Tre spidskandidater til regionsvalget i Region Hovedstaden, Niels Høiby, Martin Geertsen og Mette Abildgaard, giver i en kommentar i Berlingske 15. oktober deres bud på, hvordan sundhedsvæsenet skal forbedres. Ensretnings- og centraliseringskrav skal fjernes, hvor de ikke er strengt nødvendige, og det offentlige sundhedsvæsen skal konkurrenceudsættes ved hjælp af udliciteringer. Forfatterne bekender sig ikke overraskende til en fast tro på, at markedskræfter er det bedste redskab til at løse sundhedsvæsenets udfordringer

Der henvises blandt andet til Frankrig, der i en meget kritiseret rapport fra WHO udgivet i 2000 blev udpeget til at have det bedste sundhedsvæsen. Meget behændigt undlader forfatterne at omtale USA, hvor markedsgøringen af sundhedsvæsenet er selve »planlægningsgrundlaget«. Som bekendt er sundhedsvæsenet i USA det i særklasse dyreste i verden, uden at folkesundheden adskiller sig positivt fra andre vestlige lande. Det er også en kendsgerning, at udgifterne til såkaldt kolde hænder i det amerikanske sundhedsvæsen langt overstiger udgifterne i Danmark, både absolut og relativt. Så hvis man lader markedskræfterne råde, lader det til, at bureaukratiet vokser frem for at aftage. Forfatterne mener, centraliseringen af det danske sundhedsvæsen har taget overhånd og er roden til meget ondt. For nylig viste en undersøgelse, at såkaldt mindre hospitaler klarer sig dårligere, end store, hvad angår kvaliteten af visse hjerteoperationer. Det er på adskillige andre områder klart dokumenteret, at man opnår den bedste behandlingskvalitet ved en centralisering der sikrer, at læger og andet sundhedspersonale kan opnå tilstrækkelig viden og håndelag – øvelse gør mester.

Forfatterne har den samme kritiske holdning til kliniske retningslinjer, kvalitetsdatabaser og fælles retningslinier til forbedring af patientsikkerheden(ensretningskrav). Også her er der solid evidens for, at ensretning og standardisering af undersøgelses- og behandlingsprocedurer øger kvalitet og patientsikkerhed. Et tredje kritikpunkt er det såkaldte registrerings- og dokumentationsvanvid. Det er ikke helt klart, hvad forfatterne tænker på, men der er utvivlsomt eksempler på rutiner, der kan forbedres. Men i den grad at lægge registrering og dokumentation for had er skudt helt over målet. Vi har i Danmark de seneste mange år arbejdet målrettet efter konceptet »Det evidensbaserede sundhedsvæsen«. Konceptet er klart og logisk. Man skal vide, hvad der virker og sikre, at det, der virker, bliver brugt på den rigtige måde. Det forudsætter, at der skaffes viden, og at den kliniske praksis monitoreres. Det kan undre, at en professor, der formentlig har brugt en stor del af sit professionelle liv til at indsamle og analysere data, forholder sig så negativt til et datadrevet og evidensbaseret sundhedsvæsen.

At forfatterne, når det kommer til stykket, i virkeligheden er lidt rådvilde med hensyn til, hvad de egentlig vil med sundhedsvæsenet, fremgår vel af, at de til syvende og sidst vil overlade til endnu en kommission at komme med forslag til, hvordan vi forbedrer vores sundhedsvæsen.