Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Danmark for dem, der kan, men ikke vil

Troen på, at Danmark er et smørhul, hvor alle vil bo, holder altså ikke. Kun hvis man er flygtning eller på anden måde i vanskeligheder.

"Danmark får alle dem, der vil, men ikke kan, mens de, der rent faktisk kan, ikke vil. " Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Jeg skriver disse ord om bord på en Boeing Dreamliner, der flyver mig langt væk fra mit fædreland, familie, opsagte job og nyligt solgte hus. Jeg på vej til Australien, og hvis jeg ikke havde nær familie i Danmark, ville jeg nok aldrig vende tilbage til det kolde, forblæste land.

Det lyder måske lidt trist, men faktisk er jeg glad og lettet over endelig at kunne kalde mine seneste tre år i Danmark for fortid.

Sagen er, at jeg har været så uheldig at møde min kone, mens jeg arbejdede i udlandet. Det betyder jo så, at hun naturligvis ikke er dansker, men derimod fra Vietnam. Skæbnen ville så, at jeg fik et jobtilbud hos Novo Nordisk i København. Det skete lige efter valget i 2011, hvor Socialdemokraterne lempede lidt på reglerne for familiesammenføring, så jeg kunne få min kone med mig til Danmark. Inden da havde det ikke været muligt.

Læs lige det igen: Jeg, en dansk statsborger, kunne ikke bo i Danmark med min kone! Allerede der skulle vi have læst den absurde skrift på væggen og fundet et andet job i et andet land, men vi bestemte os for at bo i Danmark dels fordi jeg har min familie der, dels fordi vi havde hørt, at også reglerne for permanent ophold ville blive lempet senere på året.

Som sagt kunne vi med de nye regler bosætte os i Danmark, hvor jeg betalte de 50.000 kr. i garanti, lejede en lejlighed i Gladsaxe, der levede op til boligkravene, og begyndte på mit nye arbejde. Senere købte vi også bil og hus.

Min kone begyndte straks på Dansk 2 og læste yderligere dansk ved siden af på VUC. Hun arbejdede frivilligt i Føtex for at tale mere dansk, og hun lagde virkelig en energi, flid og seriøsitet i sit studium, som man ikke finder længere hos danske studerende. Hun blev færdig med et 12-tal uden at dumpe i noget som helst og på den planlagte tid. Derefter læste hun på KVUC i et semester, hvorefter hun blev optaget på Niels Brock.

I mellemtiden skete der aldrig noget med reglerne for permanent ophold, og min kone skulle have sin opholdstilladelse fornyet hvert andet år, hvilket i praksis betød, at vi aldrig var 100 procent sikre på, at hun kunne blive i landet. Den uvished var altid i baghovedet, og da meningsmålingerne talte deres tydelige sprog op til valget i 2015, bestemte vi, at Danmark nok ikke lige var det bedste sted for os.

Vi har nu solgt alt, hvad vi ejer, og jeg har sagt mit nye job i Maersk op.

Sagen er nemlig, at vi har søgt om permanent ophold i Australien – og fået det. Begge to. Det til trods for, at ingen af os er australiere. Vi har dog boet der før, og jeg har læst og arbejdet dernede. Selv det bedste job i Danmark kan bestemt ikke konkurrere med den sikkerhed, det giver at vide, at min kone kan blive i landet med mig for altid. Det skader jo heller ikke, at vejret er bedre, sproget er engelsk, skatten er lavere, og bilerne er billigere.

Den australske regering kan nemlig godt se fidusen i at lukke et ungt, vestligt orienteret, engelsktalende ægtepar ind uden nogen restriktioner. Hvis bare den primære ansøger er veluddannet og har gode jobchancer, kommer eventuelle ægtefæller og børn automatisk med. For evigt.

Det gør de bestemt ikke i Danmark – selv hvis man er pæredansk og aldrig har været på offentlig forsørgelse, med et kæmpe netværk og familie, et godt betalt job, et hus i København og en ægtefælle, der i flere år har lagt sin sjæl i at leve op til de absurde familiesammenføringsregler i Danmark.

Nu sidder der måske nogle enkelte danskere ved kakkelbordet og tænker, at det var godt, vi slap af med dem.

Til dem kan jeg sige, at jeg som en yngre mand først i 30erne aldrig har følt noget specielt tilhørsforhold til Danmark. At jeg er født i Danmark er tilfældigt, og at jeg valgte at vende tilbage er tilfældigt. Folk fra samme segment som jeg, dvs. yngre akademikere, tegner sig for den største gruppe af folk, der forlader Danmark, og når man først har forladt landet, er chancen for at man kommer tilbage forsvindende lille – specielt, når man ikke kan tage den familie med sig, som man højst sandsynligt har stiftet udenlands i mellemtiden.

Min erfaring fra de største arbejdspladser i Danmark siger mig også, at det er svært at tiltrække ældre, erfaren arbejdskraft på grund af skattetrykket og de dyre biler. England, USA og Singapore plejer at være mere attraktivt.

Heri ligger den største misforståelse i den danske selvbevidsthed: Troen på, at Danmark er et smørhul, hvor alle vil bo, holder altså ikke. Kun hvis man er flygtning eller på anden måde i vanskeligheder.

Hvad sidder Danmark så tilbage med – udover regningen på 200.000 kr. for min kones nyttesløse, tvungne danskuddannelse? Danmark får alle dem, der vil, men ikke kan, mens de, der rent faktisk kan, ikke vil.

Hvis det er sådan, I vil have det, så skal jeg ikke blande mig – men holdbart i længden, det er det ikke i en verden, der bliver mere og mere multikulturel.

Den danske industri skriger på veluddannede medarbejdere, mens politikerne ændrer reglerne for ophold hvert fjerde år, sætter grænsebomme op og fratager folk deres statsborgerskab med tilbagevirkende kraft. Det er ikke ligefrem et sikkert, indbydende miljø for de mennesker, der kan.