, hvad vi så kan lære af alt dette? Konklusionen må være, at vi nu for første gang har tal og statistik på, hvad forbeholdene betyder for Danmark i det daglige EU-samarbejde. Hidtil har meget været bygget på gisninger, og konklusionen har ofte været, at Danmark har kunnet kompensere for forbeholdene ved at være godt forberedt til møderne og dygtig til at implementere EU-reglerne til tiden. Men nej, de andre opfatter os ganske enkelt ikke som nogen, det er værd at investere ret meget energi på.

Slet ikke når det handler om at være proaktiv og levere visionære fælleseuropæiske løsninger til gavn for hele EU. Der går i stedet fnidder og national navlepilleri i den. Migrationspolitikken er et godt eksempel. Som de andre ser det, er vi langt mere optaget af igen og igen at insistere på fx forlængelse af nationale grænsekontroller end at bidrage til løsning af EUs fælles udfordringer ved Middelhavet.

En sådan mere proaktiv politik ville faktisk fint kunne forenes med retsforbeholdet. Men nej, det overlader vi til de andre at tage sig af, mens vi blot håber, at »problemerne« ikke når helt til Korsør.

Denne strategi kan jo være meget god og mange politikere vil sikkert også lave den kalkyle, at der ikke er stemmer i at bidrage til at løse fælles udfordringer. Problemet er bare, at vi risikerer at skyde os selv i foden. Når det handler om den langsigtede kamp for danske mærkesager er og bliver gode tætte allierede vigtige. I en uge, hvor den visionære Macron har gæstet Danmark og forsøgt at få os tættere på EUs vigtige maskinrum, er tiden måske kommet til at tage imod denne nye venne-anmodning?

Marlene Wind er professor på statskundskab og på iCourts på jura, Københavns Universitet. Hun er det kommende år gæsteprofessor på Leuven Universitet i Belgien.