Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Danmark er blevet en frontlinjestat

Uffe Ellemann-Jensen: Rusland har ensidigt brudt reglerne om godt naboskab, både de uskrevne og de formelle regler, som er nedfældet i det netværk af aftaler og traktater, som skulle besegle afslutningen på Den Kolde Krig.

Uffe Ellemann Jensen, tidligere udenrigsminister. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Hvornår går det mon op for politikerne på Christiansborg, at Danmark er blevet en af Europas nye frontlinjestater?

Under Den Kolde Krig var det Tyskland. Nu er det de nordiske og baltiske stater samt Polen, der har den tvivlsomme ære. Det er de i fuld gang med at indrette sig på i både de baltiske lande og i Polen samt Finland og Sverige. Og i Norge har man aldrig slappet så meget af som vi andre.

Men i Danmark er det, som om denne nye virkelighed ikke rigtigt er gået op for politikerne. I den politiske debat – herunder ikke mindst forpostfægtningerne om finansloven – synes opmærksomheden stift rettet mod alle andre spørgsmål end Danmarks sikkerhed.

Det er naturligvis ubekvemt at skulle forlade den drømmetilstand, vi kom i ved den kolde krigs afslutning – i »den nye verdensorden«, som vi optimistisk talte om dengang. Vi indrettede os på, at der nu var regler og aftaler om, hvordan staterne i og omkring Europa skulle opføre sig over for hinanden. Vist er der problemer under Europas bløde bug, i Mellemøsten og Nordafrika, men i vores fredelige del af kontinentet? Her indrettede vi i Danmark vores forsvar på, at der ikke i »overskuelig fremtid« ville opstå trusler i vort nærområde. Denne opfattelse er faktisk i dag grundlaget for det politiske forlig, som dansk forsvar er indrettet efter – selv om verden lige omkring os har ændret sig dramatisk i løbet af de seneste år.

Rusland har ensidigt brudt reglerne om godt naboskab, både de uskrevne og de formelle regler, som er nedfældet i det netværk af aftaler og traktater, som skulle besegle afslutningen på Den Kolde Krig. Og Rusland søger i en røgsky af misinformation og propaganda at sløre, hvad der foregår. Mange falder for det – også fordi vestlige medier lægger større vægt på fairness end på brutale sandheder, og derfor gerne vil anskue problemerne ud fra en forestilling om, at enhver sag kan ses fra to sider. Denne indstilling udnyttes systematisk af den russiske propagandamaskine, som sammen med bestikkelser og pengegaver til gamle og nye politikere i Vesten sørger for, at Putins støtter er blevet et fast indslag på den nationalistisk indstillede europæiske højrefløj.

Den russiske annektering af Krim og krigsførelsen i Ukraine blev begrundet med Ruslands »ret« til at varetage russisk-talende befolkningsgruppers interesser med magt, uanset hvor de befinder sig.

Det skabte naturligt nok stor bekymring i de tre baltiske lande med store russisk-talende befolkningselementer – og stor sårbarhed over for den særlige form for »hybrid krigsførelse«, som Rusland har praktiseret i Ukraine: Bevæbnede grupper af »små grønne mænd« rykker ind og overtager strategiske poster, mens man i Moskva bedyrer, at det kender man intet til. Og på et tidspunkt kommer der så russisk militær for at »genoprette ro og orden«. Svært at beskytte sig imod, især fordi vi i Vesten har tunge beslutningsprocesser og derfor er lette at intimidere.

Balterne og polakkerne har krævet – og fået – stærkere markeringer af, at de er medlemmer af NATO: Manøvrer, planer og udstationeret tungt materiel. Sverige og Finland styrker forsvaret omkring Østersøen og diskuterer åbent et muligt NATO-medlemskab. I Finland viser meningsmålinger, at hvis de politiske ledere anbefaler det, vil et flertal i befolkningen tilslutte sig. I Sverige har flere partier nu ønsket spørgsmålet sat på dagsordenen. Samtidig intensiveres samarbejdet mellem NATO og Sverige og Finland på stadigt flere områder.

Rusland har optrappet sin truende adfærd over for sine naboer ved Østersøen: Store militærmanøvrer i strid med gamle aftaler om begrænsninger og forvarsler.

Provokerende flyvninger, der bl.a. øver angreb med atomvåben mod Warszawa og Stockholm – og sidste år missilangreb mod Bornholm samtidig med Folkemødet, hvor hele landets politiske elite var samlet. Som den britiske sikkerhedsekspert Edward Lucas – redaktør ved The Economist og forfatter til bl.a. bogen om »The New Cold War« – skrev: Det kunne have halshugget det danske samfund, hvis det var virkelighed. Og oven i alt dette er der cyberangreb og en propagandaoffensiv, bl.a. på de sociale medier, der ikke er set magen til siden den sorteste tid under Den Kolde Krig.

Mange ryster det af sig. Det kan da ikke være rigtigt. Hvad er det for noget koldkrigsretorik. Vi var jo lige så gode venner… Men Rusland har valgt, at vi ikke er »gode venner« og betragter os som en potentiel fjende, der skal kues til eftergivelse.

I denne situation gælder det om ikke at vise eftergivenhed, for det kan kun friste til nye provokationer og trusler. Det gælder om at stå sammen i ønsket om at forsvare den frihed, vi har fået til fælles, efter at vi slap af med Jerntæppet.

Østersølandene burde i fællesskab sagtens kunne forsvare sig mod et aggressivt Rusland. Tilsammen har de ni lande et nationalprodukt, der er en tredjedel større end Ruslands. Men vi har ikke det fællesskab, som kan sikre en fælles forsvarsindsats.

 

Syv af de ni lande er medlemmer af NATO, og det ville være en vældig styrkelse for os alle, hvis Sverige og Finland også kom med. Tilsammen ville vi råde over et luftvåben, som – hvis der samarbejdes – kunne give den afskrækkelse, som er nødvendig for at afholde en Putin fra eventyrpolitik. Men det vil tage tid – og vi står over for helt presserende trusler.

Derfor bør især de nordiske lande sætte sig sammen og finde ud af, hvordan samarbejdet kan styrkes i samarbejde med NATO – det vil i praksis sige USA. På mange områder kan der gøres meget mere for at samarbejde om f.eks. krisestyring, udveksling af efterretninger og håndfaste reaktioner på russiske provokationer.

Og så kommer vi ikke udenom, at nogle lande skal bruge mere på deres forsvar, for at det hele kan virke troværdigt. Kun Estland og Polen lever op til NATOs mål. Danmark er tæt ved bunden. Og det går naturligvis ikke.

Disse spørgsmål vil forhåbentlig få den helt centrale placering i den redegørelse, som er undervejs om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Vi gjorde i sin tid meget for at få De Baltiske Lande med i NATO og EU. Derfor har vi nu et ansvar for, at deres sikkerhed betrygges af de andre nye frontlinjestater i regionen. Det ansvar lever Danmark ikke op til i dag.