Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Dan Uzan og Finn Nørgaard var et eksempel på, hvad vi alle kan blive udsat for«

i er også nødt til at værne om os selv og hinanden og beskytte os selv fra dem, der vil os til livs. Og at rydde ud i dem, der drager ud for at myrde folk, der aldrig har gjort dem ondt, på mest brutal vis, er kun forventeligt.

Tirsdag kårede Berlingske årets dansker. Ti fremtrædende mennesker, der hver på sin vis har bidraget til samfundet og udrettet en del for andre mennesker, blev nomineret til denne fornemme titel. De af de nominerede, der var til stede, blev budt op, hvor de blev hilst med klapsalver og blomster. De så glade og stolte ud, selvom de hver især vidste, at prisen gik til en anden. Også inden Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, læste hans navn op, var alle klar over, at der kun var én vinder af den pris. Dan Uzan. Manden, der stillede sig mellem en koldblodig morder og hundredvis af uskyldige mennesker, der fejrede en piges konfirmation, en kold februarnat. Den sidste i hans alt for korte liv.

På forreste række sad Dans forældre og søster, Andrea Uzan. Andrea rejste sig op og indtog talerstolen. Hun holdte en smuk takketale med grådkvalt stemme, mens tårerne begyndte at presse sig på og løbe ned ad mine kinder. Jeg er selv mor og jeg er søster og jeg ønsker aldrig at finde ud af, hvordan det er at miste et barn eller en bror, men den tirsdag nat kunne jeg fysisk mærke Andreas smerte. Tænk, at det menneske, du har elsket hele dit, eller hele hans liv, bliver taget fra dig på så meningsløs og kynisk en måde. At en afstumpet terrorist bare tager din kæres liv, som om det ikke var noget værd.

Dan Uzan og Finn Nørgaard, for den sags skyld, var et eksempel på, hvad vi alle kan blive udsat for, når det skal være. Der skal ikke mere til, end at passe sit arbejde eller tage offentligt transportmiddel, for at blive offer for en ekstremist af en eller anden art. Det er skræmmende. Og det, der er endnu mere skræmmende, er den ligegyldighed, politikerne udstråler. Nu skal man ikke tilbage til 1930’erne, hvor alle af den samme tro bliver forfulgt og det, der er værre, af ren frygt. Men der er så meget, man kunne gøre, for at øge sikkerheden.

Eksempelvis kunne man nedlægge indrejseforbud mod dem, der rejser ud for at kæmpe for IS. I dag fratages de deres pas, inden de rejser ud af landet, hvilket ikke løser noget. Tværtimod. De er en større potentiel fare for samfundet, når de tvangsopholder sig i Danmark, da tilhængere af IS, af terrororganisationens ledelse, opfordres til at handle, hvor de befinder sig, hvis ikke de kan nå frem til Irak eller Syrien. Vi lever i et civiliseret samfund, hvor vi holder sammen og støtter hinanden i sorg og hvor vi stoler på hinanden og tror på det bedste i mennesker. Og det må vi under ingen omstændigheder opgive. Men vi er også nødt til at værne om os selv og hinanden og beskytte os selv fra dem, der vil os til livs. Og at rydde ud i dem, der drager ud for at myrde folk, der aldrig har gjort dem ondt, på mest brutal vis, er kun forventeligt. Men selv i dag, næsten et år efter det blodige angreb på Danmark, har potentielle terrorister frie hænder til at pendle mellem Danmark og Mellemøsten. Jeg ved ikke, hvad vores politikeres ligegyldighed kan føre til. Lad os nu bare håbe på, at næste års vinder af Årets dansker-prisen bliver et levende menneske.