Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Damernes magasin

Inger Schroll-Fleischer: Den nedladende og rethaveriske tone fra de to magasindamer lover ikke lyst for fremtiden og understreger blot fordommen om ensidighed, arrogance over for læseren (kunden!) og manglende selvindsigt.

»Magasiner er med glitrende forsider, flotte billeder, lækkert indhold tillokkende, men jeg vælger dem meget ofte fra. De kan ikke give mig noget, som jeg ikke kan få fra veninder, kolleger, modeblogs mv. Næh, så hellere spare de 50 kr. og nøjes med at bladre dem igennem hos lægen eller frisøren.« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Berlingske lægger i disse uger sider til en debat om indholdet i dameblade, magasiner eller hvad man nu vil kalde det. Journaliststuderende Maria Arndt lagde ud med at revse magasinerne for at svigte deres kvindelige læsere med ensidigt fokus på områder, der på stereotyp vis præger kvindeliv - »madopskrifter, slankekure, sextips og den nyeste mode«.

Læs Maria Arndts indlæg her: Kvindemagasiner fordummer

Før man kunne nå at klikke hælene på sine Louboutin-stiletter sammen, var der svar fra redak­tionschefen på ELLE. Her blev kritikken afvist under henvisning til den uddannelsesmæssige mangfoldighed på ELLEs redaktion, hvor man interesserer sig for alt mellem musik og læbestifter (!).

Anne Sophia Hermansen fulgte op med et blogindlæg, og seneste skud på stammen er så et indlæg fra Lizl Rand, chefredaktør på Q, Psykologi og Tidens Kvinder, der mener, at Arndt og Hermansen nedgør de ting, som kvinder også interesserer sig for - herunder mode, den helt rette jeanstype til netop din bagdel og formaninger om at passe på med tænderne i visse intime sammenhænge. Efter nedsablingen følger en række argumenter af tvivlsom tyngde. Man forstår på chefredaktøren, at det roste Euroman ikke kan være så fedt endda, for så solgte de nok nogle flere blade, at man i Q interesserer sig for afrikanere og hjemløse, og at magasinerne udgør et »frikvarter«. Det ligger tilsyneladende i »frikvarter«, at her sænker man skuldrene og slipper tøjlerne fra alt det »kedelige«, som Rand ikke forstår, at Hermansen og Arndt efterspørger.

Jeg må indrømme, at jeg først tænkte: »Så er der vist også kogt nok suppe på dén historie«, men ved nærmere eftertanke gik det op for mig, at redak­tionschefen og chefredaktøren slet ikke forstår, hvad Arndt og Hermansen efterspørger. Betragt derfor nedenstående som en efterlysning, kære redaktionsbosser.

Jeg er enig i Arndts kritik, men ikke i hendes præmis. Maria Arndt betragter magasinerne som en identitetsskabende faktor og revser dem for at svigte denne rolle ved at fremstille moderne kvinder som (hus)mødre. Jeg betragter snarere magasinerne som identitetsspejling, hvad enten der er tale om meget emnespecifikke temamagasiner eller de overordnede aktører som ELLE, Costume, Woman, Q m.v. Identitetsspejlingen skal naturligvis ikke forstås som 1:1, men appellen i et blad består for mig i at kunne se lidt af mig selv - og så alt det andet! Magasiner er efter min mening en kilde til viden, et godt grin, inspiration etc. Arndt kritiserer magasinerne for at være fordummende. Det er noget af en anklage - man kunne også nøjes med at sige, at de i hvert fald sjældent gør læseren klogere på andet end snævre emner som bodylotion o.l.

Meget sigende bærer Lizl Rands indlæg overskriften »Hvorfor skal det være så kedeligt«. Jamen, det skal det jo netop heller ikke! Pointen er jo, at vi - læserne, kunderne, kvinder, Hermansen, Arndt, mig og sikkert en masse andre - vil have det hele, også fra vores magasiner. Jeg vil gerne have præsenteret 10 striktrøjer i hver sin prisklasse, men jeg vil også gerne vide, hvad Helle Thorning-Schmidt tænker om at være statsminister og meget gerne uden den evige mor/kvinde-vinkel, som ALT for damerne for nylig præsenterede på forsiden.

Det er muligt, at man kan præstere en artikel om andet og mere end makeup og hjemmestrikkede detox-kure i eksempelvis Q, men temaet, stemningen, appellen og præmissen er i sammenligning med eksempelvis Euroman, at mænd er først og fremmest mennesker og kvinder er bare kvinder.

For Lizl Rand, når Q er bladet, der opfordrer kvinder til at elske sig selv og samtidig meget ofte står klar med opskriften på nemme vægttab eller vejen til fastere baller, så skal der mere end en artikel eller to med dybde til at fjerne indtrykket af ovenstående pointe. Hvis den kvinde, der afspejles i magasinet, er 35 år, men ønsker at være 25, på suppekur og på jagt efter bøger i »Thereses tilstand«-genren og så også lige interesserer sig lidt for hjemløse, er det ikke vanskeligt at se, at stereotypt kvindeliv går forud for almene interesser på tværs af køn.

Du stiller jo selv det retoriske spørgsmål »er det ikke at sammenligne pærer med bananer, når man kritiserer et modemagasin for ikke at bringe politiske analyser? Der findes jo forskellige genrer - og det ene udelukker ikke det andet. Man kan sagtens nyde de flotte billeder i ELLE og samtidig læse Børsen«. Det er det muligvis, men hvem siger, at pærer og bananer ikke kan ligge i samme frugtkurv - eller med andre ord: Hvorfor har man ikke en ambition om, at magasinerne kan rumme begge dele?

Redaktionschef på ELLE, Marie Louise Wedel Bruun, svarede på Maria Arndts kritik med følgende svada: » enhver medsøster, der går bare det mindste op i sit udseende og sin fremtræden, er pr. defini­tion mindre begavet«. Man tror åbenbart, at det er et spørgsmål om enten-eller - chic eller sjasket. Intet kunne være mere forkert. Det burde man være klar over, hvis man lever af at dyrke kvindelivet i bladform, men sådan er det ikke i magasinverdenen. Heri består en stor del af problemet.

Magasiner er med glitrende forsider, flotte billeder, lækkert indhold tillokkende, men jeg vælger dem meget ofte fra. De kan ikke give mig noget, som jeg ikke kan få fra veninder, kolleger, modeblogs mv. Næh, så hellere spare de 50+ kr. og nøjes med at bladre dem igennem hos lægen eller frisøren. Og ærligt talt, den nedladende og rethaveriske tone fra de to magasindamer lover ikke lyst for fremtiden og understreger blot fordommen om ensidighed, arrogance over for læseren (kunden!) og manglende selvindsigt.

Læs de andre indlæg i debatten: